Hovedbygningen

Kunstneren Aka Høegh, har udsmykket kantinen med store relieffer hugget direkte i betonen.
Foto: Carsten Egevang.
I nederste etage er der laboratorier, fryserum, garage og værksteder.
Foto: GN
Huset to halvdele bindes sammen af høje, massive vægge til begge sider som en gletscherspalte.
Foto: GN
Huset er placeret i nord-sydgående retning langs den fremherskende vindretning.
Foto: Rie Frandsen

Den 28. maj 1996 foretog Landsstyremedlem Marianne Jensen den første udsprængning til byggeriet af Grønlands Naturinstitut, og bygningen blev indviet den 14. februar 1998.

Aage V. Jensens Fonde har gennem en årrække støttet projekter til naturens bevarelse blandt andet også i Grønland, og da Grønlands Hjemmestyre besluttede at oprette et center for naturforskning, bevilgede Aage V. Jensens Fonde ca. 35 mill. kr. til opførelsen af egnede lokaler til en sådan institution.

KHR Arkitekter har stået for udformningen af huset, der er på knap 2.000 m2. I nederste etage er der laboratorier, fryserum, garage og værksteder. I mellemste etage er der indrettet kontorer til forskere og administration, mødelokaler, kantine og reception, og på øverste etage er direktørens kontor, informationssekretariat og et forskningsbibliotek.

Husets arkitektur

Husets placering og udforming er tilpasset de vilkår og muligheder den daværende åbne beliggenhed gav. Arkitekterne valgte at opbygge huset af to stokke, der bindes sammen af en spalte, som set inde fra kan lede tankerne hen på en gletscherspalte med høje, massive vægge til begge sider. Afstanden mellem stokkene bliver større mod syd, hvor spalten afsluttes af en stor glasgavl. Den svage vifteform mod syd giver en bedre udnyttelse af solen dybt ind i bygningen. Taget er let hævet på midten, og aluminiumsplader leder det flade øst- og vestlys ned i midten af bygningen.

Spaltens form gør, at man set fra det høje glasrum oplever midterrummet kortere end det er, men oplevelsen fra spaltens indre vil virke dybere og mere dramatisk. Der er en storslået udsigt fra spaltens brede ende mod syd.

Huset er placeret i nord-sydgående retning, og ligger med ryggen til den fremherskende vindretning fra nord-nordøst, som en sæl med ryggen til vinden og lufferne på forfjeldet. De langstrakte facader og store vinduespartier giver gode sol- og udsigtsforhold i husets rum.

Indretningen i hovedtræk

Huset har to indgange; en repræsentativ hovedindgang og en vareindgang til værksteder og laboratorier. Når man kommer ind af hovedindgangen er der reception, garderobe og gæstetoiletter. Herfra træder man ind i den forreste del af huset, hvor kantine og møderum er placeret. Fra foyer arealet er der trappe og elevator til den over- og underliggende etage.
På den overliggende etage er direktørens kontor, informationsafdeling og bibliotek, og i den underliggende etage er der udstillingsrum i direkte forbindelse med midterrummet. Resten af kontorerne ligger på den mellemste etage med spalten til at binde de to stokke sammen. Husets arbejdsindgang er placeret i den bagerste del af husets underliggende etage. Garage og udhus leder direkte ind til sorteringsrummet, der fungerer som det centrale fordelingsrum til værksteder, laboratorier, fryser, depotrum og personaleomklædning.

Konstruktioner og materialevalg

Enkelhed er kendetegnet for huset i såvel konstruktionsprincip som materialevalg. Der er hvor muligt valgt lokale, kendte byggematerialer og kendte, vel afprøvede byggemetoder.

Husets bærende konstruktioner (gulv og langsgående vægge) er opført i pladsstøbt beton, og der er anvendt lokale iblandingsmaterialer til betonen. Ydervæggene har udvendig isolering og er beklædt med klinklagt thujatræ. Træet får efter kort tid en sølvgrå farve, der i tørre perioder er meget lys og i våde bliver mørkegrå. Træet er ubehandlet, idet et højt indhold af harpiks sørger for naturlig imprægnering. Taget på de to stokke er beklædt med sort tagpap, mens det hævede tag over spalten dækkes af rå-aluminium. Den skrå tagflade sikrer naturlig afvanding

Indvendigt er der lagt vægt på et enkelt materialevalg, hvilke letter vedligeholdelse og rengøring. Gulvene i gangarealerne er belagt med klinker, og væggene i spalten er af ubehandlet beton. I kontorer, mødelokaler og bibliotek er der bøgetræsgulve og hvidmalede gipsvægge.

Miljøhensyn

I udformningen af huset er der lagt vægt på at sikre lavt energi- og vandforbrug, bæredygtigt materialevalg og et godt indeklima. Bygningen er placeret på langs af de fremherskende vindretninger med en lille vindpåvirkning til følge. Glaspartiernes form bevirker en god udnyttelse af dagslyset i rummene, og herved opnås energibesparelser til belysning. Den overordnede opbygning af huset med en tung, bærende konstruktion indvendigt, lette træfacader, store vinduesarealer og glasfacaden mod syd sikrer udnyttelse af passiv solvarme.

Træet leder solstrålingen på de lang- strakte facader hurtigt videre til rummenei de to stokke, og den indre beton- konstruktion kan optage varmen fra solen. Vinduesarealerne i gavlene er optimeret i forhold til lysindfald og kuldestråling, og varmen fra solindfaldet gennem den sydvendte glasfacade vil kunne optages i gulve og vægge. Konstruktionen med spalten og det hævede midtertag sikrer, at så meget sollys og varme som muligt trænger ind i midten af bygningen, hvor varmen kan optages i vægge og gulve.

Den passive solvarme vil give en naturlig luftcirkulation i det høje midterrum (spalten), hvilket samtidig giver en naturlig ventilation af kontorrummene, der alle vender ud mod midterrummet. Det store møderum, kantinen og biblioteket har alle så store rumhøjder, at mekanisk ventilation er udeladt. Disse rum ventileres naturligt efter samme princip som kontorerne ved hjælp at skorstenseffekten i midterrummet.

Den meget anerkendte grønlandske kunstner Aka Høegh, har stået for udsmykningen af kantinen. Hun har lavet store relieffer, der er hugget direkte ind i betonen på de store vægflader i kantinen. Farvevalget i gangpartiet er foretaget af kunstneren Niels Guttormsen.

Desuden udstilles verdens største musling, som Aage V. Jensens Fonde forærede Grønlands Naturinstitut ved indvielsen.

Den ene skal af verdens største musling Inoceramus steenstrupi kan ses på Grønlands Naturinstitut.
Den ene skal af verdens største musling Inoceramus steenstrupi kan ses på Grønlands Naturinstitut. Foto: Lars Maltha Rasmussen

Verdens største musling

På Grønlands Naturinstitut kan du se den ene skal af verdens største musling, den 187 cm lange musling Inoceramus steenstrupi.

Fundet

Forsteningen blev fundet i 1952 i dalen Qilakitsoq på Nussuaq-halvøen i 1952. Ved foden af en fjeldvæg fandt geologer nedskredne stenblokke med en karakteristisk bølgeformet struktur, der kunne være forekomsten af en meget stor musling. Systematisk eftersøgning i området afslørede, at stenblokkene kom fra en linse af kalksten ca. 800 meter oppe på fjeldet. Først året efter kunne man hente det betydningsfulde fund. Fra den stejle fjeldvæg udhuggede man den store musling stykkevis og nummererede stykkerne så man atter kunne samle puslespillet. Mere end 1 tons materiale blev båret i rygsække tre km borte og herfra kørt med jeep til kysten.

Først i 1971 begyndte den endelige præparation og konservering af den store musling og de mange hundrede enkeltstykker blev limet sammen. Siden sommeren 1974 har man udstillet den ene muslingen i Geologisk Museums Grønlandsudstilling. Den anden halvdel blev af Aage V. Jensens fode skænket til Grønlands Naturinstitut ved instituttets indvielse.

Muslingen er 83 millioner år gammel

Muslingen tilhører en gruppe af muslinger kaldet Inoceramer, der var vidt udbredte i Jura- og Kridttiden, men uddøde ved Kridttidens slutning for 65 millioner år siden, samtidig med dinosaurerne. Inoceramer er vigtige for aldersbestemmelse af geologiske lag, og blandt pga. muslingen har man kunnet datere fundstedet til at være 83 millioner år gammelt og hørende til perioden Øvre Santonien eller Nedre Campanien. På det tidspunkt levede der dinosaurer i Grønland og der var subtropiske sumpe og vulkaner i Vestgrønland, idet Grønland dengang lå meget mere sydligt end i dag.

Muslingens føde

Rundt om kalkstenslinsen hvor muslingen blev fundet er fattig på andre fossiler. Det tyder på et iltfattigt miljø, hvor især organiske planterester, der blev skyllet ud i havet fra kyster, har haft svært ved at blive nedbrudt. Inoceramus havde formentlig langtlevende planktoniske larver, som i boreale til tempererede områder sank ned på bunden af lavt vand med lavt iltindhold. Muslingen har sikkert ligget løst på havbunden og ernæret sig ved at filtrere havvandets plankton og halvråddent plantemateriale.

Læs mere her og se den anden skal.

Opdateret 22.10.2015