Ringsæl

Pusa hispida

Størrelse

Ringsælen er den mindste af de grønlandske sælarter. Længden af voksne kønsmodne individer varierer typisk fra 1,10 til 1,60 meter fra snude til halespids, og vægten er fra 50 til 110 kg om vinteren, når de er fedest. De fleste ringsæler er tyndest om sommeren, og da vil de i gennemsnit have tabt ca. 1/3 af deres vintervægt. Der fanges dog af og til ringsæler der er væsentligt større, helt op til 180 cm. De store ringsæler ses oftest i bunden af isfyldte fjorde, og der fanges kun få. De to typer af ringsæl ser ud til at leve meget forskelligt. Den lille ringsæl yngler ude i pakisen, mens den store yngler på fastis. Konkurrencen om de bedste fastisområder kan være stor, og det er sikkert med til at fremavle meget store sæler i nogle områder. 

Føde

Hovedparten af ringsælerne ved Grønland lever i de isfyldte områder i Nord- og Østgrønland, og der spiser de mest polartorsk og parathemisto (en slags tangloppe). Kosten er mere varieret i åbentvandsområderne, hvor eksempelvis lodde, uvaq og krill ofte er på menuen.

Reproduktion

Ungerne fødes i marts eller april i en hule, der er udgravet i en snedrive. Ved fødslen er de ca. 60 cm lange og vejer omkring 4,5 kg. Data fra fastisområder i Canada viser, at ungerne dier i 6-7 uger, og ringsæl-ungene derfra er i gennemsnit ca. 88 cm lange og vejer 22 kg, når de forlades af moderen. Isforholdene kan dog have stor indflydelse på dieperiodens længde. I drivisområder i det Okhotske Hav (øst for Rusland) dier ungerne kun i ca. 3 uger. Parringen formodes at foregå i slutningen af eller lige efter dieperioden. Hannernes dykkeadfærd (mange lave dyk), og bidmærker på kroppen indikerer, at de aktivt forsvarer territorier under isen. De vil ofte også udskille et kraftigt lugtende sekret fra kirtler i ansigtet. Dette bruges til at afmærke åndehuller og huler, og deres kød får en anderledes lugt og smag, når de er i denne tilstand, som kaldes "tiggak". Hanner i "tiggak" kan i nogle områder mødes hele vinteren fra starten af isdækket, så dette fænomen er ikke kun begrænset til yngleperioden.   

Fældning

Enkelte ringsæler begynder at fælde (skifte hår) allerede sidst i april, og hannerne kan godt både være tiggak og fælde på samme tid.  Antallet af fældende sæler stiger i maj og topper i juni.

Ringsælerne har en cirkumpolar udbredelse, og findes i stort set alle nordlige områder, hvor der regelmæssigt dannes vinteris. Ringsælerne inddeles i fem underarter hvoraf de arktiske ringsæler (Pusa hispida hispida) er langt den største gruppe. Det er usikkert hvor mange ringsæler der er i alt, men et kvalificerede gæt på 6-7 millioner har været fremsat. Heraf er ca. 1 million af underarten Pusa hispida ochotensis, mens de tre andre sydlige underarter tilsammen kun udgør i omegnen af 10.000 individer. Tætheden af de arktiske ringsæler er ikke estimeret i hele dens udbredelsesområde. Estimatet på ca. 5 millioner er derfor delvist baseret på ekstrapolering. De arktiske ringsæler kan sandsynligvis inddeles i flere afgrænsede bestande, hvorimellem der kun er ringe udveksling. Eksempelvis mener man, at det kun er få ringsæler som krydser det åbne vand imellem isen i Baffin Bugten/Davis Strædet og storisbæltet i Øst- og Sydvestgrønland. Genfangster af ringsæler med luffemærker og satellitsporinger viser til gengæld, at ringsæler svømmer frem og tilbage mellem Vestgrønland og Østcanada.

Status

Ringsælernes jævne udbredelse i hele Arktis gør dem langt mere robuste imod overudnyttelse sammenlignet med de sæler som samles og yngler koncentreret i bestemte områder. Ringsælen er da også kategoriseret som ikke truet på den grønlandske rødliste.

Der er ikke noget internationalt forvaltningsorgan som regulerer fangsten af ringsæler. Rådgivning om fangst og forvaltning hører under NAMMCO, og her blev man i 1995 bedt om at udarbejde en rådgivning som bl.a. skulle belyse om den relativt store fangst af ringsæler er bæredygtig. Arbejdet med denne rådgivning viste, at der stadig er store mangler i vores viden om ringsæler. Især ved vi kun lidt om de ringsæler, der opholder sig i udenskærs drivisområder om vinteren. Alligevel blev konklusionen den ovennævnte status ”ikke truet” på rødlisten , med begrundelse i ringsælens jævne udbredelse i et meget stort område. Samtidig viser analyser af fangsten, at den hovedsageligt består af unge ikke kønsmodne dyr, hvilket er med til at gøre fangstens betydning for bestandsudviklingen mindre.  

Det er et stort og bekosteligt arbejde at kortlægge ringsælernes færden i hele udbredelsesområdet. . Heldigvis for denne forskning har oceanografer fået øjnene op for at satellitsendere på sæler bl.a. kan bruges til at samle data om vandets temperatur og saltholdighed ned igennem vandsøjlen, når sælen dykker. Her kan særligt ringsælen gøre gavn, fordi mange ringsæler lever i isfyldte farvande, hvor det kan være umuligt eller meget dyrt og besværligt komme rundt i med båd. Derfor bliver der i de kommende år lavet en række forsøg med at bruge ringsæler, som indsamlere af oceanografiske data i de forskellige dele af Grønland, hvor det er svært og dyrt at komme. Projektet vil samtidig skaffe en mængde data om ringsælerne færden og dykkeadfærd i disse områder.