Usikkerhed om isbjørnebestandene Udgivet 20.05.2010

Replik til Harald Bianco’s og Jakob Skades kronik ”Bestanden af isbjørne vokser” bragt i Sermitsiaq d. 14 maj, 2010

Vi har de sidste år hørt, at fangerne ser flere isbjørne end tidligere, og det tror vi på. Spørgsmålet er om dette betyder at bestanden er øget?

Den største del af isbjørnejagten foregår langs land og i kystnære områder. Fangerne kommer kun i en begrænset del af isbjørnens udbredelsesområde, og iagttagelser herfra fortæller ikke nødvendigvis hele historien.  Desværre er der ingen tal på hvor mange isbjørne, der er i østgrønlandsbestanden. Pinngortitaleriffik er derfor af den opfattelse, at man hverken kan sige om bestanden er øget, faldet, eller har samme niveau som tidligere. Isbjørnene i Østgrønland kan have ændret udbredelse i takt med, at isen udbredelse er mindsket. En sådan ændring er konstateret i Hudson Bay i Canada og i Beauforthavet i Alaska, hvor havisen også er mindsket.

Havisen forsvinder

Havisen i både Øst- og Vestgrønland er mindsket meget i de sidste ca. 30 år. Fra satellitovervågning ved vi, at isen siden 1979 er gået tilbage med 10-11% pr. tiår i Østgrønland og 8-9% pr. tiår i Vestgrønland. Denne nedgang er blandt de højeste, som er registreret i Arktis. I Hudson Bay og i Beauforthavet , har man gennem systematiske undersøgelser konstateret at:

1. isbjørne optræder mere på land
2. antallet af ”problembjørne”, dvs. bjørne, der kommer tæt på menneskelig beboelse, er øget,
3. der er øget dødelighed af naturlige årsager blandt isbjørnene, og at
4. isbjørnene generelt er i dårligere foderstand end tidligere.

I Hudson Bugten er bestanden bevisligt gået tilbage, selvom man ser flere bjørne ved land. I Beauforthavet er der også tegn på, at bestanden er i tilbagegang. Det kan derfor ikke udelukkes, at en øget forekomst langs land afspejler en ændring i, hvor bjørnene opholder sig, snarere end en øgning i bestanden. Den mulighed bør indtænkes i forvaltningen af isbjørne, indtil man kender det egentlige tal for isbjørnene i de bestande, man udnytter i Grønland. jf. ”forsigtighedsprincippet”.

Forsigtighedsprincippet

Det er Grønlands officielle politik at beskytte sin natur i overensstemmelse med ”forsigtighedsprincippet” (Landstingslov nr. 29 af 18. december 2003). Det vil bl.a. sige, at når vi ikke har videnskabelige data, og/eller der er usikkerhed om en bestands størrelse – skal vi være forsigtige med udnyttelsen af bestanden. En forsigtig tilgang til udnyttelsen af en bestand, man ikke kender størrelsen på, bør som minimum indbefatte, at den forvaltende myndighed sætter kvoter for, hvor mange inddivider man jager fra bestanden. Isbjørnebestandene i Østgrønland og i det Tjukotske Hav i Rusland, er de to eneste af 16 isbjørnebestande med jagt, hvor man ikke kender bestandsstørrelsen. I betragtning af, at man ikke kender bestandsstørrelsen er kvoten i Østgrønland forholdsvis høj: 54 pr. år (og 64 i 2008). Desuden har mange års studier vist, at miljøbelastningen af de østgrønlandske isbjørne er så høj, at man har begrundet formodning om, at bestandens yngle-evne er nedsat. Alle disse forhold bør mane til forsigtighed, hvis man tilslutter sig ”forsigtighedsprincippet”.

Hvem sætter kvoterne?

Det er Grønlands Selvstyre, der fastlægger kvoter. Med basis i videnskabelige data og på opfordring rådgiver Pinngortitalerifik de grønlandske forvaltningsmyndigheder om størrelsen af bæredygtig fangst fra de forskellige bestande. Men vi har ikke kunnet rådgive om en bæredygtig fangst for Østgrønland, fordi vi ikke kender bestandens størrelse. Derfor er det Pinngortitaleriffiks opfattelse, at der bør udvises forsigtighed i kvoteangivelsen for Østgrønland.

Vi har respekt for fangernes viden

I artiklen klandres seniorforsker  Erik W. Born (EWB) for at udvise ”total respektløshed” over for fangernes viden. EWB har siden 1970´erne arbejdet sammen med grønlandske fangere, og kender gennem personlig erfaring til deres store dygtighed og kendskab til naturen. Pingortitaleriffik har på EWB’s initiativ ved flere lejligheder interviewet fangerne i Øst-og Nordvestgrønland for systematisk at samle deres viden om isbjørne og klimaændringerne. Her skal især nævnes en omfattende interviewundersøgelse blandt østgrønlandske isbjørnejægere i 1999. (Grønlands Naturinstitut Teknisk Rapport Nr. 40, 2001 5,6 mB).

Endelig spørger Bianco og Skade: ”Hvem er mest troværdig: En biolog eller en fanger”, idet de antyder, at biologen ikke har nogen viden om isbjørne i Østgrønland. Det skal her nævnes, at EWB siden begyndelsen af 1970´erne har gennemfløjet og gennemsejlet kæmpe områder af Østkysten og drivisen langs kysten og mellem Østgrønland og Svalbard senvinter og sommer i forbindelse med undersøgelser af isbjørne. Løst anslået mere end 40.000 km for at lede efter isbjørne i drivisen og langs land. Det svarer til 26 gange længden af hele østkysten. Fra undersøgelser, hvor EWB har mærket bjørne med satellitsendere, ved vi, at isbjørnene i Østgrønland vandrer og at bestanden er udbredt over et kolossalt område. Men flyvningerne har også antydet, at tætheden af isbjørne (dvs. antal isbjørne pr. fløjet kilometer) i Østgrønland er lavere end i naboområderne Canada og ved Svalbard.

Enighed

Pinngortitaleriffik er enig med Harald Bianco og Jacob Skade i noget helt centralt: Bestanden af isbjørne i Østgrønland bør optælles. Pinngortitaleriffik har foreslået, at man optæller isbjørnene i Østgrønland i 2012. I 2011 er vi sammen med canadiske institutioner optaget af at optælle isbjørnene i Baffin Bugten. Der er begge steder tale om optællinger i enorme områder, hvilket koster mange millioner kroner, som nogen skal betale.

Pilot Sebastian Holst, fanger Juulut Kruse og seniorforsker Erik W. Born skal til at sætte satellitsender på isbjørnen, april 2009 Foto: Øystein Wiig

Erik W Born orienterer borgerne i Niaqornat om hvordan satellitsendere monteres på isbjørnene i forbindelse med undersøgelser af isbjørnenes vandring, april 2009

Ordforklaringer fra Avatangiisilerinermi Taaguusersuutit/Miljøteknisk Terminologi:

nungusaataanngitsoq t

piujuartitsisoq t

Piorsaaneq imaluunniit isumalluutinik atuineq nalitsinni pisariaqartitanik naammassinnittoq kinguaariit pilerumaartussat pissarsisinnaanissaat akornusinngikkaluarlugu

Bæredygtig: om udvikling eller udnyttelse af en ressource, der imødekommer nutidens behov uden at gå på kompromis med fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov.

Mianersornissamik

Tunngaveqarneq oq. marl.

Imaraa oqartussaatitat avatangiisinut peqqinnissamullu navianartoqarsinnaanera pillugu nalorninertik ilatsiinnarnissamut/akuersinissamut peqqutigissanngikkaat

Forsigtighedsprincippet indeholder krav til myndigheden om, at usikkerhed om risici for miljøet og sundheden (red: her fangstdyrene) ikke må være begrundelse for myndighedens passivitet/-accept.