Isbjørn

Isbjørn med unge Foto: Øystein Wiig
Isbjørn med unge Foto: Øystein Wiig
Svømmende isbjørn. Foto: Flemming Ravn Merkel
Svømmende isbjørn. Foto: Flemming Ravn Merkel
En isbjørn kan blive mere end 3 m høj, når den rejser sig på bagbenene. Model fra Zoologisk Have i København. Foto: Lars Maltha Rasmussen
En isbjørn kan blive mere end 3 m høj, når den rejser sig på bagbenene. Model fra Zoologisk Have i København. Foto: Lars Maltha Rasmussen

Ursus maritimus

Udseende

Isbjørnen er den største nulevende bjørneart. Hanner er størst og vejer gennemsnitligt 500 kg, men kan veje helt op til 800-1000 kg. Fra snude til halespids måler de op til 2,85 m. Stående på bagbenene når de helt op til 3-4 m i højden.

Hunnerne er mindre, med en vægt på ca. 200 kg, men de kan veje op til 400 kg. Vægten varierer meget gennem året. Sidst på vinteren er bjørnene tyndest, men isbjørne har en formidabel evne til hurtig oplagring af fedt, og kan næsten fordoble vægten i løbet af foråret, når føden er rigelig.

Isbjørnens pels er hvid, gul eller gråhvid. Pelsen er så tæt, at der ikke trænger vand ind til huden, når bjørnen svømmer. Under pelsen er huden sort.

Føde

Isbjørnen er specialist i at fange sæler. Ringsælen er dens vigtigste byttedyr. Det er især unger og yngre uerfarne sæler, som bjørnen fanger. Isbjørnen kan snuse sig frem til ringsælens snehule, hvor ungen er, og kan med sin store vægt bryde gennem snedækket til hulen. Foråret er den vigtigste tid, hvor isbjørnen optager 75-85 % af den energi, den skal leve af resten af året. Nogle steder er grønlandssæl og klapmyds med deres nyfødte unger i marts en vigtig føde for isbjørne og også remmesæl kan være en vigtig del af føden. Desuden er der fundet hvalros, ederfugl, grønlandshaj, hvidhval, hellefisk, fjeldørreder og forskellige planterester i maven på isbjørne. Nogle af dyrene tages dog som ådsler.

Reproduktion

En isbjørnehun bliver først kønsmoden ved 4-5 års alderen, hannen et år senere. Parringen foregår i brunstperioden fra marts til juni. Isbjørne har forsinket fosterudvikling. Det vil sige at det befrugtede æg først fæstner sig i livmoren engang i oktober/november, hvorefter der sker en egentlig fosterudvikling. Fødslen finder sted allerede i månedsskiftet december/januar i et hi gravet i sneen. Hiet anlægges som oftest på land i nærheden af havet, men kan i Beauforthavet også anlægges på den flerårige drivis. Hunnen føder 1 eller oftest 2 unger som kun vejer ca. 600 gram ved fødslen. Hunnen har 4 dievorter og ungerne vokser hurtigt på mælken som indeholder 45 % fedt.

Tilpasning til arktisk levevis

Isbjørnen er fantastisk godt tilpasset arktiske forhold og livet på havisen Den er specialiseret til at jage ringsæler på isen, og når det er dårligt vejr eller den ikke finder føde, kan den drosle ned for sit stofskifte og dermed spare energi. Den korte drægtighedsperiode er en god tilpasning til arktiske forhold. Den hvide pels består af lange slidstærke og vandafvisende dækhår med en tæt isolerende underuld. Under huden har isbjørnen et op til 10 cm tykt spæklag, der er dens energilager, og som hjælper med til at isolere mod kulden. Isbjørne klarer temperaturer ned til -40º C uden at bruge ekstra energi på at holde varmen.

Den hvide farve er med til at kamuflere isbjørnen over for et bytte. Der er også pels på labberne som isolering mod kulden, og desuden kan isbjørne hurtigt oplagre fedt. Til gengæld kan de klare længere perioder uden føde, hvor de tærer på det oplagrede fedt.

Isbjørne svømmer godt og kan svømme mange kilometer, idet de især bruge de brede forlabber. Ørene er små for at hindre varmetab. Desuden har isbjørnen meget lange og skarpe kløer, der kan bruges til at dræbe sæler.

Udbredelse

Isbjørnens forekomst i Arktis er inddelt i 19 delbestand. Fire af disse forekommer i Grønland. Data: IUCN Polar Bear Specialist Group 1997.
Isbjørnens forekomst i Arktis er inddelt i 19 delbestand. Fire af disse forekommer i Grønland. Data: IUCN Polar Bear Specialist Group 1997.
Isbjørnens forekomst i Østgrønland illusterret ved positioner for bjørne med satellitsendere, i perioderne 1993-1998 og 2007.
Isbjørnens forekomst i Østgrønland illusterret ved positioner for bjørne med satellitsendere, i perioderne 1993-1998 og 2007.

Isbjørne forekommer både i Østgrønland og Vestgrønland, og den er i øvrigt udbredt overalt i Arktis i de områder, hvor der er havis. Den findes især i de isdækkede områder over kontinentalsoklen, hvor produktionen i havet er forholdsvis stor. Isbjørnene bevæger sig meget omkring, og sammenlignet med for eksempel brun bjørn udviser isbjørne en forholdsvis ringe genetisk variation. Man har dog på baggrund af viden om bjørnenes vandringer, den genetiske variation, og fysiske barrierer som for eksempel bjergmassive, inddelt isbjørnene i 19 delbestande, hvorimellem der kun sker ringe udveksling. Der forekommer fire delbestande i Grønland: Østgrønland, Kane Basin (nord for Qaanaaq), Baffin Bugten og Davis Strædet. Måske findes der en 5. bestand i selve Polhavet nord for Grønland.

Hidtidige studier viser at isbjørnene forekommer i drivisen i Østgrønland og langs hele Østgrønlands kyststrækning.

Sporinger med satellitsendere har vist, at der i store dele af året findes isbjørne på drivisen i Østgrønland, hvor de uden problemer kan bevæge sig rundt også mod isstrømmens retning mod syd.. Isbjørne yngler især i nationalparken i Nordøstgrønland, men også fåtalligt i Sydøstgrønland. I Sydvestgrønland forekommer der også isbjørne, der kommer til området med drivisen fra Østgrønland.

I Baffin Bugten færdes isbjørnene størstedelen af året på drivisen mellem Vestgrønland og Canada. De fleste af disse bjørne bevæger sig over mod Canada i takt med at isen smelter om foråret, og langt hovedparten af hunnerne yngler på Baffin Island eller Ellesmere Island i Canada. Kun ganske få isbjørne yngler i Nordvestgrønland. Dette mønster er formentlig en langtidsreaktion mod et forholdsvis stort jagttryk i Grønland.

Status

Isbjørn på havisen. Foto: Lars Maltha Rasmussen.
Isbjørn på havisen. Foto: Lars Maltha Rasmussen.

I hele Arktis regner man med at der er 20.000 til 25.000 isbjørne. I Vestgrønland deles bestanden af isbjørne med Canada. I Davis Strædet blev bestanden i 2007 vurderet til at være ca. 2200 ud fra omfattende mærkninger og genfangster. Bestanden i Baffin Bugten blev ved samme metode beregnet til at tælle ca. 2100 dyr i 1998, men modelberegninger antyder, at bestanden på grund af stor canadisk og grønlandsk fangst var faldet til ca. 1600 dyr i 2004. Bestanden i Kane Bassin nord for Qaanaaq er beregnet til at tælle 164 dyr i 1998.

Bestanden af isbjørne i Davis Strædet forekommer mest i Canada, og jages kun lidt i Grønland, når dyr fra denne bestand optræder i randen af drivisen ud for den vestgrønlandske kyst.

Antallet af isbjørne i Østgrønland derimod kendes ikke. Det skyldes, at der aldrig er foretaget optællinger af bestanden i de store, isdækkede områder i Østgrønland. Der planlægges dog undersøgelser, der måske vil kunne belyse dette i løbet af 2010.

Isbjørn er kategoriseret som sårbar på Grønlands Rødliste og IUCN's rødliste.

Denne vurdering skyldes bl.a. at man forventer en reduktion på over 30 % i antallet af isbjørne i løbet af de næste tre isbjørnegenerationer (dvs. 45-50 år) som følge af klimaændringerne. I USA blev isbjørnene i 2007 vurderet som "truet". Også i dette tilfælde, fordi det forventes, at isbjørnebestandene vil gå tilbage på grund af tilbagegangen i havisen forårsaget af den globale opvarmning. Ved isbjørnenationernes møde (USA, Canada, Grønland, Norge, Rusland) i marts 2009 i Tromsø i Norge var konklusionen også klar: Opvarmningen og isens tilbagegang er en stor trussel mod isbjørnene.  

Et varmere klima indskrænker isens udbredelse og dermed isbjørnenes leveområder.

Forskning

Lokaliteter i Baffin Bugten hvor 41 hunner fik monteret satellitsender i perioden 1991-1995. Data: Grønlands Naturinstitut og Nunavut Wildlife Management. Data: Bortmann et al 2009.
Lokaliteter i Baffin Bugten hvor 41 hunner fik monteret satellitsender i perioden 1991-1995. Data: Grønlands Naturinstitut og Nunavut Wildlife Management. Data: Bortmann et al 2009.
Sporene fra de 41 satellitmærkede isbjørne viser kun ringe overlap mellem delbestanden i Baffin Bugten og Davis strædet. Data: Se figuren herover.
Sporene fra de 41 satellitmærkede isbjørne viser kun ringe overlap mellem delbestanden i Baffin Bugten og Davis strædet. Data: Se figuren herover.

Den grønlandske forskning har bl.a. haft til formål at finde ud af, hvor mange bestande der findes, og fastslå størrelsen af de forskellige bestande. Det er et helt nødvendigt kendskab at have, for at kunne fastsætte kvoter for fangsten af isbjørne med henblik på en bæredygtig forvaltning.

Ud fra omfattende mærkninger og genfangster har man i Kane Bassin, Baffin Bugt og Davis Strædet fået oplysninger om bestandenes køns og alderssammensætning samt deres vækstpotentiale. Via undersøgelser af fangsten og interviews med fangere har man kunnet få oplysninger om fangstens køns- og alderssammensætning. Ved at sammenholde disse oplysninger med bestandsstørrelsen kan man beregne bæredygtig fangst og vurdere, hvordan fangsten påvirker bestandene. Isbjørnenes slægtskabsforhold er blevet undersøgt ved at studere vævsprøver fra dyr der er nedlagt i forskellige områder, men også fra dyr fanget i forbindelse med fangst til mærkning. Undersøgelserne har vist, at der ikke er særlig stor genetisk forskel på isbjørne fra forskellige områder, hvilket kan hænge sammen med at enkelte individer kan vandre meget langt væk fra deres fødested.

Siden midten af 1960´erne har man fanget og mærket isbjørne. De første mærkninger i Grønland foregik i 1973. Og siden begyndelsen af 1980´erne har man udstyret isbjørne med satellitsendere, for at kunne følge deres vandringer mere detaljeret. Satellitsporingerne har givet et meget præcist og nuanceret billede af isbjørnenes vandringer, og det har været muligt ud fra dem at afgrænse forskellige delbestande. Fangsten af isbjørne til mærkning er især foregået fra helikopter, men i Canada også fra snescooter, og ved Svalbard fra skib. Bjørnene bedøves, medens forskerne undersøger bjørnen. Der tages forskellige mål for at fastslå væksten, og køn og omtrentlig alder bestemmes. Desuden trækker man en lille ca. 1 cm lang tand ud for at bestemme den rigtige alder. Der tages desuden vævs-- og blodprøver til undersøgelser af forurening og sygdomme. Desuden tatoveres et nummer på indersiden af overløben, og bjørnen forsynes med et øremærke af plastik. Så kan man genkende den, hvis den senere fanges af biologer eller nedlægges af fangere

Isbjørnen er som et rovdyr placeret højt i fødekæden, og den lever af høj grad af spæk fra sæler. Derfor er den meget udsat for at optage miljøgifte i form af "POP´er", Persistent Organic Pollutants, hvilket betyder svært nedbrydelige miljøgifte, der især ophobes i sælernes fedt. Der har derfor været forsket i POP´ernes betydning for isbjørnenes trivsel. Et højt POP-Niveau i isbjørne kan bl.a. medføre misdannelse af kønsorganer, fosterskader, skader på indre organer og nedsat immunforsvar. Man frygter derfor, at de giftige stoffer kan svække isbjørnene så meget, at de får vanskeligt ved at formere sig eller klare de udfordringer som klimaforandringerne medfører.

Danmarks Miljøundersøgelsers afdeling for Arktisk Miljø, har i samarbejde med Grønlands Naturinstitut og grønlandske fangere siden 1980´erne foretaget opfattende studier af forureningen i de østgrønlandske isbjørne. Isbjørne i dette område er sammen med dem i Barentshavet og Karahavet i det vestlige Rusland de mest forurenede i Verden. I Østgrønland har man bl.a. set tegn på, at forureningen kan påvirke isbjørnenes knogler og størrelsen af deres kønsorganer.

Forvaltning

Fordelingen af fangsten af 293 isbjørne i Qaanaaq og Upernavik kommuner i perioderne 1991-2000 (n=145 og 2001-2005 (n=148).
Fordelingen af fangsten af 293 isbjørne i Qaanaaq og Upernavik kommuner i perioderne 1991-2000 (n=145 og 2001-2005 (n=148).
Isbjørnen er en god svømmer og tilbagelægger mange km til havs. Foto: Flemming Ravn Merkel
Isbjørnen er en god svømmer og tilbagelægger ofte mange km til havs. Foto: Flemming Ravn Merkel

Det er Grønlands Selvstyre, der kvotesætter og forvalter fangsten af de levende resurser. Siden 1993 er fangsten registreret af Landsstyret og oplysninger om fangst udgives i et informationshæfte om fangst og jagt, Piniarneq.

Spørgsmål om fangst og kvoter skal stiles til Departementet for fiskeri, fangst og landbrug.

Isbjørne har været et eftertragtet bytte og de har været jaget så længe der har været mennesker i Grønland. Der er stor prestige i at nedlægge en bjørn, men salg af skind, kranium og kløer fra en isbjørn kan give fangeren en indtægt. Kødet spises lokalt, og det er meget værdsat. Fangsten er traditionelt foregået fra hundeslæde, men siden engang i 1990´erne er en stadig større del af fangsten taget fra både, hvilket skyldes at perioderne med islæg er blevet kortere som følge af klimaforandringer. Enkelte bjørne nedlægges i forbindelse med at de opsøger bygder.

Ifølge Piniarneq blev fangsten i perioden og frem til 2005 næsten fordoblet fra ca. 130 til 240 isbjørne årligt. Den øgede fangst kan skyldes isens tilbagegang, og at flere isbjørne optræder tættere på land. Desuden har man været mere effektiv, idet anvendelsen af hurtige joller har bevirket, at fangerne på kort tid har kunnet afsøge et større område sammenlignet med slæde.

Fangsten har været af afgørende betydning for antallet af isbjørne, og formentligt også i en vis udstrækning på deres udbredelse og valg af hiområder både i Nordvestgrønland og i Sydøstgrønland. En omfattende fangst fandt sted fra slutningen af 1800-tallet og ind i begyndelsen af 1900-tallet, hvor også europæiske hvalfangere og fangstmænd nedlagde isbjørne. Meget tyder på, at bestandene af isbjørne i Vestgrønland blev overudnyttet. I Østgrønland er den fangst af isbjørne gået tilbage siden begyndelsen af 1900-tallet. Her er fangsten forholdsvis stor, men man kender ikke bestandens størrelse, og kan derfor ikke vurdere, hvordan den påvirkes af fangsten.

Den kraftige overudnyttelse af isbjørne mange steder i Arktis førte i 1956 til totalfredning isbjørne i Rusland og i 1974 på Svalbard (Norge). Siden 1967 har der været kvoter på fangsten i Canada. Grønland indførte kvoter på fangsten af isbjørne i 2006. Dette skyldes bl.a. at den samlede canadisk-grønlandske fangst i Kane Bassin og Baffin Bugten i årene op til 2006 var dobbelt så stor, som den biologiske rådgivning anbefalede.

Med i billedet hører, at fangere fra Baffin Island og i Nordvestgrønland i hhv. 2005 og 2006 under interviews berettede om, hvordan de har set flere isbjørne i deres jagtområder i de senere år. Mange mente, at det skyldes at bestandene i Kane Bassin og Baffin Bugt er øget, mens andre tænkte, at bjørnene havde ændret udbredelse og var kommet nærmere kysten pga. isens tilbagegang. Der er således en modsætning mellem resultaterne af de videnskabelige undersøgelser og det, som fangerne oplever. Andre steder i Arktis, hvor havisen er gået tilbage, har man dog konstateret, at isbjørnene optræder mere langs land.

I 2006 blev den samlede grønlandske kvote sat til 150 isbjørne årligt, hvilket var en væsentlig reduktion i forhold fangsten i perioden op til 2006. En treårig plan for en gradvis reduktion af fangsten i Vestgrønland blev godkendt af landsstyret i 2007.

I dag samarbejdes der internationalt om forvaltningen af isbjørne, hvilket i høj grad er nødvendigt, da flere lande ofte deler de samme bestande. I 1973 lavede de lande, der har isbjørne, den Internationale Aftale om Beskyttelse af Isbjørne. Denne aftale blev ratificeret af landene i Oslo i 1981. Man oprettede under (The World Conservation Union) den Internationale Isbjørnespecialistgruppe, hvor man også samarbejder om bestandsovervågning og forskning.

Den 21. februar 2008 indførte Landsstyret et midlertidigt stop for eksport af isbjørneprodukter fra Grønland, da man på baggrund af oplysninger om bestandenes størrelser sammenholdt med fangstens størrelse, ikke med sikkerhed kunne konkludere at fangsten er bæredygtig. Den samlede fangst af isbjørne i Vestgrønland og Canada oversteg i 2008 stadig de biologiske anbefalinger, og bestandens størrelse i Østgrønland kendes ikke. Desuden findes der ikke noget registreringssystem i Grønland, som kan være med til at skelne mellem isbjørneprodukters oprindelse. Det har derfor ikke været muligt at dokumentere, at den nuværende eksport af isbjørneprodukter fra Grønland ikke har en skadevirkning.

Find oplysninger om Pinngortitaleriffiks rådgivning her.

Opdateret 21.09.2016
123porn.me