Finhval

Finhval i Disko Bugt. Foto: Carsten Egevang.
Finhval i Disko Bugt. Foto: Carsten Egevang.
Finhvalens blåst rækker flere meter i vejret. Foto: Lars Maltha Rasmussen.
Finhvalens blåst rækker flere meter i vejret. Foto: Lars Maltha Rasmussen.
Den hvide tegning på den højre kæbe er et af de typiske kendetegn på en finhval, Diskobugten 2006 Foto: Fernando Ugarte
Den hvide tegning på den højre kæbe er et af de typiske kendetegn på en finhval, Diskobugten 2006 Foto: Fernando Ugarte

Balaenoptera physalus

Med en længde på 19-20m og en vægt på mellem 45 og 75 tons er finhvalen den nordlige halvkugles 2. største dyr, kun overgået af blåhvalen. 

Udbredelse

Finhvalen er udbredt i alle verdenshavene og vandrer fra lave til høje breddegrader. Den ses dog sjældent i troperne. Finhvaler er almindelige og vidt udbredte i de vest- og østgrønlandske farvande. Her søger de føde i form af krill og små stimefisk fra maj måned og muligvis helt frem til slutningen af december.

I november måned begynder finhvalerne at parre sig, mens de stadig opholder sig i de kolde have ud for Vestgrønland og i Davisstrædet, og igennem de seneste år, er finhvaler også blevet set helt nord på ved Uummannaq i november måned.

Se artiklen om finhvalens parringssang i polarnatten.

Når isen begynder at lægge sig, trækker finhvalerne syd på, da de er afhængige af at kunne komme op i overfladen for at ånde.  De vender tilbage i maj måned, når isen igen har trukket sig tilbage. I Østgrønland er finhvalerne til tider blevet set om sommeren fra den sydligste del af landet indtil iskanten længere nord på end 78o nord.

Fangst

Fra 1922 til 1958 blev finhvalerne i Vestgrønland jaget af norske og danske hvalfangere. I denne periode var den gennemsnitlige årlige fangst omkring 109 finhvaler.  2. verdenskrig (1940-45) betød dog en pause i de europæiske hvalfangster i grønlandske farvande.  

Inuit har drevet fangst på finhval, når muligheden har været der. Otto Fabricius skrev i sin Fauna Groenlandica i 1780 at "den fanges sjældent med harpuner eller lanser, da den ikke afventer jægerens komme; undertiden såres den med kastespyd, hvor der går betændelse i kødet, og den endelig dør til gavn for en uvis finder".

I 1948 begyndte grønlænderne selv at drive kommerciel fangst på finhvaler fra fiskerbåde med harpunkanoner og 0-13 er registreret fanget hvert år indtil 1970'erne. Siden 1977 har IWC reguleret fangst af alle storhvaler og har givet de årlige kvoter for oprindelige folks hvalfangst på finhvaler i Vestgrønland. Kvoten har varieret mellem 6 og 23 hvaler og var stabilt på 19 hvaler fra 1995 frem til 2009. Kvoten blev dog sjældent brugt, og kun omkring 10 hvaler blev fanget årligt. Kvoten blev reduceret til 10 finhvaler årligt i 2010.

Status

Finhvaler betragtes som "truet" på den internationale union til bevaring af naturen, IUCNs globale rødliste over truede dyrearter, selvom arten er så vidt udbredt. Bestandene af finhvaler på verdensplan blev muligvis reduceret med mere end 50 % tidligt i det 20. århundrede. Nedgangen i den globale bestand skyldtes hovedsageligt hvalfangst på den sydlige halvkugle. Der er mange finhvaler i Nordatlanten, og populationen betragtes som "ikke truet" på den grønlandske rødliste.

I 2007 var bestanden i Vestgrønland beregnet til 4.500 dyr, men da hvaltællingerne ikke dækkede hele finhvalernes udbredelsesområde, må bestanden langs Vestgrønland formodes at være større. Den nordatlantiske bestand af finhvaler ser ud til at stige.

Forskning

Grønlands Naturinstitut bruger forskellige metoder til at studere finhvalerne. Vi foretager regelmæssigt observationer og tællinger fra fly og både for at beregne størrelsen af bestandene og konstatere udbredelsen af finhvaler i Vestgrønland. Oplysninger fra fangere via særmeldings-skemaer, samt vævsprøver samlet af fangere bliver brugt til beregning af den bæredygtige fangst, samt analyser af bestandens identitet og finhvalernes økologi. Satellit mærkning bliver brugt til at undersøge finhvalernes habitatbrug, dvs. brug af omgivelserne, og migrationsmønstre, dvs. hvordan de bevæger sig rundt i de vestgrønlandske farvande. Grønlands Naturinstitut benytter sig også af finhvalernes lyde til at overvåge og undersøge finhvalerne. Finhvaler udsender nogle karakteristiske lavfrekvente lyde, som kan høres på mere end 10 kilometers afstand.Parringssang i polarnatten

Opdateret 21.09.2016
123porn.me