Pâmiut - Togtblog 2010

Togtlederne og biologerne ved Grønlands Naturinstitut Kaj Sünksen og Henrik Lund bloggede fra Pinngortitaleriffiks årlige sommertogt i de østgrønlandske farvande med forskningsskibet R/V ”Pâmiut”. På togterne indsamler fiskeafdelingen data til vurdering af bestandsstørrelsen af hellefisk, torsk og rejer, og mærker hellefisk med elektroniske mærker.

Bloggen er fra 4. august - 9. september 2010.


Roger and out

Mandag den 6. september 2010

Vi har på grund af dårligt vejr og en 2. grads forbrænding, der krævede tilsyn af en læge, været nødt til at afbryde togt 5 før tid. Der er langt til enhver form for hjælp, når man ligger ud for Grønlands østkyst, så når der først sker et uheld, afhænger udfaldet i høj grad af besætningens indsats. Hans sad i 4-5 timer med en håndbruser i strakt arm og skyllede den tilskadekomne, og skipper Børge behandlede forbrændingen med en ekspertise, så lægen på sygehuset i Qaqortoq ikke kunne sætte en finger på noget. Det er godt at vide, at man er i så gode hænder.

Patientens måde at tackle det hele på er et kapitel for sig. De grønlandske kvinder ér gjort af et specielt stof (hvis nogen skulle være i tvivl). Østkysten viste sig til sidst fra sin smukkeste side, men ligger nu langt bag os, og foran os ligger et døgns sejlads og en hel del oprydning og vask på fabriksdæk og i laboratorier.

Dette er da også det sidste telegram fra Grønlands Naturinstituts kombinerede reje-, fiske- og hellefisketogter ved Østgrønland i 2010. Hvis bloggen har gjort nogen bare lidt klogere på, hvad vi laver på Pâmiut i sommerhalvåret, har den været umagen værd.

Holdet fra togt 5 takker af.


Lidt mere om dybhavsrejen "Pandalus borealis"

Den blågrønne masse bag øjet på den viste reje er rogn, der er under udvikling.

Lørdag den 4. september 2010

Rejer findes længere mod nord, end vi når på vore togter. Af de tibenede krebsdyr er rejerne i den røde dybhavsrejes familie de mest kuldetolerante og kan faktisk tåle underafkølet vand (dvs. vand, der er så koldt, at det egentlig burde være frosset, men stadig holdes i flydende tilstand på grund af sit saltindhold og det tryk, der hersker på store dybder). Det hænger sammen med, at rejerne er gode til at regulere magnesiumbalancen i blodet, og bl.a. derfor findes rejer langt ind i de polare områder. Har man kun set søkogte dybhavsrejer, kan man have svært ved at forestille sig, at de hårde, lyserøde klumper i frostposen engang har været farvestrålende og yndefulde dyr. Men det har de! En levende dybhavsreje har en klart rød, gennemsigtig farve, som desværre ikke holder til kogning og frost. Foran dyret vifter et par lange antenner graciøst, og ved grunden af dem sidder øjne, der kan have et smukt grønligt skær, når lyset endelig falder på dem. Som for at understrege elegancen understøttes dyret af fem par lange, tynde ben, der ser ud til at kunne knække ved den mindste berøring - hvilket de så også gør, når de er frosset...

Til at holde den lidt vovede konstruktion på højkant har rejerne i deres antenner et par balanceorganer, som fungerer efter samme princip som øresten i fiskenes indre øre: To små kamre med hver sin lille "sten", der balancerer på følsomme hår og fortæller rejen, hvad der er op og ned i mørket. Disse øresten vokser i en fisk med et lag om året og giver mulighed for, at man kan aflæse fiskens alder direkte (som årringe i en træstub). Det samme er ikke tilfældet med en reje.

En reje – og andre krebsdyr – er i princippet et dyr i rustning (= skallen), og befinder man sig i en rustning, kan man ikke vokse ud over rustningens størrelse. Når en reje bliver for stor til sin skal, er den derfor nødt til at skifte den ud med en ny. Det gør den ved at smøge den gamle skal af og "puste sig op" med vand, så den nye skal, der ligger klar som en blød "fleece" under den gamle, hærder i en passende størrelse med plads til at vokse. Rejer har det altså nogenlunde som menneskenes børn: skoene passer kun rigtig, lige inden de bliver for små. Alt dette garderobeskift betyder, at rejer ikke ophober hårde dele med årringe (som f.eks. øresten), som biologer er så glade for. Alle hårde dele skiftes ved hvert skalskifte, og delene bliver bare lidt større for hver gang. Derfor kan man ikke umiddelbart aflæse en rejes alder. Men da alder og størrelse hænger sammen, forsøger man at omgå dette problem ved at bruge et målebånd: Tager man en bunke rejer og måler længden af dem, kan man se, at der er grupper af individer, som har nogenlunde samme størrelse og derfor sandsynligvis samme alder. På den måde kan man få et billede af aldersfordelingen i bestanden (dvs. antallet af rejer i hver aldersgruppe). Dét er et af de vigtige mål i de biologiske undersøgelser, der ligger til grund for forvaltningen af den grønlandske bestand af rejer.

På vestkysttogterne bruger man rigtig meget tid på at måle rejer! Men her ved østkysten er der generelt så få rejer, at vi for det meste kan måle hele fangsten i løbet af fem minutter.


Fra Sisimiut til Pamiut

Fredag den 3. september 2010

Grønlands Naturinstitut har det held at have en rutineret og dygtig skibsbesætning. Men derudover kan vi også trække på en stor skare af studerende og færdiguddannede biologer og assistenter uden for instituttet, som gerne vil tilbringe en del af sommeren på Pâmiuts togter. Det er måske ikke så underligt, for oplevelserne om bord kan med lethed hamle op med ethvert andet reality-show. Man ser dyr, som det er de færreste forundt at se, og kommer steder, hvor der bl.a. er mulighed for at se de store hvaler. Hyggeligt er det også.

Desværre har vi ikke så mange grønlandske studerende i stalden, som vi gerne ville have, så derfor er vi specielt glade, når vi nu har fået Melisa fra Sisimiut med i år. Melisa er også glad for at være med os og virkede fra første dag mere end hjemmevant på skuden. Mens vi havde vind op til 32 sekundmeter, flåede hun stadig fiskerne i kortspil.

Desværre for Naturinstituttet håber Melisa på at kunne studere geologi og ikke biologi, men på det felt skal der nok også være masser at tage sig af i landet fremover. Ind til videre er det heldigvis os, der har glæde af hendes smittende humør og hendes kvikke hoved, og det håber vi også at have de næste somre.


Ro, rommy og rettelser

Torsdag den 2. september 2010

Vi havde vindhastigheder op til orkanstyrke i går og kunne af den årsag ikke fiske. I løbet af et døgns langsom sejlads mod bølgerne var vi forskudt så langt mod nordvest, at vi i går aftes lå en times sejlads fra Tasiilaq. Nu ligger vi stille i Ammassalik Fjord og nyder roen bag fjeldene.

Så går tiden bl.a. med at spille kort og Trivial Pursuit, men også med at checke data en ekstra gang og få orden på de småting, man på forventet – og altid indfriet – efterbevilling gemmer til en dag med blæsevejr.

Når en fangst registreres, kan det ikke undgås, at der af og til laves fejl i skemaer og indtastninger. Men da de resultater, der i sidste ende kommer ud af togtet, afhænger af de tal, vi stopper ind i databasen, skal fejl helst rettes (gerne mens hukommelsen er frisk). Det gør vi ved at checke håndskrevne skemaer mod de tilsvarende indtastninger i databasen og lade forskellige programmer løbe de indtastede data igennem for at se, om talværdierne er sandsynlige. Man kan f.eks. regne sig frem til, hvor meget en torsk af en vis længde bør veje, og hvor stor dens lever sandsynligvis må være. Hvis den indtastede længde og de registrerede vægte ikke stemmer overens, skriver programmet en rapport, så vi kan finde fisken i systemet. Det kan dog være umuligt at se, hvad den rigtige værdi skal være, men ofte er det åbenlyst. Der kan f.eks. have sneget sig et ekstra nul ind efter kommaet, eller man kan have skrevet en længde ind i meter i stedet for centimeter.

Til daglig forsøger vi at holde fejlene nede ved at være omhyggelige og checke os selv og hinanden. På dette togt går det faktisk ret godt. Vinden kan vi til gengæld ikke gøre noget ved.


Brevkassen

Onsdag den 1. september 2010

Rumstationer, radiostationer – trawlstationer. Man kan lægge mange forskellige stationer ud i både rum og æter, men hvis man ikke lige har begreberne på plads, kan man have svært ved at forstå hinanden. En læser af bloggen har spurgt, hvad det vil sige, at vi "lægger stationer ud". Det forsøger vi meget gerne at svare på. Først en definition: En station er i vores sprogbrug et punkt, hvor man ønsker at foretage et trawlslæb under et af sommerens undersøgelsestogter. Det er ganske enkelt en position på søkortet; f.eks. svarer station 36 på dette togt til positionen "64° 21,5'N / 37° 37,5'W", og når vi har gennemført et trawlslæb på den position, har vi "taget" station 36.

Hvordan det går til, at station 36 ligger lige netop på den angivne position, er en lidt anden historie: Vi kan af økonomiske og praktiske årsager kun anvende Pâmiut i en begrænset periode, hvor vi skal forsøge at dække så meget som muligt af de udenskærs fiskeriressourcers udbredelsesområde (= undersøgelsesområdet). Rent praktisk betyder det, at vi fra begyndelsen af maj til midten af september har mulighed for at trawle på ca. 300 stationer på vestkysten og ca. 200 på østkysten. Inden vi kan gøre det, skal vi lægge stationerne ud.

Naturinstituttets sommertogter ("surveys") med Pâmiut planlægges efter en metode, hvor vi forsøger at placere stationerne nogenlunde tilfældigt i undersøgelsesområdet. Vi kaster i princippet et antal prikker svarende til antallet af stationer ud over et kort over området. Men vi påvirker "kastet" (eller "nedfaldet") sådan, at der ikke ligger klumper af stationer i nogle områder, mens andre områder er helt uden stationer.

Ved Vestgrønland lader vi endvidere vores viden om rejernes fordeling i de foregående års surveys påvirke placeringen af årets positioner. Således sørger vi for, at der havner flere stationer i områder, hvor vi i de foregående år har konstateret mange rejer, og færre, hvor der har været konstateret få eller ingen rejer. Når stationerne endelig er "lagt ud", skulle de gerne ligge tilfældigt, men spredt på en rimelig måde over hele området. Ovenstående er selvfølgelig en meget forenklet beskrivelse af proceduren og principperne. Der ligger en omfattende statistisk og fiskeribiologisk teori til grund for, hvorfor man placerer stationer (næsten) tilfældigt og ikke bruger de samme positioner hvert år. Men det er en historie, der ligger uden for rammerne af denne brevkasse.

/Redaktøren


Data i nettet

Tirsdag den 31. august 2010

Til forskel fra resten af den grønlandske trawlerflåde samler Pâmiut ikke fisk eller rejer, men data. Og hvor andre losser paller med søkogte rejer, bringer vi fangsten fra borde i en USB-nøgle, som indeholder en kopi af skibets database. Desværre har vi (endnu) ikke trådløs forbindelse til vores net på havbunden, så der er tungt og meget arbejde, som skal gøres af skib og besætning for at overføre data fra havbund til database.

På vores togt har vi ind til videre fyldt fangstdata fra 43 pletter på søkortet i databasen og er kommet lidt nærmere dette års status over tingenes tilstand på havbunden. Vi har på forhånd udlagt i alt et par hundrede stationer her på østkysten, og hvor det er muligt, gennemfører vi et trawlslæb og registrerer mængden af fisk, rejer, blæksprutter og koraller i trawlen.

Når trawlen først ligger på dækket, har skibsfører og fiskebesætning gjort deres arbejde. Derefter er det den videnskabelige besætnings opgave at registrere alt, der nu er kommet i trawlposen, så godt som overhovedet muligt. Derfor har vi et katalog af regler for, hvordan en fangst skal behandles fra start til slut. Regler vi skal overholde, for at vores data kan sammenlignes fra år til år.

Under dæk sorteres alle fisk, rejer, blæksprutter og koraller i bunker af samme art, som vejes hver for sig. Man kunne forledes til at tro, at en lille fangst betyder lidt arbejde, men det er langt fra tilfældet. En trawlpose med en fangst på 50 kg kan indeholde så mange forskellige arter, at det tager timer at komme igennem den. Omvendt kan et slæb på 500 kg rødfisk klares på relativt kort tid, fordi det kun indeholder én eller to arter (se Kajs indlæg fra d. 18/8).

Alle fisk af en art måles, med mindre der er så mange af dem, at det vil være spildt arbejde at måle alle (når man har målt et bestemt antal fisk eller rejer, får man ikke nødvendigvis mere brugbar information af at måle flere). I det tilfælde tager vi en mindre bunke individer ud og måler dem. De vigtigste arter som torskefisk og hellefisk behandles specielt grundigt: Vi måler ikke blot næsten alle individer i fangsten, men tager også øresten til aldersbestemmelse og registrerer køn og kønsmodenhed samt vægt af lever og kønsorganer. Alt sammen for at få det bedste billede af bestandenes størrelse, alderssammensætning, helbredstilstand og evne til at formere sig. Det er dyrt og omstændeligt, men det er nødvendigt, hvis vi skal have en ide om, hvor vores fiskeriressourcer er på vej hen.


Dohrn Banke

Mandag den 30. august 2010

Når man står på dækket af Pâmiut og ser ned i vandet over Dohrn Banke, virker det næsten som en fejltagelse, at en reje, som ofte ender på dyrt porcelæn i de fineste restauranter, uden tvivl vil kalde mudderbunden 400 m nede i det sorte vand for "hjemme". Men her under os leves dagligdagen af Grønlands eksportartikel nr. 1, den røde dybhavsreje. Uden sollys, under et fantastisk højt tryk og med en del af serveringen oppefra i form af nedsynkende døde organismer. Vil man i de omgivelser have noget at spise, er det jo en fordel at kunne lokalisere maden, og faktisk menes dybhavsrejer at "høre" så godt, at de på mere end 1½ kilometers afstand kan registrere fødeemner falde ned på havbunden! Ganske imponerende. Det svarer til, at man i Nuuk ville kunne sidde på sin båd i lystbådehavnen og høre en øl blive sat på Kristinemuts bardisk (det kan ikke udelukkes, at nogle mennesker også har lige netop dén evne). For ca. tyve år siden blev der fisket meget store rejer på Dohrn Banke, og mange af dem blev eksporteret til Japan som rå rejer. Men udbyttet faldt støt gennem slutningen af 80'erne, og efterfølgende aftog den fiskerimæssige indsats, så der årligt nu kun fanges en brøkdel af de mere end 15.000 tons, der var højdepunktet i et par år.

De store rejer er her stadig, men man ved ikke så forfærdeligt meget om rejerne på Dohrn Banke. Kvoten er ca. tre gange højere end fangsten, og man har ikke et pålideligt billede af mængden af rejer på banken. Dybhavsrejen har jo den besynderlige livshistorie, at der næsten altid udvikles en reje af hankøn af den larve, der kommer ud af ægget. Når hannen har vokset sig tilstrækkelig stor - hvilket tager omkring 5 år ved Østgrønland - skifter den køn og bliver hun! Det livsforløb betyder, at de fleste af de store rejer er hunner i "den fødedygtige alder", og man fjerner altså målrettet de individer, der skal sikre bestanden. Da dybhavsrejen samtidig lægger relativt få æg, er den sårbar over for fiskeri.

Her på østkysten ér der måske tyndet godt ud i rejerne, og hvis det er tilfældet, kan det tage lang tid for bestanden at komme sig.


De frie vandmasser

Goplen på dækket og Niels, Gerhard og Hans der holder ud i tentakler og "skørter".
En vågmær på 1,5 meter.

Lørdag den 28. august 2010

Vi fisker med bundtrawl og fanger af den årsag hovedsageligt dyr, der lever på bunden. Men når trawlen på vore dybe stationer bevæger sig ned og op i en 1100 m høj vandsøjle, fanger vi også organismer, der lever i de frie vandmasser mellem bund- og overfladelag. Området er ikke så tæt befolket som bundlaget, men nogle organismer lever det meste af deres liv her.

I går fik vi et par typiske eksempler på disse "pelagiske" dyr: Den ene var en massiv gople (vandmand) med en hård, læderagtig "skal" og tentakler på mere end fire meter. På billedet ligger goplen på dækket, og Niels, Gerhard og Hans holder ud i tentakler og "skørter", som overraskede os ved at være stærke og se ud til at kunne holde til hvad som helst. Vi beholdt gummihandskerne på, så vi ved ikke, om trådene kunne brænde, som man kender det fra eksemplarets velkendte fætre. Men selv om den skulle være helt harmløs, bliver man alligevel på en eller anden måde helt tilfreds med de små gopler, vi er vant til at se i havnen.

I samme slæb kom også en vågmær på 1,5 meter (kan blive ca. en meter længere). Med sin sølvfarvede, sammentrykte krop, sine stærkt røde finner, en fremskydelig mund og et øje, der kan rotere fri i soklen, er den ikke til at tage fejl af. Vi har frosset eksemplaret ned, så interesserede kan se det, når Nuuks kulturnat løber af stablen i 2011.


Kort, men ikke godt...

Fredag den 27. august 2010

Vi ligger nu i bogstaveligste forstand på kanten af Østgrønland og fisker på relativt dybt vand ud mod midtlinjen mellem Grønland og Island. Dybdekortene over det meste af havområdet på denne side af landet er desværre så gamle og upræcise, at de generelt kun kan bidrage med en fornemmelse for landskabet under Pâmiut. Så selv om vore fiskestationer på forhånd er lagt i et bestemt dybdeinterval, er den virkelige dybde på positionen sjældent, hvad vi håbede på at finde. Så vi sejler en del for at finde den ønskede dybde at trawle i.

Det sidste døgn har vi sejlet over lange stræk, hvor bunden efter loddet at dømme må ligne et alpelandskab. Dér kan vi selvfølgelig ikke fiske, og vi kan kun gætte på, hvad der er dernede. Men hvis områderne ligner dem, vi kan fiske på, ser de finnede beboere på disse kanter ud til generelt at have langt til nærmeste nabo. Vi får lidt rødfisk, skolæst, hellefisk og i dag en stor flok glathovedfisk: Begsorte, massive dybhavsfisk på lidt over en halv meters længde. Desuden kommer der småtteri i form af enkelte eksemplarer af blæksprutter (både 8- og 10-armede), rejer (ganske få dybhavsrejer), rokker og små og store dybhavsfisk, hvis navne er både vanskelige at stave, udtale og huske.

Nu skal man ikke tage fejl af f.eks. hellefisk, som kan undslippe under trawlen eller give den gas og svømme ud af posen igen. Så også af den grund får vi jo ikke alt, trawlen møder på sin vej. Men i forhold til de tættest befolkende hellefiskeområder er vi her i Udkantsgrønland, hvor det kan være svært at finde Nemo. Til gengæld fandt vi en mankefisk (billedet), som der heller ikke er så mange af.


Havbundens Emmenthaler

Torsdag den 26. august 2010

Togtets første slæb resulterede i en trawlpose med mudder, men det er siden gået lidt bedre (små fangster med dybhavsrødfisk). Vi fisker ud for Tasiilaq på bund, der er blød og vanskelig at fiske på med det grej, vi bruger til hellefisk, og er bunden ikke blød, går den op og ned som fjeldene, vi kan se i det fjerne. Nemt er det ikke. Og så er der jo lige østkystens svøbe: Svampe. Vi kan kun gætte os til, hvordan der ser ud 800 m under os, men at svampene dominerer landskabet er vist indiskutabelt. Nogle typer ligner store, gule oste, så når posen kommer på dæk, og nogen mumler "ost", får det ikke tænderne til at løbe i vand. Vi ved, hvad der venter (se billedet).

Svampene har ofte en stikkende lugt, og det glasuldsagtige indre indeholder bittesmå nåle, som man helst skal holde på den rigtige side af gummihandskerne. I dag fik vi mængder af flade, tallerkenformede svampe, som let går i stykker og får fiskefangsten til at se ud, som om den er trukket ud gennem en halv meter isolering. Det er slet ikke sjovt at sortere sådan et slæb.

Svampe er de mest primitive af de flercellede dyr. De sidder fast på bunden og er helt afhængige af den strøm af vand, der går igennem dem. Vandet bringer ilt og mad (der filtreres fra vandet), fjerner affaldsstoffer og virker som transportvej for kønsceller og larver. I princippet består en svamp af et indviklet rørsystem, som er foret med millioner af små enkeltceller, der hver vifter med en lille pisk. Tilsammen er "piskecellerne" i stand til at skab en imponerende vandstrøm gennem systemet. Flittige forskere har målt, at en meget lille svamp – 1 cm i diameter og 10 cm høj – med sine ca. 2,5 million piskeceller er i stand til at pumpe næsten 23 liter vand gennem sig om dagen. De største svampe, vi får op, er kugler på over 50 cm i diameter – og bedømt ud fra de mængder, vi får, må der være mange af dem. Der bliver altså flyttet noget vand nede i mørket.


Skiftedag

Torsdag den 26. august 2010

Det nye hold af biologer og assistenter på Pâmiut har nu haft 3-4 dages fornøjelse af at vente i Tasiilaq på starten af togt 5. Vi er slet ikke kede af, at skiftet af besætning i år har fundet sted i denne spændende by frem for i Reykjavik. Men nu har Pâmiut forladt Grønlands turistmæssige knudepunkt med en ny og frisk besætning af biologer og assistenter. Skipper og den øvrige skibsbesætning hører til den mere holdbare slags og fortsætter fra det forrige togt. Det er vi heller ikke kede af.

På vejen hjem mod kommunens andet yderpunkt, Nuuk, er vi en broget flok med forskellig baggrund og erfaring, som skal arbejde sammen og sørge for, at kvaliteten af resultaterne står mål med prisen for togtet: Anne (biologistuderende), Bo (ingeniørstuderende), Daniel (biologistuderende), Jan (biolog), Henrik (biolog, togtleder), Melisa (nybagt student og lillesøster til Tuperna fra forrige togt) og Susanne (biologassistent).

For Anne og Melisa er dette første togt med Pâmiut, mens Bo har det forrige togt i bagagen. Resten af flokken er garvede togtdeltagere og kender Pâmiut så godt, at næsten intet kan overraske. Men man ved jo aldrig med disse togter. Overraskelserne skal vi nok fortælle om, men vi kan ikke garantere, at vi kan holde bloggen i kog på samme måde som Kaj kunne. Vi skal dog nok få den til at simre.


Tak for denne gang

Mandag den 23. august 2010

Så ligger vi uden for Tasiilaq og venter på at kajpladsen skal blive ledig. Første del af Østgrønlandstogtet er ved sin vejs ende og tilbage står bare at takke de opmærksomme læsere der har fulgt os hele vejen hertil. Rygtet vil vide at Henrik som skal være togtleder på sidste ben af østgrønlandstogtet vil fortsætte bloggen? Vi venter spændt.

Bloggen her har været et forsøg, så en stor tak skal også lyde for alle de positive tilkendegivelser som har nået hele vejen herud, hvor horisonten kun brydes af isbjerge.

/ Kaj Sünksen


Skipperen, chefen og den gamle dame

Søndag den 22. august 2010

De tre sidste slæb gik godt og denne del af togtet er ved at nærme sig sin ende. Ikke meget står ufortalt tilbage, dog har vi liiige en sidste baggrundshistorie i ærmet mens vi sejler til Tasiilaq. Det er en del af fortællingen om to ombord som om nogen i dag er indbegrebet af "Pâmiut". Kaptajn Børge Sylow Madsen og maskinchef Erik Krüger. Disse to herrer har i de sidste mange år haft deres skæbnetråde tæt flettet med skibets og fiskeri i Grønland.

Da "Pâmiut" i 1971 blev bygget, var det for at forsyne fabrikken i byen Paamiut med isede torsk. Skibet blev afleveret til KGH (Kongelige Grønlandske Handel) i Paamiut under stor festivitas og var på det tidspunkt Grønlands største trawler. Ombord holdt byggeværftets garantimester, en ung Erik Krüger, øje med svejsninger, diverse tryk og temperaturer indtil den var ordentligt afleveret. I årene derefter fungerede skibet som kommerciel trawler og da der ikke var flere torsk i midtfirserne, ombygges skibet til at kunne fiske rejer. Igen indkaldes Krüger som er involveret i ombygningen.I 1992 anerkender daværende Grønlands Fiskeriundersøgelser, at hvis manvil vide noget om fiskeriet udenskærs, er man nødt til at have regelmæssig adgang til egne informationer derudefra. Derfor chartres "Pâmiut" til at lave fiskeribiologiske undersøgelser om sommeren i Grønlandsk farvand, mens den om vinteren skulle fiske torsk i Barentshavet. Som skipper ansatte man en erfaren herre som kendte det norske torskefiskeri, nemlig Børge Sylow Madsen. Børge har været fiskeskipper siden han var 20 og har siden da været involveret i stort set alle slags fiskerier. Inden han kom på Paamiut havde han bl.a. væretmed siden rejefiskeriet for alvor begyndte i Vestgrønland først i firserne. At valget faldt på Børge skyldtes ud over hans fiskerimæssige kvalifikationer nok også hans omgængelighed. Udfordringen med at skulle efterkomme ønsker fra disse biologer, med deres mærkelige måder at fiske på, ville kræve sin mand. Som maskinchef valgtes Erik Krüger som jo allerede kendte skibet og hver en skrue i det.1. januar 1996 køber Grønlands Naturinstitut skibet af Royal Greenland, men anerkender at man ikke har noget begreb om at være rederi og lader derfor Royal Greenland stå for driften. Skibets ledelse gives mere og mere ansvar med drift og vedligehold af skibet og driftsaftalen opsiges i 2004. Siden har Grønlands Naturinstitut selv stået for driften. Det vil i praksis sige at skibet har været selvdrevent under det ansvar som blev givet de to ovennævnte. Ser man på skibet i dag, kan man se, at de har været opgaven voksen. Skibet fremstår velholdt og alle er trygge ved at sejle med det.De grå hår har længe ikke stået til at skjule og i dag er et generationsskifte i gang. Overstyrmanden, som steg på nogenlunde samtidigt med de to herrer, skal overtage skibet. Det er dog svært at forestille sig Børge og Krüger slippe Pâmiut helt. Mon ikke de kan fortsætte længe med at levere en hjælpende hånd hist og pist?I morgen er vi i Tasiilaq!


Næstsidste dag

Lørdag den 21. august 2010

Hver gang der er skifte i besætningen går vi en runde med dem der kommer ombord. På denne rundgang bliver sikkerhedsreglerne genopfrisket og man får at vide hvordan man skal forholde sig ved uforudsete hændelser. En regel som ikke står i søfartsstyrelsens love men som stadigt er yderst vigtige for en eget velbefindende er at man ikke uopfordret sætter sig i skippers stol.

Når vi slæber disse undersøgelsesslæb noterer vi i de 15-30 minutter somtrawlet er på bunden alskens oplysninger om hvordan trawlet opfører sig.Piber man en smule over ondt i benene overlader vagthavende dog oftestolen til den der noterer. I dette tilfælde har overstyrmand Ole Jakobforbarmet sig over Anna Sofie som mægtig tilfreds kan få hvilet beneneefter en hård eftermiddag i laboratoriet.Historierne er ved at blive noget tynde og der er nu heldigvis kun treslæb tilbage før vi sejler mod Tasiilaq i morgen (søndag).


Fisk med fiskestang, skummende toppe og endnu en fødselsdag

Fredag den 20. august 2010

I dag var det så Anjas tur til at have fødselsdag. Hun blev behørigt fejret med en frisk morgenkuling og høj flot sol så man rigtigt kunne se alle de hvide skumtoppe. Den imponerende udsigt faldt dog ikke umiddelbart i fødselarens smag, men senere på dagen da vinden havde lagt sig, skulle ingen være i tvivl om hvem der havde været artig i et helt år. Hun har tidligere været så rigeligt eksponeret (se evt. bloggen fra den 5. og 8. august), så dagens billede og historie drejer sig i stedet om en dybhavsfisk.

Vi er nu igen i gang med nogle af de sidste dybe stationer og dernede fra er det ikke alt der kommer op som ligner noget man har set før. Fisken på billedet er en dybhavstudsefisk, som lever i de frie vandmasser og bestemt er en sjældenhed at få på dækket.

Som stort set alle andre dybhavsfisk er den sort, har meget små øjne og en stor kæft. Der er så mørkt dernede, at øjnene ikke skal bruges til det store, og de er derfor næsten ikkeeksisterende. Munden er til gengæld kæmpestor set i forhold til dyrets egen størrelse. Der er så få dyr dernede, at møder man endeligt et potentielt byttedyr ville det være ærgerligt ikke at kunne gabe over det. For at lokke dem hen til munden, har den, i panden, en fiskestang med lysende agn for enden. Uimodståeligt for en lille fisk på 1000 meters dybde.

Vi er ret sikre på at det er en hun. Hannerne bliver nemlig kun få cm store og har heller ikke fiskestangen. Møder en af disse små hanner en hun, bider den sig fast i hunnen og vokser sig langsomt fast. Han tager derefter ikke selv føde til sig, men snylter i stedet på hunnen resten af livet. Til gengæld er hun fri for at rende rundt og lede efter en af de sjældne hanner når hun får lyst til at lægge æg, og på den måde sikrer denne art sin overlevelse.

Hvilken art det helt præcist drejer sig om har vi ikke været i stand til at bestemme herude med sikkerhed. I stedet har vi frosset fisken ned og overlader trygt dette arbejde til vore kolleger på Zoologisk Museum i København som stort set ikke laver andet end at holde styr på de forskellige fiskearter. Sidste gang vi lavede en optælling nåede vi op på 269 arter i Grønlandsk farvand. Måske er denne fisk nummer 270?

Læs evt. mere om de 269 arter


Var det en dårlig fangst?

Torsdag den 19. august 2010

Fangsten i trawlet på billedet er i en kommerciel fiskers øjne måske ret beskeden. Til forskel fra dem, skal vi ikke leve af vores fangst og derfor har vi en relativt kort slæbetid på 15-30 minutter mod deres af og til mange timer lange slæb. Ved at forkorte slæbetiden har vi mulighed for at dække et større område og kommer som nævnt også de steder hvor de kommercielle fiskere sjældent gider dyppe nettet. På denne måde får vi dækket flest mulige lokaliteter og bruger ikke unødigt megen tid på et sted når vi først har fundet koncentrationen på denne lokalitet og dybde.

Når vi beregner biomassen kender vi start og slutpositionen for slæbet og bredden af trawlet når det stryger hen over bunden. Dermed har vi et udtryk for arealet som der er fanget en given mængde fisk på. Da vi så kender det totale areal med samme dybde i området, kan vi så opgange koncentrationen med arealet og derved få et udtryk for hvor mange tons der findes af en art i grønlandsk farvand. Dog ved vi ikke helt hvor stor en del af fiskene der undviger trawlet. Derfor er vor værdi altså ikke et absolut estimat, men det vi kalder en indeksværdi som kun giver mening når man sammenligner den med de forrige års indeksværdier. Det er også derfor vigtigt at man fisker med samme type redskab år efter år da man ellers ville få et misvisende resultat ved pludseligt at skifte til et mere effektivt redskab. Det dybe af vore surveys har kørt siden 1998 med same skib og trawltype. De seneste års resultater har ikke været opløftende da indekset hvert år de sidste tre år har været rekordlavt og hver især har afløst forrige års rekordlave indeks. Nok om surveyteorien. Trawlet er tilbage på bunden 800 meter under os og holdet glæder sig allerede til at få fingrene i fiskene igen.


En Rødfisk er en Rødfisk er en rød fisk

Onsdag den 18. august 2010

Eller hva'? Nej der findes mange forskellige arter af rødfisk. I farvandet vi befinder os i, er der tre arter af de røde stikkende fisk. De to mest almindelige har vi på billedet. Øverst er det Dybhavsrødfisk (Sebastes mentella) og nederst er det Stor Rødfisk (Sebastes marinus). Dybhavsrødfisken har en fiks lille hageknop og mere fremadrettede gællelågspigge som Stor Rødfisk ikke har. Endeligt lever dybhavsrødfisken op til sit navn og findes på noget dybere vand og har derfor brug for et større øje for at kunne se noget i det mørke dyb.

Og hvorfor bruger vi så kræfter på at skille disse to arter fra hinanden?Østgrønlands farvand fungerer som opvækst område for begge arter af rødfisk. Derfor har der i mange år kun været små rødfisk i området som ikke havde kommerciel interesse. De sidste par år har vi dog kunnet følge et par store årgange af Dybhavsrødfisk som blev i området og i 2009 havde de nået en størrelse og en mængde der var interessant for fiskeriet, mens mængden af Stor Rødfisk var stort set uændret.Havde vi ikke skelnet imellem arterne kunne man havde troet, at det var gået frem for alle "rødfisk" på østkysten. Ved et ukritisk fiskeri kunne man derfor uforvarende være kommet til at fiske Stor Rødfisk op da man i så fald ikke ville vide, at det var dybhavsrødfisk man kunne overveje at fiske efter.


Grænsen til Island

Tirsdag den 17. august 2010

Her går fiskerigrænsen til Island. Vi kan ikke se den på billedet men må indenfor på broen og se på kortplotteren hvor nogen har været så venlig at trække en stor fed streg midt imellem Island og Grønland.

På vores side af stregen fisker grønlandske fartøjer og de lande som Grønland har lavet en aftale med. På den islandske side fisker islandske fartøjer og dem som Island har lavet aftaler med. Overtræder man denne grænse, og det opdages, kommer det respektive lands fiskeriinspektion med bødeblok og kanoner.

Fiskene kan naturligvis ikke se denne grænse og mærkeforsøg viser da også, at de ofte krydser grænsen og det uden den mindste nationale bevidsthed. Med andre ord deler vi bestanden af fx hellefisk med Island. I sådanne tilfælde plejer landene at nå til en fælles enighed om hvordan fiskeriet skal fordeles. Det er lidt nemmere at have et nationalt bæredygtigt fiskeri når man ved at naboen ikke er i gang med at udrydde bestanden ved et overfiskeri. Desværre har Grønland og Island ikke kunnet opnå en sådan en aftale. Dette betyder at begge lande sætter en kvote der tilsammen langt overstiger den rådgivning et panel af
internationale uafhængige biologer giver. Bestanden af hellefisk deles også med Færøerne, så når fiskeriet på hele bestanden bliver lagt sammen gav det i 2009 i alt 28 000 tons og der lød rådgivningen på 5.000 tons. Hellefisken har en relativt lang levetid og derfor vil den kunne klare et sådant overfiskeri i en årrække. Desværre har dette allerede foregået i et årti og forudsigelsen lyder nu at bestanden er i stor fare for at kollapse inden for de næste fem år med det nuværende fiskeritryk. Den største indtægtskilde i Grønland er fortsat fiskeriet så har vi råd til at miste hellefisken i Østgrønland før olien er fundet?


Vi trawler igen

Mandag den 16. august 2010

Så kom der nogenlunde tåleligt vejr igen og dermed også fisk, rejer og folk i laboratoriet igen. Blæsevejret har sørget for at de fleste nu er relativt veludhvilede og pludseligt er der igen plads til at nørde igennem og artsbestemme hver enkelt hestereje når fangsten er oparbejdet.Vi ser nu ikke mange rejer i det østgrønlandske farvand længere og dermed heller ikke mange rejefartøjer. Før i tiden var det her og længere nordover at man kunne fange de virkeligt store rejer. I år har vi indtil videre i alt fanget mindre end hundrede rejer af den art der fiskes kommercielt på vestkysten. Vi er dog stadig undervejs nordpå.

På Dohrn Banke er der måske stadig nogen?


Biologstorm

Søndag den 15. august 2010

Bag udtrykket "biologstorm" ligger noget så kedeligt som en gang kuling. "Pâmiut" er som før nævnt et skib med nogle år på bagen og har derfor ikke maskinkraft nok til at trække grejet gennem vandet med den ønskede hastighed når det blæser. For at udføre undersøgelserne ens og dermed kunne sammenligne resultaterne årene imellem, bliver vi også nødt til at trawle med samme hastighed hver gang. Vi derfor leve med lidt venligt drilleri fra fiskerne, med påstande om at vi ikke trawler fordi biologerne er søsyge. "Det blæser jo kun 22 m/s".

At have den forklaring i baghånden passer dog de fleste i laboratoriet vældigt fint. At stå med næsen fem centimeter fra det indvendige af en fisk som man prøver at bestemme køn og modenhed på, kræver en vis portion "sø-ben".Nu har vi ligget et døgn og kun fået et slæb. Vejrudsigten lover bedre vejr, så vi håber snart at kunne komme i gang igen.


Torskeland - de er der stadig!

Lørdag den 14. august 2010

Efter at have trawlet nær ved 60 forskellige steder kom vi til den lille banke hvor de store torsk plejer at være. For de fleste, og især dem fra besætningen der har fisket kommercielt efter torsk, er der noget specielt, næsten magisk over stortorsken. Derfor var luften elektrisk af spænding som vi nærmede os banken. Er de der stadig? Er de taget et andet sted hen?Som de andre år, siden 2005, har der været nogle torsk i mange af slæbene på østkysten. På denne lille banke, hvor torsken gyder, har meterstore torsk dog stået skulder ved skulder hvert år, siden de kom tilbage til Grønland.

Skipper har fisket i Barentshavet efter torsk i mange år, så allerede mens vi slæbte kunne han genkende de store torskebuler på ekkoloddet. Da trawlet efter et kort slæb kom på dækket var det med en fin portion af de gydetorsk som gerne skulle sikre Grønlands fiskerimæssige fremtid. Armene op og stor glæde hos alle. Armene på folkene i laboratoriet kom dog ned igen og var om aftenen enanelse trætte efter at have håndteret de store torsk hele dagen. Da området er meget lille vil et par trawlere lynhurtigt kunne støvsuge dette område for torsk og vi ville ikke have glæde af afkommet fra disse de næste mange år. Derfor har Selvstyret meget fornuftigt valgt at frede området så vi forhåbentligt kan undgå den torskemæssige ørken vi oplevede i 90'erne. En stor del af de torsk som netop nu fiskes indenskærs på vestkysten, blev formentligt gydt for fem år siden i området vi netop har besøgt.


30 hellefisk har nu egen bærbar computer

Torsdag den 12. august 2010

Så er vore elektroniske mærker sat på. Lige nu svømmer 30 velvoksne sunde hellefisk rundt med et mærke der registrerer og gemmer data om dybden, temperaturen, hvilken led hellefisken svømmer på og hvor de har været. Det elektroniske mærke sættes på fisken der så genudsættes i havet hvor mærket registrerer fiskens gøren og laden indtil den bliver fanget igen og mærket returneret. På den måde får vi hellefiskens egen blog om hvad den har lavet i mellemtiden. I området vi er i nu, er fiskeriet langt over det anbefalede og da ingenting jo ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget, giver det os en bedre mulighed for at mærkerne bliver genfanget end andre udenskærs områder.

For at sikre at hellefisken har det godt når de bliver genudsat, skal transporten fra 1000 meters dybde til overfladen foregå så nænsomt som muligt. Det gør vi ved at erstatte enden af trawlet med en stor metalkasse. I denne fiskeelevator ligger hellefisken trygt og godt indtil den får mærket påmonteret. Mens de får sat mærket på, har det vist sig at de ligger mest roligt hvis de får en klud eller en hånd for øjnene. Nu ved ingen hvad der foregår i hovedet på en hellefisk, men måske tror den det er nat og ligger helt stille, for om natten der sover alle artige hellefisk. Ja, eller – stille ligger de i hvert fald.

Vi håber først og fremmest at mærkerne kan være med til at give os yderligere informationer om hvor den østgrønlandske hellefisk gyder og om den udveksling af fisk der foregår over fiskerigrænserne til Island og Færøerne som vi deler bestanden med.

Derudover kan mærkerne også levere mere "ubrugelig viden" såsom om hellefisken svømmer på højkant som de fleste fisk eller om den svømmer som en rigtig fladfisk. Man mistænker hellefisken for at svømme på højkant. Både fordi den er ensfarvet på begge sider og også på grund af det ene øjes placering hvor det kun sidder på kanten af fisken og ikke begge på samme side som hos alle andre fladfisk.


Fødselsdag om bord

Onsdag den 11. august 2010

Nu kunne dette togt måske lyde som en badeferie for nogen, og for os der kun skal være ombord nogle uger er det da også et interessant afbræk i hverdagen. For den faste besætning er dette dog hverdag. En hverdag hvor man har fri i 12 timer og arbejder i 12 timer. Der er visse begrænsninger lagt på fritiden, man går fx ikke en tur i fjeldet eller ud i haven for at beskære roser. Man er bundet til skibet. Bundet som man er til sin familie på denne flydende ø. 

I dag havde maskinmester Søren fødselsdag. Dem har han haft mange af til søs og for alle os der kun kender Søren som en der hører til på et skib mellem isbjerge, med pibe i munden og olie på bukserne, er det svært at forestille sig at han også kunne gå rundt i bermudashorts og klippe græs i en dansk sommerhave. For os hører han til på Paamiut, selvom han og hans familie nok vil mene, at han hører til derhjemme.


Aphanopus carbo. Lokal opvarmning og historien om en varm fisk

Tirsdag den 10. august 2010

I 2004 så vi første gang i nyere tid et grønlandsk eksemplar af denne lange sorte fisk, som på dansk hedder Sort Sabelfisk og på latin Aphanopus carbo. Vi fandt året efter endnu et eksemplar, derefter to stk. i 2007 og så fem stk. i 2008. Nu her i år, hvor togtet stadig er ved sin begyndelse, har vi allerede slået rekorden. Efter at have fået et par enkelte, gav et slæb alene fem sabelfisk som Joakim og Bo viser frem på billedet.Denne fisk er mest kendt fra varmere farvande og folk der har rejst på Madeira, Maldiverne osv. vil kende den som en lækker spisefisk, når den har været over den åbne trækulsgrill. Så hvad er grunden til at vi nu finder denne fisk i stigende antal? Fisker vi mere på deres yndlingssteder? Eller er forklaringen den enkle, at vi er ved at få vandtemperaturer, der er en charterrejse værdig?

På Naturinstituttet arbejdes der udover bestandsestimaterne af de økonomisk vigtige fisk også med økologiprojekter, hvor vi netop studerer den slags eksempler på at økosystemet er dynamisk med arter der kommer, mens andre forsvinder. Den kyniske læser vil måske spørge hvad forskel det gør om vandet er blevet lidt varmere og at vi så fanger fem mærkelige fisk flere end vi plejer. I så fald skulle vi måske have valgt en anden fisk som eksempel. En fisk der i de seneste år er vendt tilbage til Grønland med stort økonomisk potentiale – Torsken. Mere om den en anden dag. Vi er stadigt et stykke syd for det lille område hvor den udenskærs torsk befinder sig.


Skibet er ladet med Ole Opfindere og tabt grej

Søndag den 8. august 2010

I nat skete hvad helst ikke må ske. Et øjebliks uopmærksomhed fra biologteamet og så fik vi sprunget wiren. Vi fik dermed pludseligt brug for alt den opfindsomhed som vi, og håndværksmæssig kunnen som især maskinchefen kunne mønstre.Ved en uheldig fejl sprang wiren og vores et meter store planktonnet forsvandt ned på bunden 1700 meter under os. Ærgerligt, og ekstra ærgerligt da det så pludseligt så ud til at vi måtte stoppe indsamlingen af vandlopper til et specialeprojekt som en biologistuderende tilknyttet Grønlands Naturinstitut skal bruge. Gode dyr var rådne. På havgående skibe af denne kaliber er man heldigvis vandt til at klare sig selv. Går der et vandrør kan man ikke ringe til VVS-manden og valget står i stedet imellem at udbedre skaden selv eller lave en lappeløsning der kan holde til næste havnebesøg. Uheldet blev derfor efter et par hurtige sympatitilkendegivelser opfulgt af spørgsmålet om hvad man så kunne bruge. Noget stof blev tryllet frem, en kurv savet i stykker og fiskernefik surret det hele ordentligt sammen.Fire timer senere blev planktonnettet der fremover nok bliver markedsført som "Paamiuts-Pålidelige-Plankton-Pusher" hevet op med masser af vandlopper i. –Stor tilfredshed til trods for at vi lige har smidt noget dyrt grej på "Den blå hylde".


Gang i butikken

Søndag den 8. august 2010

Vi er nu ankommet til de kommercielle trawleres motorvej. I dette lilleområde, omkring 62 grader nord, fanges langt størstedelen af de 10 000tons hellefisk som fiskes årligt i østgrønlandsk farvand. Normalt liggervi her side om side med en trawler eller to, men lige nu er her heltstille. Ingen vind. Ingen trawlere.At det normalt er et område yndet af de kommercielle fiskere, og at vifor øjeblikket har det for os selv, er to ligeværdige grunde til vipludselig har fået mere at lave end de dage hvor der ikke kunne findestrawlbar bund. Der er nu fisk overalt i laboratoriet og i skrivendestund er det ene hold i gang med at måle og veje de hellefisk vifangede.Bestandsestimatet der er et af produkterne af dette togt blivernaturligvis påvirket af faktorer som fx pågående fiskeri i området.Derfor er det godt at vi i vores vurdering af bestanden også har adgangtil masser af data fra fiskernes logbøger. Vi kan på den måde følge medi hvordan fiskeriet udvikler sig over sæsonen og om deres fangstraterændrer sig.


Fantastisk stille vand og elendig bund

Fredag den 6. august 2010

Dagens helt stille vejr, og dertilhørende helt flade vand, kan ikke leveop til fordommen om det evigt dårlige vejr på østkysten. Derfor må detvære på tide at lufte endnu en udbredt holdning om det at fiske påøstkysten: "Bunden er forfærdelig". Med det udsagn tænker både skipperog styrmand på de bundforhold som gør det svært og umuligt at trawle istore dele af vandet ved Østgrønland. Fordommen om det forfærdelige vejrpassede ikke i dag, men til gengæld blev forventningerne til en dårligbund fuldt indfriet.Så i kontrast til det fantastiske vejr har vi altså haft noget mas medat gennemføre slæbene på de positioner vi tilfældigt har udvalgthjemmefra. De tre tons tunge trawlskovle, der normalt burde sørge for atåbningen i trawlet er udspilet, gravede sig i tredje slæb dybt ned i enmeget blød bund. I næste slæb, et par sømil længere nordpå, kunne vi såtil gengæld tage store sten ud af trawlposen fra noget der selvsagt harværet en hård bund. Uden at kny sad fiskerne herefter et par timer ogordnede trawlet mens vi sejlede videre til næste station. Strømmenherovre er stærk og kan nemt flytte rundt på leret på bunden, så selv omvi har kendte positioner fra sidste år, har vi ikke kunnet trawle pådisse.Et par gange er det dog lykkedes at få gennemført et fornuftigt slæb også er jubelen naturligvis stor i laboratoriet når der endelig er nogetat lave efter en dag hvor fiskene ikke har stået i kø for at blive målt.


Første slæb på dækket

Biolog, Anja Retzel, indtaster fangstdata fra stationen.

Torsdag den 5. august 2010

Så har nettet været i vandet første gang. Og som altid er alle spændte på hvad der kommer med op. Er det en grønlandshaj? er nettet helt tomt? eller har man ramt en fiskestime.? Denne gang var det nu nok hvad der må betragtes som slæb hvor fangsten var noget under middel, og stedet vi fisker er da heller ikke særligt eftertragtet af de kommercielle fiskere. At vi så overhovedet fisker her, er for at have dækket hele området - hele det udenskærs farvand fra kap farvel op til 67 grader Nord, ikke kun de steder hvor både vi og den kommercielle fisker kender til store koncentrationer af fisk. Af og til overraskes vi på steder hvor ingen kommerciel trawler har været i årevis. Billedet er først komplet når vi kender bestandens tilstand i hele udbredelsesområdet. Men det er en historie vi kan komme nærmere ind på én af dagene når alle har fundet deres plads og kender arbejdsopgaverne.

Det første slæb bliver traditionen tro oparbejdet af os alle 7 i fællesskab. På den måde får alle genopfrisket hvordan det er vi plejer at gøre og hvordan vi gør det ens fra gang til gang. Mange er studerende og har haft adskillige eksamener til at nulstille hjernen siden sidste togt som for de flestes vedkommende var for et år siden. Sammensætningen af studenter er dog rigtigt god. En fin blanding af ivrige nye, meget erfarne og endda en enkelt som var med på forrige togt og derfor har rutinerne siddende på rygraden. Vi sejler nu mod næste slæb og fra nu af kører vi på toholdsskift døgnet rundt.


Forvandling af vest til øst i Prins Christians Sund

Torsdag den 5. august 2010

Forvandlingen af Vestgrønland til Østgrønland sker smukkest igennem Prins Christians Sund. Denne tur tværs gennem et smalt sted af Grønland er på ca. 120 km og tager 6 timer med vores fart. Sundet som vel egentligt mest er en kanal går igennem et landskab hvor høje bjerge står lodret ned til vandet, og visse steder er der ikke mere end et par hundrede meter bredt. Det ligner slet ikke et sted hvor en flere hundrede tons tung trawler kan passere.Falder turen en for lang, kan man undervejs underholdes af flotte vandfald, spektakulær geologi, jævnt spredte gletsjere og den lille by Aapillatoq hvorfra indbyggerne må have vænnet sig til det surrealistiske syn det må være at se store trawlere og krydstogtskibe passere, relativt lydløst, tæt forbi.Derudover har vi også haft tid til at få gjort laboratoriet helt klar til den første station hvor vi skal fiske om kort tid. Knivene er slebet, kurvene er klar, vægtene kalibreret. Alle er klar til at se hvad trawlet bringer på dækket.


Så kom vi afsted

Onsdag den 4. august 2010

Lige nu har vi forladt Qaqortoq og er på vej mod østkysten. De første steder vi skal fiske ligger lige syd for Prins Christians Sund, så vejen dertil går igennem den flotte kanal som skærer sydspidsen af Grønland over.Togtet vi netop har startet, er et kombinationstogt hvor vi skal bestemme den østgrønlandske mængde af torsk og rejer på det lave vand (50-600 meter) og mængden af hellefisk på det noget dybere vand (400-1500). Ombord er vi 20 mand, fordelt på: En kaptajn, en styrmand, en maskinchef, en maskinmester, 7 fiskere, en kok, en messepige og endelig er vi 7 biologer og lignende i laboratoriet. Indtil vi ankommer til Tasiilaq om 19 dage vil skibet fiske i døgndrift og vi arbejder derfor i toholdsskift i 6 timer af gangen. Dvs. 6 timers arbejde afbrudt af 6 timers hvile hvorefter der arbejdes 6 timer igen.Vi sejler med Grønlands største forskningsskib, R/V Paamiut, en god gammel KGH-trawler fra 1971, som fra først i 90'erne har fungeret som undersøgelsesskib for Grønlands Naturinstitut. Skibet har ry for at ligge godt i bølgerne, og det er også hvad studenterne gentager, som et mantra for sig selv og til hinanden, mens de lytter til vejrudsigten på broen. Farvandet øst for Grønland kan være barskt, men i august har vi før haft hele togter med fladt vand.Inden dette togt startede, er vestkystens rejebestand blevet dækket af tre togter og Grønlands Naturinstitut vil når året er omme have gennemført 7 udenskærs togter og prøvefisket mere end 500 forskellige steder fra Upernavik rundt om kap farvel til nord for Tasiilaq.Nu er vi på vej og kortcomputeren på broen fortæller at om alt går vel, vil vi komme til at trawle en gang torsdag eftermiddag.


Blog fra togt

Tirsdag den 3. august 2010

Grønlands naturinstituts skib Paamiut er på togt i østgrønlandsk farvand for at vurdere bestandsstørrelsen af hellefisk, torsk og rejer.

Herudover foretages flere forskningsprojekter, bl.a. skal hellefisk mærkes med elektroniske mærker.

Togtleder og biolog ved Grønlands Naturinstitut, Kaj Sünksen, blogger fra togtet i perioden 4. -22. august.

Opdateret 12.09.2012