Ringsæl

Ringsæl i Diskobugt. Foto: Carsten Egevang.
Ringsæl i Diskobugten. Foto: Carsten Egevang.
Model af ringsæl med unge i snehule oven på isen. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.
Model af ringsæl med unge i snehule oven på isen. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.
Ringsæl mavesæk og indhold af Themisto.
Themisto.

Pusa hispida

Størrelse

Ringsælen er den mindste af de grønlandske sæl-arter. Længden af voksne kønsmodne individer varierer typisk fra 1.10 m til 1.45 meter fra snude til halespids, og vægten er fra 50 til 110 kg om vinteren, når de er fedest. De fleste ringsæler er tyndest om sommeren, og da vil de i gennemsnit have tabt ca. 1/3 af deres vintervægt. Der fanges dog af og til større ringsæler på op til 1.70m og 150 kg. Disse store ringsæler er talrige i Kangia (Isfjorden ved Ilulissat). I Disko Bugten snakker man om derfor om kitaajaqqat (de små fra vest), som er den mindre type, der fanges langs hele kysten, og Kangiata natsiit, som er de store inde fra fjorden. Nogle af disse store ringsæler fanges også i fjorde nord for Ilulissat, men de aftager stærkt i antal mod nord. Hvor forskellige disse ringsæler er genetisk og morfologisk og adfærdsmæssigt, er endnu ikke beskrevet i detaljer, og man ved derfor endnu ikke med sikkerhed, om de er forskellige underarter, der skal forvaltes hver for sig.

Føde

Hovedparten af ringsælerne ved Grønland lever i de isfyldte områder i Nord- og Østgrønland, og der spiser de mest polartorsk og Themisto (en slags tanglopper der lever i de frie vandmasser - se billede af mavesæk). Kosten bliver mere varieret,  i subarktis, hvor eksempelvis lodde, uvaq og krill ofte er på menuen.

Reproduktion

Ungerne fødes i marts eller april i en hule, der er udgravet i en snedrive (se billede). Ved fødslen er de ca. 60 cm lange og vejer omkring 4.5 kg. Data fra fast-is-områder i Canada viser, at ungerne dier i 6-7 uger, og ringsæl-ungene derfra er i gennemsnit ca. 88 cm lange og vejer 22 kg, når de forlades af moderen. Isforholdene kan dog have stor indflydelse på dieperiodens længde. Data fra drivis områder i det Okhotske Hav viser, at ringsælerne der kun dier i ca. 3 uger. Parringen formodes at foregå i slutningen af eller lige efter dieperioden. Hannernes dykkeadfærd (mange lave dyk), og bidmærker på kroppen indikerer, at de aktivt forsvarer territorier under isen. De vil ofte også udskille et kraftigt lugtende sekret fra kirtler i ansigtet. Dette bruges til at afmærke åndehuller og huler, og deres kød får en anderledes lugt og smag, når de er i denne tilstand, som kaldes ”tiggak”. Hanner i ”tiggak” kan i nogle områder mødes hele vinteren fra starten af isdækket, så dette fænomen er ikke kun begrænset til yngleperioden. 

Fældning

Enkelte ringsæler begynder at fælde (skifte hår) allerede sidst i april, og hannerne kan godt både være tiggak og fælde på samme tid.  Antallet af fældende sæler stiger i maj og topper i juni.

Udbredelse

Figuren viser udbredelsen af de forskellige underarter af ringsæl.
Figuren viser udbredelsen af de forskellige underarter af ringsæl.

Ringsælerne har en cirkumpolar udbredelse, og findes i stort set alle nordlige områder, hvor der regelmæssigt dannes vinteris. Ringsælerne inddeles i fem underarter hvoraf de arktiske ringsæler (Pusa hispida hispida) er langt den største gruppe. Det er usikkert hvor mange ringsæler der er i alt, men et kvalificerede gæt på 6-7 millioner har været fremsat. Heraf er ca. 1 million af underarten Pusa hispida ochotensis, mens de tre andre sydlige underarter tilsammen kun udgør i omegnen af 10.000 individer. Tætheden af de arktiske ringsæler er ikke estimeret i hele dens udbredelses område, og estimatet på ca. 5 millioner Arktiske ringsæler er derfor delvist baseret på ekstrapolering. Det vil sige, at man ud fra de surveys har beregnet den gennemsnitlige tæthed af ringsæler i forskellige istyper; eks. fastis i fjorde, fastis i kystområder og pakis. Derefter har man fra satellitkort beregnet hvor store områder der findes med de forskellige istyper, og så ganget arealet med den gennemsnitlige tæthed af ringsæler. De arktiske ringsæler kan sandsynligvis inddeles i flere afgrænsede bestande, som kun har lidt gensidig udveksling. De eksisterende data indikerer at det kun er få ringsæler, der krydser det åbne vand imellem isen i Baffin Bugten/Davis Strædet og storisbæltet i Øst- og Sydvestgrønland. Genfangster af ringsæler med luffemærker, og satellit-sporinger viser til gengæld, at ringsæler ofte krydser Baffin Bugten frem og tilbage mellem Vestgrønland og Østcanada.  

Status

Ringsælernes jævne udbredelse i hele Arktis gør dem langt mere robuste imod overudnyttelse sammenlignet med de sæler som samles og yngler koncentreret i bestemte områder. Ringsælen er da også kategoriseret som ikke truet på den grønlandske rødliste.

Forvaltning

Rådgivning om fangst og forvaltning hører under NAMMCO, og her blev man i 1995 bedt om at udarbejde en rådgivning, som bl.a. skulle belyse om den relativt store fangst af ringsæler er bæredygtig. Arbejdet med denne rådgivning viste, at der stadig er store mangler i vores viden om ringsæler. Især ved vi kun lidt om de ringsæler, der opholder sig i udenskærs drivisområder om vinteren. Alligevel blev ringsælen kategoriseret som ”ikke truet”, med begrundelse i ringsælens jævne udbredelse i et meget stort område. Størstedelen af ringsælerne lever uden for fangernes rækkevidde. Samtidig viser analyser af fangsten, hovedsageligt består af unge ikke kønsmodne dyr, hvilket gør fangstens betydning for bestandsudviklingen mindre. Fangst kan dog godt reducerer ringsælerne lokalt, og lokale reguleringer (som der findes en del af), kan derfor være med til at øge antallet og produktiviteten af de ringsæler, som lever tæt på fangst-områder.

Forskning

Stor ringsæl fra Kangia (Jacobshavn Isfjord), med data-logger der måler og sender (via satellit) data om vandets saltholdighed og temperaturer ned gennem vandsøjlen.

Ringsæler har vist sig at have meget forskellig adfærd i forskellige områder. Nogle steder er de fleste sæler meget stationære, mens de andre steder svømmer lange strækninger. Det er derfor et stort og bekosteligt arbejde at kortlægge ringsælernes færden i hele deres udbredelsesområde. Heldigvis for denne forskning har oceanografer fået øjnene op for at satellitsendere på sæler bl.a. kan bruges til at samle data om vandets temperatur og saltholdighed ned igennem vandsøjlen, når sælen dykker. Her kan særligt ringsælen gøre gavn, fordi mange ringsæler lever i isfyldte farvande, hvor det kan være umuligt eller meget dyrt og besværligt komme rundt i med båd. Derfor bruges ringsæler i disse år som indsamlere af oceanografiske data og samtidigt får man data om sælernes adfærd.

 

Opdateret 24.10.2015
123porn.me