Fangere mærker grønlandshvaler

Tarfi (Lars-Erik Mølgård) gør polen med senderen klar. Bemærk tårnet, der er monteret på jollen.
Det er ret besværligt at komme gennem isen.
Johannes Mølgård spejder efter arfivik - grønlandshval
De første par poleforsøg lykkes ikke.
Hvalen slår kraftigt med halen. Bådføreren skal passe på at jollen ikke kommer ind over halen.
Grønlandshvalens hale kan blive op til 6 meter bred. Foto: Malene Simon
Sådan. Tarfi sætter senderen perfekt øverst på hvalens ryg.
Senderen sidder måske en smule lavt, men den kommer op over vandoverfladen, så den kan få kontakt med satelitten. Klik for større billede - en hvid ring markerer senderen
Johannes Mølgård er klar til at affyre armbrøsten med biopsipilen til at tage hudprøven med, så snart senderen sidder rigtigt på hvalen.
Den røde biopsipil ligger fint og tydeligt på hvalens ryg. Klik på billedet for forstørrelse.
Tarfi (Lars-Erik Mølgård) og Ado Isaksen i færd med at registrere position og nummer. Hudprøverne tages ud af pilene og sikres til videre behandling på universitetet i Oslo.
Abel Brandt starter jollen, mens en tilfreds Mads Peter Heide Jørgensen sidder med hænderne i lommen. Mads Peter deltager normalt ikke i feltarbejdet, men han var i Qeqertarsuaq for at introducere en ny type sender og nyder at være med i felten.

10.06.11

Reportage fra mærkningsarbejdet i Diskobugten i begyndelsen af maj i år, hvor fangere fra Qeqertarsuaq satte satellitsendere på 10 grønlandshvaler.  Det er et arbejde de med stor dygtighed har udført for Grønlands Naturinstitut siden 1999. Reportagen om hvalmærkning og forsker-fangersamarbejdet er bragt i Sermitsiaq d. 10 juni 2011

Arfivik i sigte

Pludselig sætter Johannes fuld fart på påhængsmotoren. Han siger ingenting, men det er tydeligt, at han har set Arfivik, Grønlandshval. De to andre jolleførere reagerer med det samme.  For fuld speed drøner alle tre joller frem mod hvalen. Tarfi står klar og helt roligt med stangen med senderen i jollens ”tårn”. Ado lægger jollen i position tæt på hvalen og passer på ikke at komme ind over halen. De to andre joller drejer uden om for at afskære den vejen og være klar med armbrøstene.  Hvalen slår voldsomt med halen. Det er en farlig situation. En grønlandshvals hale er op til 5-6 m bred og kan vælte jollen som et fingerknips. Ado drejer behændigt jollen væk og vi opgiver. Hvalen er dykket. 

Vi vugger roligt i vandet mellem isskosserne og spejder efter hvalen.  I gennemsnit dykker grønlandshvalen ned til 200 meter i ca. 20- minutter, så det kan tage sin tid. Men der er allerede blåst efter få minutter, så den må være kørt træt. Det giver kun et svagt ryk i båden, da Johannes speeder op og drøner hen mod hvalen. Det er tydeligt, at jeg er på vandet med en erfaren bådfører, der både kender hvalens og sin motors vaner og bevægelser.   Ado er lynhurtigt tæt nok på og lader båden glide langs hvalens ryg, mens Tarfi med al sin kraft trykker satellitsenderen igennem den tykke hud ind i ca. 1 meters spæklag.  Idet Tarfi rækker armen op i triumf over at senderen sidder som den skal, lader de andre deres armbrøste med røde og gule biopsipile for at tage hudprøver af hvalen. Mads Peter får prøven i hus og vi ser hvalen smutte væk.  Nu mangler vi kun at registrere at sender nummer 7927 blev sat på en grønlandshval på i farvandet 10 kilometer sydvest for Qeqertarsuaq og sikre biopsien, så den kan sendes til analyse på Universitetet i Oslo. 

En velsmurt maskine

Hele operationen kørte som en velsmurt maskine fra start til slut uden at der blev vekslet ord. Der gik 2 timer fra vi sejlede ud fra jollehavnen i Qeqertarsuaq til vi glade sad og nød en velfortjent kop varm suppe, lidt berusede af successen.  Meget kan gå galt under en hvalmærkningskampagne. Vejret er selvfølgelig den primære spiller, men hvalen skal findes i et forholdsvist stort område og senderen skal sættes præcist, så den kommer op over vandet og får kontakt med satellitten. Satellitmærkningerne giver helt nye muligheder for at følge hvalernes vandring over store afstande i de ellers ufremkommelige og øde områder i Arktis. Den sender hver 5. dag og i lidt over et år kan forskere og fangere nu følge hvalens vandring via internettet.  Denne hval vil i juni vandre til Østcanada, men hvad den gør resten af året vil blive fulgt med spænding. En hval, der fik sender på i Uummannaq, vandrede f.eks.6.000 km ind i den vestlige del af Canada.

Et spændende job

Abel Brandt og delvist også Ado Isaksen, Johannes Mølgård og Tarfi/Lars Erik Mølgård har siden 1999 arbejdet fra april til oktober hvert år for Grønlands Naturinstitut med at tage prøver af fangsten, samle narhvalsmaver, kønsorganer fra fangstdyrene, fragte solar og udstyr ud til feltarbejde, tage biopsier og sætte satellitsendere på vågehval, pukkelhval og grønlandshval. Sidste år var de i Scoresbysund i Østgrønland for at mærke nar- og hvidhvaler sammen med seniorforsker på Grønlands Naturinstitut Mads Peter Heide Jørgensen og det skal de igen til august i år. De arbejder også for andre forskere, der er på feltarbejde på Diskoøen og hjalp i april et filmhold, der tog undervandsoptagelser af grønlandshvalerne. ”Det er et spændende job, som passer os alle godt. Vi lærer mange nye ting om dyrene, hvor mange der er og hvor de vandrer.  Når vi har sat sender på hvalen, tager vi hjem og chekker via internettet om senderen sidder rigtigt og chekker også hvor de hvaler vi før har sat sendere på befinder sig. ” Abel Brandt smiler tilfreds.  ”Samtidig giver det os også mulighed for at tjene penge, uden at vi mister erhvervsfangerbeviset og det er vi da ikke kede af. ”

Ingen interessekonflikt

 Men er der ikke en interessekonflikt mellem forskerne og fangerne? Svaret nej kommer prompte. Det er kun store kuttere med godkendte harpuner, der fanger de store hvaler. Ado, Johannes, Tarfi og Abel lever, ud over lønnen fra mærkninger og prøvetagninger, af sælfangst, fiskeri og salg af mattak fra hvid- og narhval. Så det er kun i forbindelse med hvid- og narhvalstællingerne, at der kunne være en interessekonflikt. ”Vi er uenige i, at der skal være kvoter på hvid- og narhval. Der er masser af hvaler og naturen og isen beskytter dyrene. Sidste år kunne vi næsten ikke fange hvaler på grund af dårligt vejr. Men der er ingen konflikt for os i at være med til at finde ud af, hvor mange dyr der er og hvor de bevæger sig. Vi er glade for at være med til at sikre at bestanden er stor nok også for vores børn og børnebørn.” Det er igen Abel, der svarer, men de andre nikker samstemmende. Det her har tydeligvis været diskuteret mange gange før.

Forsker – fangersamarbejde er ikke nyt

”At forskere og fangere samarbejder er ikke noget nyt. Når vi arbejder med havpattedyr, så arbejder vi naturligvis også med og for dem, der lever af dyrene” siger seniorforsker fra Grønlands Naturinstitut  Mads Peter Heide Jørgensen. ”Vi startede med at købe prøver af søkonge, diverse sælarter, hvidhval, narhval, ja stort set alle fangstdyrene af fangere i Thule-området tilbage i 1982. Vi orienterede fangerne grundigt om, hvilke dele af dyrene vi har brug for og hvordan delene behandles og siden har vi kunnet bestille sådan et prøvesæt. Det er billigere og bedre end at vi selv tager der op.”

Det optimale samarbejde

”Det optimale samarbejde er ved denne type mærkninger, fordi vi er i nærkontakt med dyrene”, fortsætter Mads Peter, der har talt sig varm og ivrig.  ”Fangerne har stor erfaring med hvordan dyrene opfører sig. De gør tingene på deres egen måde og er de bedste til det. De har bl.a. udviklet en bedre og mere effektiv teknik til at mærke pukkelhvaler. Det er ikke mig, der kommer og siger hvordan tingene skal gøres”, smiler Mads Peter.

Fakta

Mærkningsarbejdet bruges bl.a til at skaffe dykkedata, der bruges i udregninger af bestandens størrelse og til at vise om en høst af hvaler er bæredygtig. Grønlands Naturinstituts mærkninger og tællinger af pukkelhvaler har medvirket til at overbevise den internationale hvalfangstkommission om, at en fangst på 9 pukkelhvaler årligt er bæredygtig og at bestanden af grønlandshval stiger og kan tåle en symbolsk fangst. Der mangler nu data for vågehvaler.
Der er indtil nu samlet 600 biopsier fra grønlandshvaler. Biopsierne bruges til at bestemme hvalernes køn, identificere de enkelte individer og til diverse andre genetiske undersøgelser.   Som direkte resultat af de forløbne års arbejde ved man bl.a. at 80 % af de voksne grønlandshvaler i de vestgrønlandske farvande er hunner, at bestanden af grønlandshvaler er mellem 1000 og 2500 dyr og at det ikke er en selvstændig grønlandsk bestand.

Tekst og foto af informationsmedarbejder Kitte Vinter-Jensen, Grønlands Naturinstitut

Opdateret 24.10.2015