Gode tegn for indenskærs torsk

14.06.13

Biologiske undersøgelser af indenskærs torsk viser gode takter i bestanden. Det afspejler sig i biologernes rådgivning for det indenskærs torskefiskeri i 2014: kvoten bør til næste år ikke overstige 12.063 tons, hvilket er en stigning på godt og vel 4.000 tons i forhold til rådgivningen for 2013.

Forskerne begrunder deres forhøjelse med et øget antal yngre fisk (rekrutter) i undersøgelserne ved Nuuk og Sisimiut, flere gode torskeårgange i fiskeriet og en stigning på ca. 10 cm i gennemsnitsstørrelsen af fangne torsk (fra 44 cm i 2006 til 54 cm i 2012).

Disse iagttagelser giver anledning til forhøjelsen af den biologiske rådgivning for det indenskærs torskefiskeri i Grønland, selvom datagrundlaget er ringe, og man ikke ved nok om fiskeriets konsekvenser for bestandsstørrelserne. Det har dog kunne lade sig gøre at rådgive ud fra et nyt princip for såkaldt "datasvage bestande".

Afsnittet om indenskærs torsk var således det mest iøjefaldende nyt fra Havforskningsrådets ICES´(International Council for the Exploration of the Sea), og Grønlands Naturinstituts biologiske rådgivning for fiskebestande i 2014. Den samlede rådgivning er i de seneste dage afgivet til Naalakkersuisut i Grønland.

For andre grønlandske fiskerier er rådgivningen uændret:

Torsk i udenskærs farvande ud for hele Grønland: Der bør ikke fiskes direkte på bestanden, således at den får en chance til at etablere gydende bestande.
Hellefisk udenskærs - Østgrønland, Island og Færøerne: Rådgivningen er uændret på 20.000 tons.
Bundlevende dybhavsrødfisk (S. mentella) på Østgrønlands kontinentalsokkel: Rådgivningen er uændret på 3.500 tons.

Andre bestande med relevans for Grønland:

Lodde - Østgrønland, Island og Jan Mayen: Bestanden bør ikke fiskes i fiskerisæsonen 2013/2014, før der foreligger nye informationer, der dokumenterer, at bestanden er stor nok. Den endelige rådgivning afventer de sidste islandske undersøgelsesresultater. For sidste fiskerisæson 2012/2013 blev kvoten fastsat til 570.000 tons.
Torsk, sej og kuller - Barentshavet: Der er konstateret stor bedring for torskebestanden i Barentshavet, hvorimod det står dårligt til med sej og kuller.

For torsk er rådgivningen blevet forhøjet med 53.000 tons ift. sidste år, så den lyder på 993.000 tons for 2014. Grønland fiskede 8.500 tons af 2012-kvoten. Rådgivningen for kuller er på 150.000 tons for 2014. I 2013 var den på 238.000 tons. Heraf fiskede Grønland en meget lille andel. Rådgivningen for sej er på 140.000 tons for 2014. I 2013 var den på 164.000 tons. Heraf fiskede Grønland 679 tons i 2012.

her findes rådgivningsmaterialerne

For yderligere oplysninger, kontakt:

Afdelingschef Helle Siegstad på tlf. +299 361200 eller mail: HeSi@remove-this.natur.gl

 

 

<- Tilbage

Torsk. Foto: Lars Maltha Rasmussen