Populære foredrag om naturvidenskab sendes nu live til Nuuk

Der gratis adgang for alle interesserede, når Nuuk Gymnasium torsdag d. 26. februar kl 15 åbner dørene for et spændende og lettilgængeligt foredrag med afset i den nyeste naturvidenskabelige forskning. Et samarbejde mellem Grønlands Naturinstitut, GUX- Nuuk, TELE Greenland og Aarhus Universitet gør det muligt at være med direkte fra Aarhus.

20.02.15

Skrevet af:  PeMi

Af Peter Bondo, Arktisk Forskningscenter, Aarhus Universitet - pbc@remove-this.bios.au.dk

I Aarhus strømmer tusindvis af gæster uge efter uge til den populære foredragsserie: ’Offentlige Foredrag i Naturvidenskab’. Her bliver naturvidenskabelige emner fremlagt på en måde, så alle kan være med.

Foredragsrækken har kørt gennem ti år i Aarhus og har udviklet sig til en enorm publikumssucces. Op til 800 gæster finder vej, når der kaldes til foredrag og de fleste af foredragene må gentages tre aftner i træk for at imødekomme efterspørgslen.

”Vi udsender et nyhedsbrev, hvor vi fortæller, hvornår man kan reservere en plads i et af de fem auditorier, vi råder over. Når startskuddet lyder, er det lidt som at sælge billetter til en større rock-koncert: tusindvis af billetter bliver revet væk indenfor få timer, ” fortæller Jens Holbech, chefkonsulent for videnudvikling ved fakultetet Science og Technology, Aarhus Universitet. 

I 2014 var der ved Aarhus Universitet 27.500 reserverede sæder til foredragsrækken, der talte 15 forskellige foredrag.

Nu i Nuuk

En del af succesen skyldes at alle detaljer er grundigt planlagt, så publikum får en god oplevelse og får lyst til at komme igen og igen. Mange kommer i mindre grupper og får en fælles oplevelse ud af det på linje med at gå i biografen eller teateret. Foredragsholderne får masser af råd og vejledning, så deres performance er så god som mulig.

 

”Vi vil meget gerne dele vores gode oplevelser med andre, som ikke lige kan komme forbi Aarhus. En del af foredragene bliver derfor allerede nu gentaget i Vejle, Horsens og Herning. Og vi er rigtig glade for, at vi nu også får lejlighed til at streame nogle af vores foredrag live til Nuuk,” siger Jens Holbech.

 

Tele Greenland har tilbudt at stå for streamningen via en meget hurtig net-forbindelse og Grønlands Naturinstitut og GUX-Nuuk står for dem praktiske gennemførsel af foredragene i Nuuk.

 

”Forberedelserne er i fuld gang her i Nuuk. Vi har reserveret vores store aula her på GUX-Nuuk den 26/2 til arrangementet og vi er i tæt dialog med Tele angående det tekniske,” fortæller Kasper Cordt Olsen, lektor ved GUX-Nuuk

 

En del af undervisningen

Seks klasser fra gymnasiet får skemalagt live-foredraget på torsdag som en del af deres undervisning.

 

Det første foredrag handler nemlig om vores cellers saltbalance og den uundværlige natrium-kalium-pumpe, som sikrer at vores nerveceller sender de signaler, der bliver til vores sanser og tanker, at hjertet slår og at sædcellen svømmer hen til ægget.

 

Pumpen er en lillebitte nanomaskine, der er helt essentiel for vores liv og pumpen, der virker i alle vore cellemembraner og mekanismerne bag den, er lærebogsstof for bl.a. gymnasieelever. Den blev første gang beskrevet af den aarhusianske forsker Jens Christian Skou i 1957 og det gav ham i 1997 Nobelprisen for arbejdet. Her - snart 60 år efter opdagelsen - er pumpen stadig et aktivt forskningsfelt.

 

”Det er alle tiders chance for at præsentere den nyeste viden på en populær måde, ” siger Kasper Cordt Olsen, der har fået grønt lys fra rektor Mikael Enggaard til at åbne skolen for hele byen og sørge for den obligatoriske kaffe og kage i kaffepausen midtvejs i foredraget.

 

”Nu prøver vi konceptet af og bliver det en succes, åbner vi gerne igen dørene for de populære foredrag. Allerede om en måned er der et foredrag om de første ekspeditioner til nyeste forskning i Grønland. Det har jo helt sikkert også et bredt publikum her i Nuuk,” siger Kasper Cordt Olsen.

 

Venter et meget bredt publikum

Men salen bliver fyldt op med andet end gymnasieelever, hvis det står til Dorte Søgaard Schrøder, uddannelseskoordinator ved Grønlands Naturinstitut og praktisk medarrangør bag foredragsrækken i Nuuk.

 

”Sammen med Ilisimatusarfik og Aarhus Universitet har vi netop igangsat de første tiltag til nye naturvidenskabelige uddannelsesforløb her i Nuuk og vi hilser derfor en bred vifte af aktuelle naturvidenskabelige foredrag meget velkomne,” siger Dorte Søgaard Schrøder.

 

Ifølge Dorte Søgaard Schrøder har rigtig mange i Nuuk meget stor interesse i naturvidenskabelige emner, hvilket Naturinstituttet bl.a. får understreget når hundredevis at gæster besøger Naturinstituttet ved den årlige kulturnat.

 

Dorte Søgaard Schrøder fortæller også, at lederen fra Sundhedsvidenskab, Suzanne Møller, allerede har spredt rygtet på sygeplejeskolen og på SANA, og at der blandt publikum helt sikkert også er en flok – om ikke hvide kitler – så dog folk med tilknytning til sundhedsvæsnet. Og endelig har Katrine Kjærgaard fra Ilinniarfissuaq fået en række elever involveret i projektet.

 

”Forhåbentlig oplever vi det samme som i Aarhus, hvor publikum tæller alt fra gymnasieelever til pensionister. Og alle er rigtig hjertelig velkommen til dette ret enestående arrangement,” slutter Dorte Søgaard Schrøder.

 

Fakta:

Det første live-transmitterede foredrag fra Aarhus finder sted torsdag d. 26. februar kl 15-17 i den store Aula på GUX-NUUK, C.E. Jansensvej 11.

 

Der er gratis adgang.

 

Ved det første foredrag er det seniorforsker i molekylærbiologi, Hanne Poulsen, der fortæller om sin seneste forskning. Hanne Poulsen har modtaget flere priser for sin forskning.

Efter 40-45 minutter bliver der en 20 minutters kaffepause, hvor man kan købe kaffe/the/vand og kage.

Efter foredraget  bliver der mulighed at stille spørgsmål til Hanne Poulsen via sms. 

<- Tilbage

I Aarhus kommer der op til 800 tilhører til de populære naturvidenskabelige foredrag. Optagelser af forelæseren og dennes slide streames derfor ind til fire naboauditorier. Foto: AU-foto

Om en lille måned er der et foredrag om de første ekspeditioner til nyeste forskning i Grønland. Foto: AU-foto

Stemningen til foredragene er meget afslappet og det bredt sammensatte publikum får sig ofte en godt grin sammen under et foredrag. Foto: AU-foto