Vegetationsundersøgelser i Sydgrønland

Figur 1. Placering af samtlige vegetationsfelter i Sydgrønland. Kortet inkluderer felter, som kun er besøgt ved én lejlighed, eller som er blevet nedlagt.
Figur 2. Effekten af et hegn ved felt 227 i Sammisoq (der er ikke græsning på venstre side af hegnet). Feltet blev indhegnet i 1992.
Figur 3. Vegetationstransekt ved Skyggesø, Vatnerhverfi. Feltet er oprettet i 1987.


I løbet af 1980'erne blev der udført flere botaniske studier i Sydgrønland (Figur 1). Disse undersøgelser var ønsket af "Arbejdsgruppen vedrørende miljø og fåreavl i Grønland". Hovedformålet med denne gruppe var at undersøge muligheden for at udvikle rentabel fåreavl samt at vurdere konsekvenserne af fåreavlen på vegetationen. I den forbindelse blev der i 1980’erne i Sydgrønland oprettet et antal indhegnede felter, så man kunne sammenligne udviklingen (successionen) af vegetationen i ikke-græssede felter med tilsvarende græssede felter (Figur 2). Disse felter har med mellemrum været genstand for botaniske studier.

Drivkraften bag etableringen af felterne og de efterfølgende vegetationsanalyser er botaniker Jon Feilberg. Han har siden 1980'erne besøgt og undersøgt utallige lokaliteter i Sydgrønland. Siden 2009 har dette arbejde været gennemført sammen med forskere fra Grønlands Naturinstitut og DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet). I de senere år har der især været arbejdet med græsningens effekt på f.eks. den biologiske mangfoldighed (biodiversiteten), dvs. resultatet af et miljøs (habitats) historie, dets fysiske og kemiske egenskaber samt de organismer, der lever i miljøet.

Overordnet set har projektet indsamlet data om karplanter, mosser, laver, mikroarthropod-densitet og fødekædestruktur, næringsstoffer i jorden samt jordtemperatur. Den lokale geologi og det lokale klima, lokale vejrforhold, menneskelig påvirkning og samspillet mellem forskellige trin i fødekæden (trofiske niveauer) er dog alle bestemmende for den biologiske mangfoldighed i et område.

Planteædere kan have stor effekt på mængden af organismer og artssammensætningen i et område. I Grønland er et af de vigtige led i dette samspil leddet mellem får og vegetation i fåreholderdistriktet i Sydgrønland. Vegetationsundersøgelserne kan bruges som fundament for fremtidig overvågning af biodiversitet samt overvågning af store græsseres påvirkning af mangfoldigheden i et område (Figur 3). Undersøgelserne giver derfor en vigtig baggrundsviden i forståelsen af samspillet mellem store græssere og vegetation i Grønland.

Teknisk rapport
Data og enkelte analyser fra vegetationsundersøgelser i 2009 og 2012 er præsenteret i en netop udgivet teknisk rapport fra DCE. Effects of large herbivores on biodiversity of vegetation and soil microarthropods in low Arctic Greenland.

Projektet har været finansieret af Miljøstyrelsens pulje til Miljøstøtte til Arktis (DANCEA), Danmark.

Data
De indsamlede data er summeret i den tekniske rapport; tabel 2 præsenterer de typer data, der er indsamlet. Data fra dækningsgradanalyserne (pinpoint-analyserne) samt Raunkiær-analyserne (skudtæthedsanalyserne) kan downloades her.

PinPoint analysedata

Raunkiær analysedata

Yderligere læsning
Vegetations-overvågning i Sydgrønlands fåreholderdistrikter 2012

Kontaktperson
Katrine Raundrup 
kara@remove-this.natur.gl

Opdateret 09.02.2016