Narhval

Flok af narhvaler. Foto: Flemming Ravn Merkel
Flok af narhvaler. Foto: Flemming Ravn Merkel

Monodon monoceros

Udseende og føde

Narhvalen er i familie med hvidhvalen og er en mellemstor tandhval, der bliver omkring 4-5 meter lang. Hannerne forlænges yderligere af den karakteristiske tand, som vokser ud fra venstre side af dyrets overkæbe. Tandens længde afhænger af dyrets alder, men den kan blive op til 3 meter lang. Det kan forekomme, at narhvalen har to tænder, som vokser ud side om side, men i langt de fleste tilfælde ses én tand. Unge narhvaler er brune/grålige, men med alderen bliver den grå farve mørkere og dyrene bliver mere sort-hvid spættede. Voksne dyr har kun en smal sort aftegning, som strækker sig nedover ryggen. Narhvalerne lever hovedsageligt af hellefisk og blæksprutter, men også torsk/polartorsk og rejer udgør en del af deres føde.

Narhvalernes udbredelse
Narhvalernes udbredelse.

Udbredelse

Narhvalens udbredelse er begrænset til de atlantiske dele af Arktis, og i Grønland forekommer de både langs øst- og vestkysten. I sommermånederne finder man narhvalerne i lavvandede fjorde og kystnære områder. I løbet af efteråret, når isen dannes, er narhvalerne tvunget til at forlade områderne med fast havis og de bevæger sig ud i åbne farvande i områder med tæt pakis for at søge føde. Forskere fra Grønlands Naturinstitut har vist, at disse efterårs- og vinterfødesøgningsområder er særligt vigtige for narhvalerne, da det er i denne periode, narhvalerne indtager størstedelen af deres føde i løbet af et helt år. Narhvalernes vandringer i nordvest Atlanten kendes på nuværende tidspunkt bedre end vandringerne for narhvalerne i Østgrønland. Om sommeren finder man bestande af narhvaler i Melvillebugten og Inglefield Bredning fra maj - oktober og i fjordene i det højarktiske canadiske øhav. Der er meget lidt udveksling mellem disse bestande. Narhvalerne er særligt sted tro overfor deres sommer- og vinteropholdsteder, og de samme individer kommer generelt tilbage til de samme områder år efter år. Satellitmærkning af narhvaler i det højarktiske canadiske øhav har vist, at narhvalerne også er særligt tro overfor deres vandringsruter. De følger hvert år de samme ruter og tager af sted på stort set samme tid af efteråret på vej til deres vinteropholdssteder i Baffin bugten og Davistrædet. Her opholder de sig fra sen november til april og vinterpladserne er tilsyneladende der, hvor narhvalerne fra de forskellige sommerbestande mødes. I løbet af foråret følger narhvalerne iskanten tilbage til deres faste sommeropholdspladser i det højarktiske canadiske øhav samt Melvillebugten og Nordvandet i Nordvestgrønland

En narhval flænses. Foto: Mads Peter Heide-Jørgensen
En narhval flænses. Foto: Mads Peter Heide-Jørgensen

Fangst

Fangst af narhval og hvidhval er blandt de vigtigste for både de nordgrønlandske og de østgrønlandske fangere, og det er de eneste to tandhvalarter, som er underlagt en årlig kvote. Narhvalerne var stærkt jaget fra slutningen af 1800 tallet og fremefter og i perioden 1993-2003 blev der i gennemsnit fanget 519 narhvaler årligt. Den uregulerede fangst af narhvaler fik bestandsstørrelserne til at falde betydeligt og i 2004 blev arten underlagt den årlige kvote.

Status og forvaltning

Grønlands Naturinstitut samarbejder med NAMMCO og JCNB (Joint Commission on Conservation and Management of Narwhal and Beluga) om at fastslå bestandsstørrelserne af populationer af nar- og hvidhvaler, som deles med og også fanges i Canada. På baggrund af de beregnede bestandsstørrelser, rådgiver JCNB herefter Grønlands Selvstyre om bæredygtige fangstkvoter. Det er på baggrund af denne rådgivning, at Selvstyret årligt fastsætter en kvote for fangsten og kvoten fordeles på de særskilte bestande af narhvaler i Grønland. Handel af narhvalprodukter er reguleret af CITES. Grønlands Selvstyre har indført et midlertidigt stop for eksport af alle narhvalsprodukter. Ligeledes har Den Europæiske Union, EU, strammet CITES reglerne ved at forbyde al import af narhval-produkter og det er ikke lovligt at indføre til EU, undtagen i forbindelse med, at en person, registreret som fastboende i Grønland, flytter til et EU land. Den tidligere intensive jagt har ført til et fald i antallet af narhvaler og derfor betragtes de som Kritisk truet på den Grønlandske Rødliste. Jagt i Grønland og Canada udgør den største trussel, men på en global skala anses narhvalen for Næsten truet (IUCN's Rødliste) da det antages at arten vil være under varig national og international overvågning og forvaltning.

Fangere hjælper med mærkning af narhval med satellitsender. Foto: Kristin Laidre
Fangere hjælper med mærkning af narhval med satellitsender. Foto: Kristin Laidre

Forskning

Med hjælp fra både grønlandsk, dansk og international finansiering, har Grønlands Naturinstitut intensiveret forskningen og moniteringen narhvaler i de seneste år. Undersøgelserne foregår ofte i tæt samarbejde med lokale fangere og fokuserer på hvalernes vandring, reproduktion og alder, samt tællinger fra fly. De seneste års forskning har især omhandlet satellitmærkning af narhvaler i Øst- og Vestgrønland. Satellitmærkning gør det muligt at følge enkelte individer over lange afstande. Det kan fortælle os om narhvalernes vandringsmønstre, hvor de opholder sig sommer og vinter og hvordan bestandene hænger sammen. F.eks. om der er tale om én stor bestand af narhvaler eller flere isolerede bestande. Udover hvalernes vandringsmønster kan satellitmærkning også give et indblik i hvalernes dykkemønster. Her blandt andet, hvor meget tid hvalerne i gennemsnit bruger i overfladen. Den viden er essentiel i forbindelse med de flytællinger, som GN udfører, så forskerne kan korrigere tællingerne for neddykkede dyr.

Læs mere om forskning i narhvaler her

Opdateret 21.09.2016