Hellefiskene i Ilulissat, Uummannaq og Upernavik

Vinterfiskeri i Ilulissat Isfjord 1969 Foto:E Smidt
Vinterfiskeri i Ilulissat Isfjord 1969 Foto:E Smidt
Q-31 i Qarajaq isfjord 1991 Foto: Jesper Boje
Q-31 i Qarajaq isfjord 1991 Foto: Jesper Boje
Jolle hiver liner i Uummannaq 1988 Foto: Jesper Boje
Jolle hiver liner i Uummannaq 1988 Foto Jesper Boje
Biologerne måler hellefisk ved indhandlingen hvert år og konstaterer at gennemsnitsstørrelsen er faldet Foto: Jesper Boje
Biologerne måler hellefisk ved indhandlingen hvert år og konstaterer at gennemsnitsstørrelsen er faldet Foto: Jesper Boje
Indhandling af hellefisk fra kuttere til indhandlingskib i Torsukatteq isfjord Foto: Jesper Boje
Indhandling af hellefisk fra kuttere til indhandlingskib i Torsukatteq isfjord, foto J.Boje

 

Kvote op - kvote ned?

Der har i den seneste tid været en del omtale i medierne om, at kvoten på hellefisk i Uummannaq bør sættes op. På samme tid sidste år snakkede man om at sætte kvoten i Ilulissat ned. Hvad sker der og hvorfor er der tilsyneladende ikke enighed blandt biologer og fiskere - eller er der?

Det indenskærs fiskeri efter hellefisk er karakteristisk ved, at der er mange fiskere og erhvervet har meget stor betydning for den lokale økonomi. Grønlands Naturinstituts anbefaler, at fiskerne, fiskeindustrien, forvaltningen og biologerne samarbejder om at opstille nogle forvaltningsmål for fiskeriet, så der kan udarbejdes en langsigtet plan, der kan sikre fiskeriet og indtjeningen frem over.

Først lidt om fiskeriet…...

Fiskeriet efter hellefisk i fjordområderne ved Ilulissat, Uummannaq og Upernavik er et fiskeri med historiske rødder. Går vi tilbage i tiden foregik det med hånd-liner med enkeltkroge og det udviklede sig fra starten af 1900 til et langlinefiskeri i åbent vand om sommeren og fra isen om vinteren. Indtil 1980'erne var langlinefiskeriet begrænset, men med de øgede muligheder for indhandling i både byer og bygder er landingerne steget markant siden da. Særligt ved Ilulissat har stigningen været stor. Før midten af 80'rne var landingerne mindre end 2.000 tons årligt og i begyndelsen af 2000´rne steg tallet til mere end 12.000 tons, altså en fem dobling på 15-16 år. Det samme ses i Uummannaq og Upernavik. Her er landingerne steget fra niveauer på mindre end 500 tons årligt til 5-6.000 tons årligt i hvert af områderne i det seneste årti. I de senere år er fiskeriet ved Ilulissat dog faldet markant fra mere end 12.000 tons årligt til omkring 6.000 tons i 2009. I de to andre områder er fiskeriet stadig forholdsvist stabilt.  Fiskeriet er i alle områderne karakteristisk ved, at der er mange fiskere og erhvervet udgør et væsentligt segment i den lokale samfundsøkonomi.

…...og så lidt biologi om hellefisk

Hellefisk er en dybhavsfisk, der er udbredt både i fjorde og til havs omkring Grønland på dybder mere end 300 meter. Hellefisken fiskes fra den er omkring 45 cm lang og de største fisk i fiskeriet er omkring 1 meter lange. Biologerne er uenige om at sætte alder på fiskene, fordi ørestenene, som anvendes til aldersaflæsning, ikke har entydige mønstre og kan tolkes forskelligt. Men der er enighed om, at hellefisken kan blive mere end 25 år. Så gamle fisk er i dag meget sjældne, fordi de fanges, inden de når denne alder.

Jo ældre fisk, jo større udbytte

Et interessant aspekt er, at hellefisken tilsyneladende vokser jævnt det meste af livet og derfor øger sin længde og vægt med samme rate hvert år. Der er derfor mulighed for et større udbytte ved at lade hellefisk vokse sig større og ældre. Så vidt vi ved gyder hellefisken kun i begrænset omfang i områderne ved Ilulissat, Uummannaq og Upernavik og Naturinstituttets undersøgelser viser, at de store fisk bliver i områderne året rundt uden at gyde. De nye og unge fisk kommer med stor sandsynlighed ude fra bestanden af hellefisk i Davis Strædet. Det vil sige, at bestanden i Davis Strædet både forsyner sig selv med ungfisk, men også forsyner fjordbestandene i Disko Bugt og nordover.

Biologiske undersøgelser - hvordan og hvorfor?

Biologerne undersøger hvert år bestandene af hellefisk. Ved og nord for Ilulissat har biologerne gennem en årrække fisket på de samme steder for at følge udviklingen i bestanden. Samtidig tager biologerne jævnligt prøver fra erhvervsfiskeriet for at følge hvilken størrelse/alder fiskene har og hvor mange, der tages ud af bestanden. Biologerne bruger også oplysninger fra indhandlingen til at beskrive, hvordan fiskeriet fordeler sig geografisk samt hvilke redskaber, der anvendes. Alle disse informationer bruger vi sammen med statistikkerne for det samlede fiskeri til at bedømme fiskeriets indflydelse på bestanden og vurdere, hvordan bestanden har det lige nu. 

Gennemsnitsstørrelse og -vægt er faldet

En af de målbare informationer fra fiskeriet er den gennemsnitlige størrelse af de indhandlede fisk. Da fiskeredskaberne (langliner) ikke har ændret sig gennem de sidste mange årtier, er en ændring af landede fisks størrelse nok udtryk for bagvedliggende ændringer i bestanden. Ved Ilulissat er der sket en voldsom ændring gennem de seneste ti år. Fra gennemsnitsstørrelser på 60-62 cm i tiden før 2001 er denne størrelse nu faldet til 54-55 cm. En fisk på omkring 60-62 cm vejer ca. 2 kg, mens en fisk på 54-55 cm vejer ca. 1.5 kg. I vægt er det en reduktion på ca. 25 % og det betyder, at der i dag skal fiskes 5.3 millioner fisk, hvor man tidligere "kun" skulle fiske 4 millioner fisk, hvis en årlig kvote på 8.000 tons skal fiskes op.

Små fisk giver lavere indhandlingspris

Samtidig får fiskeren en lavere pris for de små fisk.  Derfor er fiskerens fortjeneste i kroner og øre mindre i dag, selvom der fiskes flere fisk. Oveni skal han arbejde hårdere for samme indtjening. Der er kun et antal kroge til rådighed på en langline, så fiskeren skal sætte flere langliner for at få flere små fisk. Hvis fiskeriet lod hellefisken vokse sig større og tungere ville den enkelte fisker skulle fiske mindre for at bibeholde sin indkomst. Men der vil selvfølgelig være en indtægtsnedgang for erhvervet i perioden fra nu og til hellefisken har vokset sig større, hvor fiskeriet vil være meget lavt - et problem som må håndteres politisk.

Biologerne anbefaler mindre fiskeri

Den biologiske rådgivning om udnyttelsen af hellefisk i fjordområderne baserer sig på det faktum at bestanden tilføres ungfisk udefra (Davis Strædet) og at fiskeriet i fjordene derfor i sidste ende er afhængigt af Davis Stræde-bestandens størrelse og af omfanget af fiskeri i fjordene. Fiskeriet i fjordene høster derfor af en form for opsparet kapital bestående af mange årgange. Hvis udtaget (fiskeriet) er større end tilførslen, vil bestanden gradvis blive mindre. Og dermed vil alle årgange i fjordbestanden mindskes, men da der hele tiden er tilførsel af ungfisk vil reduktionen især kunne mærkes ved, at der fanges færre store og gamle fisk, hvilket netop har været tilfældet gennem de sidste 10 år. Den biologiske rådgivning har i mange år pointeret, at der er et vækstpotentiale i bestanden, hvis fiskene får lov at vokse sig større, før de fanges. Derfor har rådgivningen gennem nogle år været, at fiskeriet skulle mindskes fra de høje niveauer i starten af 2000'rne. Men da der ikke har været opstillet forvaltningsmæssige målsætninger med fiskeriet, har det ikke været muligt at nuancere rådgivningen yderligere.

Hvordan sikres en bæredygtig udnyttelse?

Det vil i den nuværende situation være hensigtsmæssigt om forvaltningen i samarbejde med biologer, fiskere og industrien opstiller forvaltningsmål og udarbejder en forvaltningsplan for fiskeriet efter hellefisk i Disko Bugt, Uummannaq og Upernavik, for at optimere fiskeriet på lang sigt. Ønsker man f.eks. at bibeholde det nuværende fiskeri med fisk, der vejer 1-1.5 kg, eller er efterspørgslen på eksport­markederne en helt anden størrelse fisk? Og fra fiskernes synspunkt ville det over en lang tidshorisont være optimalt at sænke fiskeritrykket så de kunne oppebære indtjeningen med langt mindre arbejdsindsats. Den nuværende forvaltning med tilpasning til øjeblikkelige krav fra erhvervet om at oppebære indtjening fra en hurtigt reduceret bestand hænger ikke godt sammen med overordnede målsætninger om at skabe rammerne for det størst mulige vedvarende udbytte eller bæredygtig udnyttelse, som vi oftest kalder det. 

Hvad vil der ske hvis man ikke passer på?

Fiskerne siger, der er flere fisk end før og de vil have højere kvoter. Men fortsætter man ad den vej vil fiskene blive endnu mindre og fiskeriet vil til sidst ikke være rentabelt. Det vil ske, når alle årgange i bestanden er reduceret til et minimum. Et scenarie vi har set tidligere i Nuuk fjorden og i det sydlige Upernavik (Sullua). Der vil selvfølgelig hele tiden komme unge fisk til ude fra Davis Strædet, men det tager altså minimum 10-12 år at re-etablere en bestand, der består af 10-12 årgange der kan fiskes.

Kronik med svar til Isak Hammond på åbent brev bragt i Sermitsiaq 3/9 2010. Af Seniorforsker Jesper Boje og Afdelingschef Helle Siegstad. Kronikken er bragt i Sermitsiaq 10/9 2010.

Opdateret 18.04.2012