Pâmiut - Togtblog 2012


Togtleder Henrik Lund blogger igen i år fra 4. del af  Pinngortitaleriffiks årlige sommertogt fra Qaqortoq til Reykjavik med forskningsskibet R/V ”Pâmiut”. På togterne indsamler fiskeafdelingen data til vurdering af bestandsstørrelsen af hellefisk, torsk og rejer og mærker hellefisk med elektroniske mærker. 


Sol over Danmark Strædet

"Sol over Danmark Strædet" er ca. 2 cm høj og er ind til videre i privateje.

20. august 2012

Bloggens sidste billede viser et stykke marin husflid, "Sol over Danmark Strædet", som en person, der forståeligt nok ønsker at være anonym, har kreeret i en ledig stund om bord. I mangel af trylledej, fingermaling og filt er det sammensat af stumper, der er trukket op fra 250 meters dybde et stykke syd for Kulusuk. Det interessante ved det er "Danmark Strædet".

Det er ikke ofte, vi trækker noget rigtig blåt op af havet, og vi kan med skam at melde ikke forklare, hvad dette er. Vi har spurgt venner og brugt en livline, men ingen af dem har et svar. Ikke desto mindre finder vi engang imellem disse små, blå klatter på svampe og sten, hvor de ligner frisk maling, men har en fast struktur. Faktisk er farven falmet lidt efter at have været oppe af vandet i en times tid. Den friske farve er klar, dyb blå og virker helt malplaceret blandt gråbrune svampe og fisk.

Farven giver dog en vis mening på de vanddybder, fordi blåt lys kan nå derned. Hvis man er interesseret i at blive set på bunden, er det altså en klar fordel at være blå (i modsætning til f.eks. rød). Lige i dette tilfælde har vi desværre ingen anelse om, hvem eller hvad der kunne have brug for den eventuelle fordel.

"Solen" i toppen er sandsynligvis starten på en svamp. Den holdes oppe af kalk-skelettet af en koloni af bryozoer - dyr, som hver for sig ikke er meget mere end 0,5 mm lange. Kolonierne kan i nogle tilfælde minde om mini-koraller. Bryozoer er dog en langt mere avanceret dyregruppe, der har en helt anden opbygning end koraller. De er meget, meget almindelige i havet.

Togt 4 med Pâmiut lakker mod enden efter 117 gennemførte fiskestationer. En af de sidste gav lidt rødfisk og 18 tykke torsk på til sammen 142 kg (ni stk. over 90 cm; den største 111 cm). Vi er nu på vej mod Reykjavik og er tilbage på kursen efter at have måttet dreje skarpt af for at undgå at sejle ind i en krydsende kinesisk kæmpetrawlers grej. Den slags skal vi måske til at vænne os til, hvis makrellen viser sig at være andet end en "red herring".

På torsdag starter togt 5 med kurs mod de resterende 59 stationer og Nuuk. Togt 4 og bloggen slutter her. Bloggen har forhåbentlig givet et lille indblik i, hvad vi foretager os undervejs. Måske er enkelte også blevet lidt klogere på nogle af de ting, vi finder i trawlen - lige med undtagelse af den blå klat.

Efterskrift

10. september 2012

Min livline, Ole Tendal (Statens Naturhistoriske Museum i København), dukkede efter en ferie op i cyberspace og har sendt mig svaret på gåden om "den blå maling". Det drejer sig om en kiselsvamp (desmospongie), der hedder noget så nydeligt som "Hymedesmia paupertas". Den vokser altid som forholdsvis tynde skorper på sten og andre svampe, og den er vidt udbredt i det nordlige Atlanterhav.

Ole Tendal skriver desuden, at "solen" er en kiselsvamp, vist af slægten Tetilla. Se ”Den Store Danske” hvor Ole Tendal fortæller om denne dyregruppe.

(Tak til Ole Tendal, som ved alt om hvirvelløse dyr, og altid er klar til at hjælpe.)


Et monster fra Dohrn Banke

17. august 2012

Denne krydsning af klingen fra en rundsav og en dåse, der er lukket op med et stemmejern, kunne være taget lige ud af en science fiction-film, men den er kun 2½ cm lang og kommer fra den marine baghave: det dybe vand på Dohrn Banke. Den er ikke så fjernt beslægtet med fiskelusen fra et tidligere indlæg. Dyret på billedet er dog en amfipod (~ "tanglopper"), der kendes på at være sammentryk fra siden, mens fiskelusen er en isopod (~ "bænkebidere"), der er sammentrykt fra oven.

Vi finder regelmæssigt et par stykker i trawlen, så det kan ikke være et sjældent dyr - dets lidenhed og trawlens store masker taget i betragtning. Det har hverken et grønlandsk eller et dansk navn. Bemærk de imponerende "vinger", der udgår fra 4. og 5. led på den forreste del af kroppen. Deres funktion kan man kun gisne om; de er næppe til pynt og giver måske en vis beskyttelse mod nogle af dyrets utvivlsomt mange fjender.

Der er langt mellem stationerne her omkring 66° 50' N. Fangsterne er små, og vi plages ikke af så mange svampe som længere mod syd. Ud over fyren ovenfor og mindre fiskearter får vi hovedsageligt polartorsk, hellefisk, rejer, ålebrosmer, rødfisk, blå havkatte og torsk (som er store - 70-100 cm - men for få til at drive et fiskeri på).


Dødens gab?

Aqqalu og specialestuderende Julius forsøger at vende en grønlandshaj på knapt 600 kg. Foto:Henrik Lund
Karl og Aqqalu gør en grønlandshaj klar til vejning Foto: Henrik Lund

17. august 2012

Grønlandshajen er det absolut største dyr, Pâmiut får i trawlen, og vi er normalt helst fri for den. Den er stor og tung og ødelægger oftest resten af fangsten. Det kan mange fiskere nikke genkendende til. Alligevel er det lige spændende, hver gang vi fanger et eksemplar, og i år vil vi gerne have så mange som muligt til et specialeprojekt i biologi ved Københavns Universitet. Projektet skal forsøge at aldersbestemme hajerne og kortlægge deres fødevaner.

Selv om grønlandshajen har været genstand for et meget stort fiskeri (også i Grønland), ved man stadig forholdsvis lidt om hajens biologi. Det skyldes dels utilgængeligheden af hajens leveområde, dels manglen på kommercielt hajfiskeri de sidste 40-50 år. Der går specielt mange historier om grønlandshajens spisevaner. Man har fundet så eksotiske "retter" som en ged, et rensdyr og en malerspand - med pensler - i maven på grønlandshajer, men det er nok kun et udtryk for artens meget omfattende diæt. Den er altædende, men har dog præferencer: Mindre hajer (under et par meter) spiser hovedsageligt bløddyr, mens større hajer ser ud til at spise fisk og pattedyr (i dén rækkefølge). Det springende punkt er, hvorvidt hajen aktivt fanger sit bytte eller tager det som ådsler. Der er ikke megen tvivl om, at grønlandshajer aktivt fanger fisk - bl.a. bundlevende arter som hellefisk. Der er heller ikke tvivl om, at havpattedyr er på spisesedlen. Man ved bare ikke med sikkerhed, om havpattedyr tages levende eller som ådsler.

Så længe vores viden om grønlandshajen er så sporadisk, skal man være varsom med at gøre den til "dødens gab" eller det, der er værre. I sin bog 'Polarparadiset' bringer Jan Cortzen f.eks. den påstand til torvs, at grønlandshajen "i nogle havområder [i Grønland] nærmest har udryddet bestanden af laks og torsk". Det er der ikke meget dokumenteret belæg for, og der er stor forskel på at sige, at hajen er et problem for fiskeriet, og at den er et problem for fiskebestandene. Det første er ubestrideligt, det sidste ved vi endnu ikke ret meget om.

Grønlandshajen er upopulær blandt fiskere. Den ødelægger langlinefangster, garn og trawl, og det er helt forståeligt, at man ønsker at mindske eller fjerne bestanden. Klodens bønder gør det samme ved dyr, der mindsker deres udbytte. Det norske fiskeridirektorat forsøgte i 70'erne at fjerne en bestand af grønlandshaj ved Svalbard, men det er en drastisk fremgangsmåde, som næppe vil give points på plussiden i dagens globale samfund, hvor forbrugsmønstre påvirkes af miljøorganisationer og MSC-certificeringer. Omkring 70 millioner hajer dør årligt  for at tilfredsstille især det kinesiske behov for hajfinner i suppen, og nogle bestande af hajer i Stillehavet er på den konto formindsket med 90%  i løbet af få årtier. Det er voldsomt, hvordan man end vender og drejer det. Der er derfor internationalt fokus på fiskeri efter hajer af enhver slags.

Selv om man skulle kunne udrydde grønlandshajen fra grønlandske farvande, vil det ikke være en mirakelkur, der kan bringe fiskebestande tilbage. Derimod kunne en udryddelse ændre balancen i det marine økosystem. Grønlandshajen er muligvis meget talrig og i nogle henseender et rovdyr øverst i fødekæden. Forsvinder hajbestanden, vil andre arter kunne øges i antal, og konsekvenserne af dét kender vi ikke. Måske vil bestanden af grønlandshajer mindskes af sig selv i de kommende år: Hvis opvarmningen af Arktis øges, kan den ændrede produktion af plankton i overfladen mindske hajens muligheder for at finde føde på bunden. Det hele hænger sammen, men vi ved ikke, hvordan det hænger sammen med grønlandshajen.

Hvis vi skal kunne placere grønlandshajen på sin rette plads i det marine samfund, må vi øge vores viden om arten. Dét forsøger sommerens togter med Pâmiut og specialeprojektet at bidrage til.


Vi mærker ikke torsk på togt 4 i år

16. august 2012

Sidste år fangede vi to gange torsk til mærkning og genudsætning ved Kleine Banke. I år har vi ikke set noget i trawlen eller på loddet, der fik os til at overveje den slags. Kortet viser Pâmiuts rute og stationer (røde firkanter) omkring Kleine Banke. Tallene nedenfor er de tilsvarende fangster af torsk i kg i 15- og 30-minutters trawlslæb (fra syd til nord):

0, 0, 0, 0, 0, 0, 0, 0, 11 (st. 73), 93 (st. 74), 0, 0, 0, 23 (st. 86), 9, 2, 9, 0, 0, 0, 0, 0, 0, 0, 7, 2.

Tallene siger ikke noget om biomassen af torsk ved Østgrønland; den afventer beregninger i Nuuk. Men de siger noget om hyppigheden af torsk omkring Kleine Banke og afspejler meget godt, hvorfor vi ikke finder det umagen værd at forsøge at mærke torsk her i år.


Havets snyltere

14. august 2012

Fisk og skaldyr er godt. Vi spiser gerne begge dele, og når de er spist, er de væk. Det kan ikke være anderledes. Parasitter, derimod, kan få fødekilderne til at vare længe ved bare at sutte lidt på dem. Det er tæt på at være bæredygtig udnyttelse af ressourcerne.

Den gruppe af krebsdyr, der kaldes isopoder (= "dem med ens fødder"), har udviklet næsten ubehageligt raffinerede og avancerede parasitformer. Nogle arter er typiske isopoder, der faktisk ligner krebsdyr: Vi finder dem ofte i trawlen i form af fiskelus, der holder sig fast uden på fisk og suger gennem munddele, der er stukket ind i fisken. Fiskelusen på billedet er ca. 2 cm lang og har typisk isopod-facon. Den holder sig her godt fast på brystfinnen af en rødfisk, vi fik op sydøst for Tasiilaq. 

Andre arter har ændret sig så meget fra den typiske isopod-form, at ikke alle voksne dyr kan genkendes som isopoder: Hemiarthrus abdominalis – også kaldet "bopyr" – har specialiseret sig i at køre på frihjul ved at suge saft og kraft ud af rejer, bl.a. dybvandsrejen. Vi finder af og til hunner af denne art på undersiden af rejer, hvor de ligger under rejens hale og holder sig fast i rejens første par svømmefødder. Rejen bærer parasitten på næsten samme måde, som den ville bære en klump befrugtede æg. Da rejen må dele føden med sin passager, hæmmes væksten, og rejer med denne parasit er da også små af deres alder.

Bopyr-hunnen har form som en lille tykmavet skive og ligner mere ravioli end et krebsdyr, men hannen har samme grundform som fiskelusen og afslører sig derved som isopod. Man finder som regel en lille han (2-3 mm) siddende fast på den større hun (5-14 mm). Det er praktisk, hvis kønnene skal have en chance for at finde hinanden, når hunnen sidder fast, og hannen kun kan bevæge sig over afstande, der skal måles i millimeter.

Sædvanligvis vil man som forbruger ikke møde denne parasit i en pose frosne rejer. Parasitterede rejer er normalt så små, at de ender som pillede rejer, og da parasitten sidder uden på skallen, vil den være både kogt og væk, inden rejen når posen eller dåsen. Så der er ingen grund til at fare i fryseren og smide rejer ud af frygt for at få en bopyr i munden.

Der er desværre intet billede af bopyren, fordi rejefangsterne kan måles i håndfulde. Er vi heldige, fanger vi en lille spand rejer. Så på det meste af østkysten skal der mere end almindeligt held til at finde både bopyr og rejer, og hidtil har vores held været helt, helt almindeligt.


Søndagsmad

13. august 2012

Det overrumplede os en del, at der sprang en særdeles levende rødfisk ud, da vi åbnede maven på en 108 cm lang huntorsk. Det overraskende var dog, at rødfisken havde delt skæbne med en laks. Der var 35 cm laksehale tilbage, så det har været en ganske pæn laks. En fisk i den olympiske svømmerelite. Skulle man opfatte torsken som dorsk og langsom, kan man godt tro om igen.

I øvrigt ser det ikke længere ud til, at det er på Kleine Banke (64° 42'N/36° 23'W), man finder de store østgrønlandske torsk. Hvor vi for et par år siden kunne fange mange torsk - også af en kaliber som damen med laksen - er der nu meget langt mellem dem.
I det mindste kan laksen være tilfreds med udviklingen.


Tyggegummikorallen – eller "studie i rødt"

11. august 2012

I nat stod en "tyggegummikoral" med farve som Pâmiut og en vægt på flere hundrede kilo i vejen for trawlen på 500 meter vand syd for Tasiilaq. Korallen var 4-5 gange større, end billedet viser, men desværre røg hovedparten af sidegrenene tilbage i havet, inden billedet blev taget. Vi tager korallen med hjem til kulturnatten. Havfruen følger beklageligvis ikke med.

Tyggegummikorallen når sin maksimale størrelse i løbet af 10-30 år, og dette eksemplar kunne måske være blevet 2-3 gange større. Man har anslået, at revdannende koraller, der kan blive ved med at vokse, kan blive over 1000 år gamle. Så gammel bliver tyggegummikorallen næppe, og vi har ingen ide om, hvor gammelt dette eksemplar er.

Senere på dagen forvildede 600 kg rødfisk sig ind i trawlen. Vi fik stoppet skibets affaldskværn ved at hælde de vejede fisk ud alt for hurtigt, så nu er vi lidt upopulære hos dem, der måtte skille kværnen ad. Heldigvis er det maskinchefens fødselsdag, og kokken laver kage. Det hjælper forhåbentlig på humøret.


Huskelisten

Et stykke af en stenkoral – en sjældenhed i fangsterne (sidegrenen er 5 mm bred).

8. august 2012

Når Grønlands Naturinstitut sejler ud med Pâmiut, er hovedformålet at indsamle oplysninger om mængder og udbredelse af rejer, torsk, hellefisk og rødfisk. Men vi har mange andre opgaver på listen: Naturinstituttet tilbyder sin indsamlingskapacitet til andre videnskabelige institutter, og flere benytter sig af muligheden for at få indsamlinger fra de ret utilgængelige egne, vi besøger. Nogle indsamlinger er tilbagevendende år efter år; andre er éngangsbegivenheder.

Naturinstituttet har i adskillige togtsæsoner indsamlet vandprøver, der danner grundlag for Danmarks overvågning af radioaktivitet i det grønlandske miljø (AMAP). Vi samler årligt 6000 liter havvand langs kysten fra Upernavik på vestkysten til Tasiilaq på østkysten. Vi indsamler også prøver af rejer, torsk og hellefisk til samme projekt. Indholdet af radioaktive stoffer i vand og væv bliver siden målt i Danmark, og de data indgår i overvågningen. Registrering af koraller hører også til denne gruppe af tilbagevendende opgaver. 

På huskesedlen over mere flygtige indsamlinger står i år polartorsk, rødfisk, hajer, rejer og små krebsdyr. Vi tager vævsprøver af polartorsk, som canadiske kolleger vil bruge til at kortlægge slægtskabet mellem bestandene i det arktiske område fra Gulf of St. Lawrence til Beaufort- og Barentshavet. Polartorsken er en vigtig brik i det arktiske økosystem, fordi den spiller en stor rolle som føde for andre fisk og havpattedyr. Vores indsamlinger kan bidrage til en øget forståelse af polartorsken.

Dybhavsrødfisk (Sebastes mentella) spiller i forhold til polartorsken en stor økonomisk rolle som spisefisk. Rødfiskebestandene er derfor årsag til årligt tilbagevendende diskussioner - eller faglige slagsmål - i den videnskabelige komité, der også rådgiver Grønlands Selvstyre. Man er uenige om sammenhængen mellem rødfiskebestandene i de nordatlantiske havområder, så derfor arbejder man bl.a. på at fastslå, hvor de østgrønlandske rødfisk hører til. Det kan man gøre ved genetiske analyser af rødfisk, og vi gør således vores til at bilægge den videnskabelige strid ved at indsamle prøver fra syd til nord: I alt 720 små rør med væv og et tilsvarende antal poser med øresten til aldersaflæsning.

Grønlandshajer ender i år på listen over fryseprøver. De små i hel tilstand, de store "i uddrag": Vi måler og vejer lidt mere end sædvanlig og tager i år øjne og rygrad med hjem til et specialeprojekt i biologi. En af studentermedhjælperne om bord skal se på hajens spisevaner og forsøge at finde en metode til at fastslå en grønlandshajs alder.

Vi indsamler dybhavsrejer for Naturinstituttets eget projekt, der skal kortlægge variationer i antallet af æg, som rejer i forskellige havområder gyder. Normalt indsamler vi ikke mindre krebsdyr, men i år hjælper vi en fransk biolog med bl.a. at indsamle tanglopper. Tanglopper er meget almindelige omkring Grønland og spises almindeligt af f.eks. torsk. Det er altså dyr, der i sidste ende er vigtige for fiskeriet. De indsamlede krebsdyr skal bruges til at finde ud af, om der er sammenhæng mellem forskellige bestande i det arktiske ocean. Undersøgelsen udspringer af den store interesse for global opvarmning og kan måske bidrage til forståelsen af samspillet mellem klima og det marine økosystem.

Så er der de projekter, som ikke er så omfattende, men som jo skal huskes i det daglige, f.eks. indsamling og nedfrysning af alle stenbidere til bestemmelse af vækst og alder, indsamling af fisk til kulturnatten og indsamling af store torskehoveder til Naturinstituttets kommende, nye udstilling. Listen er lang og gør sit til at forklare tilbagevendende perioder af træthed blandt togtdeltagerne.


En tynd fiskesuppe

Småøjet kogleskælfisk Foto: Henrik Lund

7. august 2012

På de første 30 stationer fra Kap Farvel til sydøst for Timmiarmiit har vi haft små fangster på dybder ned til 600 m. Der har været torsk, og de er nogle gange kommet i pæne, men ikke prangende mængder og fine størrelser. En enkelt gang har vi fanget nogle hundrede kilo rødfisk. Men ofte har vi kunnet have hele fangsten i en stor tøjkurv. Man undrer sig hver gang over, at det kan lade sig gøre med en trawl, der har en 12 meter høj åbning. Enten er der ikke ret meget dernede, eller også er det for hurtigt eller for småt til at ryge i posen. Det skyldes nok lidt af det hele.

I går begyndte vi at fiske på dybder ned til 1500 m, og dér kom – som ventet – hellefisken i kurvevis og mange forskellige arter af mere eller mindre sorte fisk, som de fleste biologer og folk i det hele taget ikke kender navnene på. Vi skal også selv lige lære dem at kende igen. Det gælder også "småøjet kogleskælfisk", som er en sjælden gæst i nettet (eksemplaret på billedet er 15 cm langt fra snude til halespids). Vi tager et større udvalg af dybhavsfisk med hjem til kulturnatten på Naturinstituttet, så man kan få syn for sagn.

I dag er tågen lettet - og den er kommet igen. Vi glæder os bare over, at det ikke blæser - endnu.


Afgang og oprydning

Der knokles på dækket Foto: Henrik Lund

3. august 2012

Vi forlod i går Qaqortoq fulde af forventning og optimisme - både på egne og Pâmiuts vegne. En fjeder, der absolut er et stort skib værdig og kunne levere stål til samtlige kroge på en velvoksen langline, knækkede under forrige togt. Det gik ud over det spil, der haler trawlen ud agter. Spillet kunne ikke længere bruges, og man måtte derfor anvende et andet spil, som imidlertid var alt for kraftigt til opgaven. Det resulterede i en knækket bom og en sprængt wire. Heldigvis var ingen på dækket under uheldet, og der skete kun materiel skade. Men Pâmiut måtte i havn før tid for at blive repareret.

Nu sætter vi så vores lid til en svejset fjeder, som forhåbentlig holder. Problemet med Pâmiut er, at de fleste af delene ikke engang var moderne, den gang Pâmiuts maskinchef, Søren, stod i lære. Så nu skal reservedele ofte specialfremstilles, og det er besværligt og koster mange penge. Heldigvis har vi maskinfolk som Søren og Oli, som var unge samtidig med Pâmiut og har mange års erfaring med få skibet til at fungere.

Vi har brugt dagen til at fiske på de seks stationer, som man måtte efterlade på det forrige togt. Det har været nogenlunde lige så spændende som den tåge, der hele dagen har omgivet os. Meget små fangster med lidt torsk og rødfisk ind imellem. Til gengæld har vi så haft tid og ro til at komme ind i rytmen. Det vil vi nok se tilbage på med en vis misundelse, når vi kommer et stykke op ad den grønlandske østkyst.

Opdateret 09.02.2016