Arktiske vandlopper flytter nordover Udgivet 15.11.2019
Der er klare tegn på, at dele af det arktiske dyreplankton er begyndt at forsvinde fra dets oprindelige levesteder
De vigtigste arktiske vandlopper flytter nordover og i stedet er de atlantiske ”fætre” kommet ind som reservespillere i grønlandske farvande. Det her kan være en dårlig nyhed for polartorsken, som er en af nøglearterne i Arktis, og muligvis kan det have en kaskade af effekter på det marine økosystem og i sidste ende hos os – menneskene”, forklarer en af forskerne bag undersøgelsen om nogle arktiske vandloppers skæbne, Caroline Bouchard, fra Grønlands Naturinstitut.
Stadig mangelfuld grundlag
Caroline Bouchard har sammen med en forskerkollega fra Université Laval i Canada undersøgt fødeindtagelse hos unge polartorsk, og deres videnskabelige artikel med titlen ”Calanus glacialis and the feeding success of young polar cod in warming Arctic seas”, ”Calanus glacialis (den mest almindelige vandloppe art i grønlandsk farvand) og fouragerings succes for unge polartorsk i det arktiske hav under opvarmning” er lige på trapperne og er snart ude.
”Vi ved ikke, hvilken effekt de ændringer vi ser på dyreplankton siden og for polartorsk larverne vil have for de øvre trofiske niveauer, dvs. dem der lever af polartorsk og vandlopper eksempelvis havfugle, forskellige marine pattedyr og forskellige andre fisk. På nuværende tidspunkt har vi desværre ikke data nok til belyse de mulige konsekvenser”, siger forsker Caroline Bouchard fra Grønlands Naturinstitut.
Fede arktiske vandlopper
De tre mest almindeligt forekommende og vigtigste vandlopper, med andre ord dele af dyreplankton, i de grønlandske farvande er: Calanus hyperboreus. Den største af slagsen af de arktiske dyreplankton arter og den med højest fedtindhold på – 65 %. Den er almindeligt udbredt fra Disko Bugt-området og nordover, men findes også andre steder. Den næststørste af slagsen er Calanus glacialis, findes alle vegne og har en fedtprocent på 62 %. Den tredje mest almindeligt forekommende vandloppeart i grønlandske farvande er Pseudocalanus spp. Medens den mest almindeligt forekommende vandloppe i Vest- Sydvestgrønland er den Atlantiske ”fætter” Calanus finmarchicus”, der er mindre og har en fedtprocent på 34.
Varmere vand tiltrækker og skubber
Den anden forskel på de arktiske og atlantiske vandlopper er deres levetid. C. finmarchicus´en overlever højest en sæson, det vil sige omkring et års tid, mens de arktiske arter kan blive op til 3- 6 år. De overlevende vandlopper svømmer til havets bund, når vinteren indtræffer og bliver dernede, til lyset det næste forår kommer tilbage, hvor de på ny kommer op på havets overflade.
”Efterhånden som havet i arktis bliver varmere, vil C. glacialis blive mere og mere fortrængt af den mindre C. finmarchicus. Det kan fremskynde erstatningen af den dominerende arktiske ”foderfisk” polartorsken med arter fra varmere vande som lodde og tobis”, slutter Caroline Bouchard.
