Vågehval

Vågehval i Diskobugten. Foto: Malene Simon
Vågehval i Diskobugten. Foto: Malene Simon

Balaenoptera acutorostrata

Vågehvalen (også kaldet sildepisker) er den mindste bardehval på den nordlige halvkugle. Dens maksimale længde er 8-9 m og vægten ca. 8 tons. Vågehvalens rygfinne er sejlformet og henover begge brystfinner ses en bred, hvid aftegning.

Udbredelse

Fra forår til tidlig vinter opholder vågehvalerne sig i arktiske, subarktiske og nordligt tempererede sommerområder, hvor de søger føde. Føden er varieret og omfatter bl.a. små stimefisk og krill. Den internationale hvalfangst-kommision (IWC) skelner mellem fire bestande af vågehvaler i Nordatlanten: en bestand i Nordøst-atlanten, en bestand i det centrale Nordatlanten, en bestand langs den canadiske østkyst, samt en vestgrønlandsk bestand.

I Grønland ses vågehvalerne fra Grønlands sydspids langs vestkysten op til omkring Uummannaq. Der er dog rapporteret vågehvaler så nordligt som Siorapaluk ved Qaanaaq i Qaasuitsup Kommunea. Vågehvalerne ses også i Østgrønland. Man ved ikke om de vandrer helt op nord for Ittoqqortoormiit, men vågehvaler er set så højt mod nord som 75ºN.

I løbet af det sene efterår/tidlig vinter trækker vågehvalerne syd på til varmere farvande for at kælve og parre sig. Hvalernes vinterkvarter er ikke kendt, men de tilbringer sandsynligvis vinteren i tropiske farvande ud for Caribien og Vestafrika.

Jollefangst af en vågehval. Foto: GN arkiv
Jollefangst af en vågehval. Foto: GN arkiv

Fangst og forvaltning

Der er fanget vågehvaler i Grønland siden 1940'erne. Fra 1968 til 1986 opererede mindre hvalfangstskibe fra Norge i farvandene ud for Vestgrønland. I 1970erne fangede de gennemsnitligt 175 vågehvaler årligt. Efter 1977 blev den norske fangst på IWC's anbefaling reduceret til 75 vågehvaler årligt og den norske vågehvalfangst i grønlandske farvande ophørte helt i 1986. IWC fastlægger fangstkvoterne for Grønland, hvorefter Grønlands Selvstyre fordeler kvoterne mellem kommunerne. De fleste hvaler fanges syd for Diskoøen, hvor der er fartøjer udstyret med harpun-kanoner. Nord for Disko fanges hvalerne fra joller, hvor fangerne samarbejder om at nedlægge hvalen med kraftige rifler og håndholdte harpuner.

Status

Vågehvalen er kategoriseret som ikke truet både på den Globale Rødliste og på Grønlands Rødliste. Den grønlandske bestand er senest (2007) blevet beregnet/estimeret til mere end 16.600 hvaler.

Vågehval i Godthåbsfjorden i 2008. Foto: Lars Maltha Rasmussen
Vågehval i Godthåbsfjorden i 2008. Foto: Lars Maltha Rasmussen

Forskning

Storhvalerne i Grønland optælles ca. hvert 5. år, hvorefter nye bestandsestimater beregnes og rapporteres til IWCs videnskabelige komite, som chekker resultatet grundigt igennem. Som en del af tællingerne er det nødvendigt at vide, hvor meget tid vågehvalerne i gennemsnit bruger i overfladen, så der kan tages højde for de neddykkede vågehvaler, som bliver overset under flytællingerne. Forskere fra Grønlands Naturinstitut har i samarbejde med forskere fra Island igennem de seneste år mærket vågehvaler i Island og Grønland med satellitsendere med hjælp fra bl.a. fangere i Diskobugten, for at finde ud af, hvor meget tid hvalerne bruger i overfladen og skaffe viden om vågehvalernes vandring i Grønland.

Fangstskemaer giver vigtig viden

De fangstskemaer fangerne indsender indgår også som led i forskningen. Fangstskemaerne giver nyttig viden om hvalernes levevis og biologi over en lang årrække og forskning med udgangspunkt i fangstskemaerne har bl.a. dokumenteret, at vågehvalerne langs den vestgrønlandske kyst fordeler sig efter køn. Der er betydeligt flere hunner end hanner, som opholder sig i de nordlige egne, mens hannerne foretrækker i de sydlige.

Læs også om Grønlands Naturinstituts flytællinger af hvaler og hvalros og om den videnskabelige screening af tallene.

Opdateret 21.09.2016