Marsvin

Marsvin. Foto: Maria Iversen
Marsvin. Foto: Maria Iversen
Billede af marsvin taget i Norge. Foto: Fernando Ugarte
Billede af marsvin taget i Norge. Foto: Fernando Ugarte

Phocoena phocoena

Udseende og føde

Marsvin er en lille tandhval, der er mørk på ryggen, rygfinnen og lufferne og lys på bugen. Et voksent marsvin er 130-170 cm lang og vejer 40-60 kg, hvilket gør marsvin til den mindste hvalart i Grønland. Hunnerne er ofte noget større end hannerne, og selvom marsvin kan blive mere end 20 år, dør de fleste langt tidligere. Føden består især af små fisk som lodde og torsk samt blæksprutter og krill.

Udbredelse

Marsvin er vidt udbredt især i kystnære områder fra Svalbard til Portugal og tværs over det Nordlige Atlanterhav. Bestandens størrelse er kun delvist kendt, men man regner med minimum 700.000 dyr i Nordatlanten. I Grønland kan marsvin observeres året rundt langs vestkysten, men der er særligt mange om sommeren. I 2007 blev der ud fra flytællinger lavet et bestandsestimat på 33.000 dyr. Det kan være svært at se marsvin i naturen, da de som oftest lever alene eller i små grupper og generelt holder sig fra motorbåde og anden larm.

Status og forvaltning

Marsvinefangsten har været dokumenteret i mere end 100 år og er elektronisk registreret siden 1993. I perioden 1993-2001 blev der fanget mellem 1400 og 2000 marsvin per år.  Fangsten er dog steget markant med årlige fangster mellem 1700 og 3200 marsvin i perioden 2002 - 2009. Fangsten sker hovedsageligt ud for Maniitsoq, hvor man finder den største koncentration af marsvin i Grønland. Fangststatistikken medregner ikke dyr, som er ramt men mistet og må derfor anses som et minimum tal for den faktiske fangst. Selvom fangsten er høj sammenlignet med bestandsestimatet fra 2007 er marsvinefangsten ikke underlagt nogen kvotering.  

Forskning

Der har i tidens løb ikke været meget fokus på marsvin men Naturinstituttet færdiggjorde i 2011 en undersøgelse af marsvins tilpasning til klimaforandringer. Det viste sig at marsvin var i bedre fysisk stand i 2009 end i 1995. Forklaringen menes at være Atlanterhavs torsken, som i de senere år har været ret almindelig på bankerne i Vestgrønland som følge af de varmere havstrømme.

Læs også om Marsvinene trives i et varmere Grønland

Opdateret 21.09.2016
123porn.me