Ny bog om isbjørne og fangernes viden i Nordvestgrønland

Svømmende isbjørn. Foto: Flemming Ravn Merkel
Svømmende isbjørn. Foto: Flemming Ravn Merkel
Bogen om isbjørne og fangerviden
Bogen om isbjørne og fangerviden

20.01.11

Resultaterne af en Grønlands Naturinstituts (GN) interviewundersøgelse om isbjørnefangsten i Nordvestgrønland er udkommet på engelsk. Resultaterne er tidligere udgivet på grønlandsk og dansk, men fordi interessen for den grønlandske isbjørne-fangst er meget stor i Canada og Alaska og andre arktiske områder, udsendes bogen nu også på engelsk.

Bogen er baseret på indgående interviews i 2006 med 72 erfarne isbjørnejægere i Nordvestgrønland og giver detaljerede beskrivelser af 588 isbjørnefangster foretaget af isbjørnejægere fra 1952 til 2005. Undersøgelsen blev iværksat, fordi jagtstatistikken pegede på, at fangsten af isbjørne i Nordvestgrønland var øget meget siden begyndelsen af  1990'ere. Denne ændring forekom samtidig med markante ændringer i vejrforhold og en nedgang i  havisen i Nordvestgrønland. Oplysningerne fra isbjørnejægerne danner grundlag for en detaljeret og enestående beretning om isbjørnejagt, isbjørnens biologi, klimaændringer og disse ændringers indvirkning på isbjørnene og jagten på dem.

Studiet blev udført af Grønlands Naturinstitut i samarbejde med Inuit Circumpolar Council (ICC) og Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Landbrug (Grønlands Selvstyre).

Forfatterne er Erik W. Born (Seniorforsker ved GN, Nuuk), Anna Heilmann (ekstern konsulent for GN, Nuuk), Lene Kielsen Holm (Director of International Sustainable Development, ICC, Nuuk) og Kristin L. Laidre (forsker ved GN).

Bogen, hvis titel er "Polar Bears in Northwest Greenland: an interview survey about the catch and the climate" er udkommet på Museum Tusculanums forlag og kan bestilles på hjemmesiden (http://www.mtp.dk) Bogen er på 232 sider og har mange illustrationer.

 For yderligere information kontakt seniorforsker Erik Born, Grønlands Naturinstitut, telefon +45 32 83 38 25 eller pr. e-mail: ewb@remove-this.ghsdk.dk

Eller afdelingschef Fernando Ugarte: +299 36 12 42, e-mail feug@remove-this.natur.gl

Opdateret 26.10.2015