Moskusokse

Moskusokser på sneklædt skråning ved Kangerlussuaq, Vestgrønland. Foto: Carsten Egevang
Moskusokser på sneklædt skråning ved Kangerlussuaq, Vestgrønland. Foto: Carsten Egevang
Moskusokse med kalv ved Kangerlussuaq, Vestgrønland. Foto: Carsten Egevang
Moskusokse med kalv ved Kangerlussuaq, Vestgrønland. Foto: Carsten Egevang

Ovibos moschatus

Moskusoksen er en drøvtygger, der minder både om får og okser. Snuden er håret som fårenes. Hornene er trinde og glatte som oksehorn, som er ru og meget stærkt opsvulmede. Moskusokser tilhører familien de skedehornede (Bovidae). Man troede længe, at moskusokser var en blanding af får (Ovis) og køer (Bos). Det er dog ikke korrekt og moskusoksens nærmeste slægtning er den såkaldte goral et gedelignende dyr, der hører hjemme i Asien. Moskusokser har en skulderhøjde på op til 150 cm. Voksne hanner kan veje ca. 320 kg, mens hunnerne med en vægt omkring 200 kg er noget mindre.

Hos skedehornede er hornene blivende. Begge køn har horn og ved hjælp af hornenes størrelse og udseende, kan dyret klassificeres som kalv, ungdyr eller voksen og kønnene kan skelnes fra hinanden. Hunnernes horn er generelt mindre end hannernes og vokser aldrig sammen på midten. Hannernes horn vokser sammen og danner en pandebrask. Når hannerne i løbet af parringssæsonen slås mod hinanden i kamp om hunnernes gunst, er det pandebrasken, de støder sammen. Det kan høres vidt omkring, når to moskushanner løber panderne mod hinanden.

Moskusokser har en fortræffelig form for beskyttelse mod den arktiske vinter. Deres pels er to-laget med en tyk inderuld (qiviut) og en kraftig ydre pels bestående af lange mørke dækhår. Inderulden kastes om sommeren.

Føde

Moskusokser er drøvtyggere, og deres føde består af forskellige græsser, halvgræsser og skud fra pil. Deres fordøjelseskanal er tilpasset denne relativ svært fordøjelige føde. I forhold til rensdyr, som er mere specialiserede i deres fødevalg, har moskusokser bl.a. en længere fordøjelseskanal. Det resulterer i en længere passagetid for føden, som igen gør det muligt, at udnytte føde af lav kvalitet mere effektivt. Men det betyder også at de, sammenlignet med rensdyr, er nødt til at bruge mere tid på at tygge drøv (ruminere).

Yngletid

Moskusoksernes parringssæson varer fra sent i august til tidligt i oktober. I sommer- og parringssæsonen lever moskusokser i "falske" harem. Det vil sige, at der i flokkene på 5-10 dyr ofte er mere end én han. Der er en ældre, dominant han på mere end 6 år, og han tillader tilstedeværelsen af yngre ikke-dominante hanner. Hunnerne føder én kalv, i sjældne tilfælde to kalve, i april-maj, efter ca. 9 måneders drægtighed. I området ved Kangerlussuaq kunne hunnerne førhen få kalve hvert år, mens moskuskøerne i Østgrønland oftest får kalve hvert andet år. I vinterhalvåret har moskusokserne tendens til at samle sig og grupper på 50-60 dyr er ikke usædvanligt.

Udbredelse

Moskusoksens udbredelse. Med rødt er angivet udbredelsen ved begyndelsen af 1900-tallet, med blåt er angivet områder hvor der siden er sket udsætninger. Kilde: Wikimedia.
Moskusoksens udbredelse. Med rødt er angivet udbredelsen ved begyndelsen af 1900-tallet, med blåt er angivet områder hvor der siden er sket udsætninger. Kilde: Wikimedia.

Vilde moskusokser findes i det nordlige Canada, Grønland og Rusland. I Grønland er moskusokserne naturligt forekommende i de nordlige og nordøstlige dele af landet. Moskusokser fra Nordøstgrønland blev introduceret til Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord i Vestgrønland i 1960'erne. Denne population er vokset og har været ophav til nye introduktioner af moskusokser på flere forskellige lokaliteter i Vestgrønland.

Status

Den samlede grønlandske bestand af moskusokser i dag er ukendt. De seneste tællinger af moskusokser i Nordøstgrønland er ca. 20 år gamle og anslog bestanden til at være 9-13.000 dyr. Der er mere viden om den introducerede population ved Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord. I 1960'erne blev der udsat 27 okser, og denne bestand havde gennem de følgende fire årtier den hurtigste vækstrate i verden. Det anslås at den nuværende bestand er på 10-25.000 dyr. Mindre viden findes om de øvrige introducerede populationer i Vestgrønland, men meget tyder på at de også har oplevet god vækst. Kvoteret jagt er også her blevet indført.

Opdateret 24.04.2012
123porn.me