Rejefangsterne i Vestgrønland skal ned på 120.000 tons

17.11.10

Skrevet af:  Kitte

Biologerne anbefaler, at rejefangsterne i Vestgrønland ikke overstiger 120.000 tons i 2011. Rådgivningen ligger 10.000 tons højere end sidste år, men det er reelt en reduktion af fangsten, da de samlede fangster i 2010 forventes at blive på 137.000 tons. Rådgivningen for rejebestanden ved Østgrønland for 2011 er på 12.400 tons - det er samme rådgivning som sidste år.

Der er tre forhold, der er afgørende for at biologerne kan anbefale at Naalakkersuisut kan fastsætte en lidt højere kvote for det kommende år:

1) Nye analyser viser, at tilgangen af små rejer har været stabil fra 2008 til 2010. I 2009 var biologerne bekymrede, fordi data viste en markant nedgang i tilgangen af små rejer.

2) Biologerne har nu forbedret analysen af logbøgerne og det viser sig, at fiskeriet generelt er mere geografisk spredt og ikke nær så koncentreret på mindre områder, som man tidligere troede.
 
3) Torskebestanden (udenskærs Vestgrønland) er reduceret voldsomt de sidste tre år.  Når biologerne vurderer rejebestanden, benytter de en matematisk model, der også indregner de rejer torsken spiser. En lille torskebestand spiser kun få rejer og biologerne mener, at det kan forklare at rejebestanden i 2010 er på samme niveau som i 2009.

”Vi konstaterer ikke større stabilitet og heller ikke en fremgang i rejebestanden. Men vi er mindre bekymrede, da fiskernes og torskens pres på rejeresursen er mindre, end vi frygtede. Derfor er 2011-rådgivningen 10.000 tons højere end sidste år, men ellers er der ikke ændringer i, hvordan vi vurderer bestandens status” udtaler afdelingschef Helle Siegstad.

PDF-udgave af præsentationen af Rejerådgivning 2011 (3.7 MB)

For uddybende oplysninger vedrørende rådgivningen se sammendrag af rådgivningen her

eller kontakt:

Helle Siegstad, Afdelingschef, Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut

36 12 00 eller mail hesi[@]natur.gl

<- Tilbage

Foto: Carsten Egevang

Fra rejefabrikken i Ilulissat, maj 2007 Foto: Carsten Egevang