Grønlandssæl

Grønlandssæler på ynglefeltet ved Newfoundland. Til venstre en ung (sandsynligvis førstegangsfødende) med begyndende sort side. Til højre en gammel med et stort sort felt på siden (sortside). Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.
Grønlandssæler på ynglefeltet ved Newfoundland. Til venstre en ung (sandsynligvis førstegangsfødende) med begyndende sort side. Til højre en gammel med et stort sort felt på siden (sortside). Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.
En grønlandssæls maveindhold med dens foretrukne føde, Lodde. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.
Unge af grønlandssæl (whitecoat). Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.
Unge af grønlandssæl (whitecoat). Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Pagophilus groenlandicus

Størrelse

Grønlandssælen er en mellemstor sæl. Unge individer (blåsider) er spættede, men omkring kønsmodningen får de en sort aftegning på ryggen (sortsider). Voksne hanner bliver i gennemsnit omkring 1,70 m, hunnerne ca. 5 cm kortere. Der er dog en del variation og de største individer bliver op til 2,00 m. De første voksne sæler som i midten af maj ankommer til Vestgrønland fra yngle-/fældefeltet ved Newfoundland vejer omkring 80-90 kg. De spiser sig fede hele sommeren og om efteråret, og umiddelbart før ynglesæsonen, som starter i februar, vejer hannerne i gennemsnit omkring 145 kg og hunnerne omkring 130 kg.

Føde

Føden langs den grønlandske vestkyst op til Upernavik består hovedsageligt af lodde (ammassat), suppleret med krill og forskellige småfisk. På fiskebankerne i de udenskærs områder antyder de relativt få indsamlede maver, at tobisen der er en meget vigtig føde. Nord for Upernavik spiser grønlandssælen oftest polartorsk, suppleret med parathemisto (en slags tangloppe som lever oppe i vandet - se billede under ringsæl). Fødevalget langs Østgrønlands kyst kendes ikke.

Reproduktion

I løbet af vinteren samles de voksne grønlandssæler i bestemte områder, hvor de føder deres unger (se udbredelse og antal). Grønlandssælen bliver i regelen kønsmoden omkring 5 års alderen, men væsentligt senere kønsmodning er konstateret hos de østligste grønlandssæler i perioder med få lodder. Ungerne fødes ved Newfoundland og i Hvidehavet fra slutningen af februar til begyndelsen af marts. Fødslerne ved Jan Mayen starter i regelen først i sidste halvdel af marts. Ved fødslen er ungerne ca. 80 cm lange, og vejer omkring 10 kg. De dier normalt i ca. 10-12 dage, og tager i denne periode lidt over 2 kg på om dagen. Parringen foregår normalt umiddelbart efter dieperioden. Det befrugtede æg deler sig nogle gange og går i dvale. Først omkring slutningen af juli eller begyndelsen af august sætter ægget sig fast i livmoderen (det implanteres) og fosterudviklingen starter.

Fældning

Når parringssæsonen er overstået samles først hanner og unge dyr i store koncentrationer for at fælde. Hunnerne vil ofte fouragere, dvs. søge føde, i nogle uger før de begynder at fælde (skifte hårene).  

Udbredelse og antal

Udbredelse og antal

Efter fældeperioden svømmer de fleste af grønlandssælerne fra Newfoundland nordover. Hannerne bliver først færdige med fældningen, og sammen med årsungerne, som ikke skal fælde, ankommer de til Vestgrønland omkring midten af maj. I løbet juni-juli dukker hunnerne også op, og sommeren igennem breder unge og voksne grønlandssæler sig nordover, både langs kysten og udenskærs i Baffin Bugten. Nogle vil også svømme syd om Grønland og lidt op langs østkysten, hvor de møder andre grønlandssæler fra ynglefeltet ved Jan Mayen. Sælerne fra Jan Mayen breder sig også østover, og i Barentshavet blandes de med sæler, der yngler ved Hvidehavet. Grønlandssælerne søger tilbage mod ynglefelterne igen om efteråret og om vinteren i takt med at isen atter breder sig. Nogle, overvejende de unge dyr, overvintrer dog langs Sydvestgrønlands kyster. 

Status

Den kommercielle fangst af grønlandssæler startede allerede i 1720´erne på ynglefeltet i Grønlandshavet ud for Nordøstgrønland (ofte nær Jan Mayen) og omkring 1760´erne ved Newfoundland. Fangsterne på disse felter toppede i midten af 1800-tallet, men aftog derefter gradvist, som følge af overudnyttelse der mindskede bestanden. I begyndelsen af 1970´erne var der omkring 300.000 individer i bestanden ved Nordøstgrønland, og lidt under 2 millioner ved Newfoundland. Siden da har fangstreguleringer og en massiv kampagne mod sælfangst og brug af sælskind i 1980erne været med til at reducere fangsten, så bestandene de sidste årtier er vokset betydeligt. De sidste surveys indikere dog at den stærke vækst er stoppet så bestandene ved Vestgrønland/Canada og ved Hvidehavet er ved at stabiliserer sig omkring deres nuværende niveau, mens bestanden der yngler ved Jan Mayen fortsat vokser. 

Rådgivning og forvaltning

Voksne grønlandssæler fouragerer oftest i flokke om sommeren og efteråret. Føden vil da i regelen bestå af lodde i Sydvestgrønland og polar torsk i Nordvestgrønland. (Foto Aqqalu Rosing-Asvid).

Rådgivning om bæredygtig udnyttelse af grønlandssæl gives af en arbejdsgruppe, under ICES/NAFO. Arbejdsgruppen består af forskere fra Norge, Canada, Grønland og Rusland. Bestandene moniteres på forskellig vis (se mere under forskning), og på den baggrund gives anbefalinger om bæredygtig fangst. I de første mange år beregnede arbejdsgruppen kvoter der ikke var større end at bestandene ville vokse igen efter mere end et århundrede med overudnyttelse, menbestandene er nu så store, at de enkelte landemå forvalte sælerne ud fra økologiske eller socioøkonomiske hensyn. Eksempelvis kan  kvoten øges afhængigt af skindpriserne, så længe bestanden ikke reduceres til mindre end 70 % af den maksimale bestand.  Hvis bestanden kommer under 70 %, af den maksimale bestand, bør der igangsættes en forvaltningsplan, der har til formål at få bestanden over de 70 % igen. 

Forskning

Bestandene af grønlandssæl overvåges ved at man ca. hvert femte år tæller antallet af unger som fødes på ynglefelterne. For at omregne dette til det samlede antal sæler i bestanden holder man øje med hvor stor en andel af de voksne hunner der får en unge. Da bestanden var reduceret fik næsten alle voksne hunner unger, men andelen af hunner der føder en unge har de senere år svinget imellem 30-80%. Det ser ud til at sælerne aborterer, hvis de ikke er fede nok til kunne give deres unger et ordentligt spæklag. Hunnerne er også begyndt at blive ældre før de bliver kønsmodne. Survey estimater for ungeproduktionen kommes ind i en model sammen med data om hunnernes reproduktion, tal for alderssammensætningen i bestanden, fangstens størrelse og alderssammensætning, samt andelen af unger der dør tidligt som følge af dårlig is på ynglefelterne. 

Modellen giver så et nyt tal for bestanden og den "lære" noget, også om fortiden, efterhånden som der kommer nye data ind i den. Derfor er usikkerheden størst på de nyeste estimater. Disse vil ændre sig lidt, og samtidigt vil usikkerheden omkring dem mindskes, efterhånden som der kommer flere nye estimater af de forskellige parametre. I øjeblikket estimerer modellen den vestatlantiske bestand til ca. 7.4 millioner sæler. Man mener at den omkring 2008 nærmede sig den størrelse som habitatet kan understøtte, og den stabilisering der er sket de sidste år (se figur) skyldes først og fremmest det faldende antal fødsler. 

Figuren viser udviklingen i den grønlandsk/canadiske bestand af grønlandssæler. Den solide linje viser det mest sandsynlige antal og de stiplede linjer er udtryk for usikkerheden.
En grønlandssæls maveindhold med dens foretrukne føde, Lodde. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.
Opdateret 16.01.2017