Rensdyr

Foto: Carsten Egevang
Foto: Carsten Egevang
Figur 1. Lokaliteter og navne på de 12 rensdyrbestande langs vestkysten af Grønland.
Figur 1. Lokaliteter og navne på de 12 rensdyrbestande langs vestkysten af Grønland.

Rangifer tarandus spp.

Biologi

Rensdyr lever langs kysterne i vest og nordvest Grønland. Der skelnes mellem "oprindelige" og "forvildede tamrener". De forvildede tamrener er, ligesom moskusokserne, blevet indført til Vestgrønland af mennesker i henholdsvis 1952 og 1963-65. Der kendes to nulevende underarter af rensdyr, Rangifer tarandus, i Grønland, og disse er stort set ens.

Udbredelse

Langs den grønlandske vestkyst skelner vi mellem 12 rensdyrbestande (figur 1). Grænserne mellem de forskellige populationer stemmer overens med jagtområder og udvekslingen mellem dem forhindres i høj grad af de naturlige barrierer i landskabet. For ganske nyligt er rensdyr genindvandret til halvøen Tuttulissuaq (Cape Seddon, ca. 75°N) i den sydlige del af Melville Bugten. En særlig underart af rensdyr, R. t. eogroenlandicus, levede tidligere langs kysterne i Nordøstgrønland, men de uddøde for mere end 100 år siden. Årsagen menes at være gentagne vintre med dårligt vejr. Tamrener blev indført i Grønland første gang i 1952. Dyrene kom med skib fra Finmark i det nordlige Norge og blev sat ud i det indre af Godthåbsfjorden ved Itinnera i nærheden af bygden Kapisillit. Udsætningen var utrolig succesrig og antallet af rensdyr er steget til flere tusinde. Det formodes, at de forvildede tamrener i dag udgør størstedelen af den såkaldte Ameralikbestand. Flere efterfølgende udsættelser i Vestgrønland af rensdyr er gjort med dyr fanget ved Kapisillit.

Status

Flere undersøgelser viser, at antallet af rensdyr i Vestgrønland har været højt det seneste årti. Information fra jagtdata antyder endog, at antallet af rensdyr har været højt siden 1970'erne. Samtidig viser jagtstatistikker fra 1721 og frem til i dag, at rensdyrbestandene i Vestgrønland har været gennem mindst to store "boom & crash" cyklusser, dvs. at bestanden først øges voldsomt og derefter reduceres tilsvarende på grund af for lille et fødegrundlag. Det tyder på, at den type cyklus kan gentage sig. I øjeblikket er tætheden af rensdyr i bestanden ved Kangerlussuaq-Sisimiut (KS) ca. 7 rensdyr/km2 i kerneområderne om vinteren. Det er en høj tæthed, og det kan påvirke områdets bærekapacitet (dvs. det antal dyr, der kan overleve i et givent område) negativt. Det er især relevant i forbindelse med vintre, hvor gentagne episoder med tø og frost samt tykt snedække hindrer rensdyrene i at nå deres føde. Historisk set har nedgangene i antallet af rensdyr været voldsomme og sket i løbet af kort tid, og antallet af dyr har været reduceret til stort set "ingenting". Rensdyrbestandene har dog altid været i stand til at komme sig, men det har vist sig at tage i omegnen af 100 år. På trods af åben jagt og lange jagtsæsoner i det seneste årti er antallet af dyr i den største af bestandene (KS) stort set uændrede. Akia-Maniitsoq (AM) bestanden er den næststørste og antallet af dyr ser her ud til at være svagt nedadgående. Kun i Ameralik bestanden er antallet succesfuldt reduceret ved hjælp af jagt og tætheden er nu ca. 1 rensdyr/km2. Nøglen til denne succes skal formodentlig findes i hvor let tilgængelig et område er for jægere. Indlandsområderne med bestandene KS og AM er sværere tilgængelige i forhold til områderne ved Ameralik. På nuværende tidspunkt er det svært at spå om, hvor længe den høje tæthed af rensdyr kan opretholdes.

12 rensdyrbestande i Vestgrønland

Listen er ordnet fra nord til syd. De øverste 11 er "oprindelige" rensdyr eller forvildede tamrener (eller et mix af begge) mens den 12. (Isortoq) er tamrener. Herudover, og umiddelbart syd for Isortoq, ligger tuttutooq (tugtutooq), som er en ø med ca. 200-300 tamrener.

(1) Inglefield/Pruhoe Land - 1999 estimat: ca. 2300 dyr, nuværende antal er ukendt

(2) Olrik Fjord - nuværende antal er ukendt, inkluderer forvildede tamrener og muligvis et mix med oprindelige rensdyr.

(3) Nuussuaq Halvø - 2002 minimumstælling: 1164 dyr, nuværende antal ukendt, inkluderer oprindelige rensdyr, forvildede tamrener og et muligt mix af begge.

(4) Naternaq - nuværende antal er ukendt, udelukkende oprindelige rensdyr.

(5) Kangerlussuaq-Sisimiut (KS) - relativ stabil bestand, høj tæthed, 2010: revideret estimat ca. 58.900 dyr (90% CI:43.300-79.000) udelukkende oprindelige rensdyr.

(6) Akia-Maniitsoq (AM) - langsom nedgang, 2010 revideret estimat: ca. 14.300 dyr (90% CI: 13.300-18.800), inkluderer oprindelige rensdyr, forvildede tamrener og et dokumenteret mix af begge.

(7) Ameralik - relativt stabil siden 2006: estimat fra 2012 var ca 11.700 dyr (90% CI: 8.500-16.000), inkluderer en genetisk blanding mellem oprindelige rensdyr og og forvildede tamrener.

(8) Qeqertarsuatsiaat (QEQ) - relativ stabil, 2012 estimatet var ca. 4.800 dyr (90% CI: 3.400-6.800), populationen betår af oprindelige rensdyr forvildede tamrener og en genetisk blanding af de to er mulig.

(9) Qassit - 2000 minimumstælling: 196, nuværende antal er ukendt

(10) Neria - 2000 minimumstælling: 332, nuværende antal er ukendt

(11) Ivittuut - nylig indvandring af forvildede tamrener fra Isortoq tamren distrikt, små grupper på totalt set 93 rensdyr blev observeret ved kysten i  juni 2015

(12) Isortoq - tamren område, efter kælving og før slagtning i juli 2015 lå en mindste-tælling på 1781 dyr, efter slagtning i vinteren 2015/16 var flokken på ca 1200 dyr. Nuværende antal for Tuttutooq er ukendt.

De største bestande af rensdyr findes langs sydvestkysten af Grønland. Den største er KS efterfulgt af AM, Ameralik og QEQ. Flytællinger med henblik på at estimere bestandstætheder og flokstruktur udføres regelmæssigt på disse fire bestande. Yderligere information findes i Tekniske Rapporter fra Grønlands Naturinstitut (nr. 42, 46, 48, 61, 67 og 78).

Figur 2. Observatør under et survey, Hans Mølgaard, jagtbetjent fra Sisimiut. Foto: C. Cuyler
Figur 2. Observatør under et survey, Hans Mølgaard, jagtbetjent fra Sisimiut. Foto: C. Cuyler

Monitering

Undersøgelser af bestandstætheder

Pinngortitaleriffik udfører ca. hvert 5 år bestandstæthedsundersøgelser i de 4 største rensdyrbestande. De enkelte surveys (undersøgelser) foretages fra helikopter af forskere fra Pinngortitaleriffik i samarbejde med jagtbetjente og lokale fangere (figur 2). Disse surveys giver information om bestandstætheder, flokstruktur og dyrenes fordeling i landskabet.

Undersøgelser i forbindelse med jagt

I forbindelse med jagt af rensdyr i Grønland udfylder den enkelte jæger et tilbagemeldingsskema. Disse skemaer giver information om lokaliteten, køn, alder (køn, ungdyr eller voksen) og tykkelsen af rumpefedt for hvert af de skudte dyr. Hvis det skudte dyr er en simle (et hunrensdyr) noteres også hvorvidt simlen havde en kalv. Disse data kan give informationer om de forskellige rendyrflokkes trivsel. Nylige analyser illustrerer dog vidtspredte unøjagtigheder i de oplyste fedttykkelser og data om alder. I 1995 blev alle underkæber fra sæsonens jagt indsamlet og anvendt til at undersøge køn, alder og kropsstørrelse fra de skudte dyr. Hvis dyr med samme alder har forskellig længde af underkæben giver det information om forskelle i den kvalitet og kvantitet af føde, som har været tilgængelig for det pågældende dyr f.eks. mens det var yngre. Det totale antal af rensdyr der hvert år skydes i Grønland offentliggøres i Piniarneq, et informationshæfte om jagt og jagtregistrering udgivet af Grønlands Selvstyre.

Forskning

Sundhedstilstand

Rensdyrenes sundhedstilstand i de to største bestande (KS og AM) undersøges intensivt med ca. 10 års mellemrum. Dette gøres ved at følge en fremgangsmåde udviklet af CARMA, et internationalt samarbejde om forskning og overvågning af bestande af rensdyr. Undersøgelserne bliver kun foretaget på simler og er gennemført i 1996, 1997, 2008 og 2009. Simlernes sundhedstilstand er en vigtig faktor for kalvetilgangen til en bestand. Ligeledes vil simlernes sundhedstilstand afspejles i den fremtidige tendens i bestandstætheden og er derfor af vital vigtighed i forbindelse med forvaltningen af rensdyr i Grønland.

Rensdyrbetandene i Akia-Maniitsoq (AM) og Kangerlussuaq-Sisimiut (KS)

Pinngortitaleriffik indsamlede 41 simler og 6 kalve fra AM i 2008 samt 40 simler og 10 kalve i KS i 2009. De indsamlede data inkluderer dato, position, højde over havet (hvor dyret er blevet skudt), køn, alder (kalv, ungdyr (<3 år) eller voksen), tilstedeværelsen og udseende af gevir, kalv (+/-), mælk i yver og forskellige kropsmål. Der blev taget et foto af hvert dyr. Ydermere blev der bla. målt følgende: vægt af dyr, skelet, fedt og organer. Der blev lavet vurderinger af tandslid og hvert dyr blev tildelt en score for sundhedstilstanden. Der blev udtaget prøver fra blod, muskel, lever, nyre, urin, vomindhold, benmarv, skelet (underkæbe og mellemfodsben), ovarier, fostervæv, afføring, løbetarm (abomasum), indhold fra tyndtarmen, mælk og hår. Vi undersøgte rensdyrene for forskellige parasitter f.eks. protozoa, rundorme, bændelorme, ikter og fluer. Vi er stadig i gang med databehandling og analyser og disse vil blive publiceret, når arbejdet er afsluttet.

Figur 3. Satellitmærket simle, Akia-Maniitsoq bestanden, maj 2008. Foto: C. Cuyler.
Figur 3. Satellitmærket simle, Akia-Maniitsoq bestanden, maj 2008. Foto: C. Cuyler.

Satellitmærkning

I 1997 blev otte rensdyrkøer fra Akia-Nordlandet i Akia-Maniitsoq bestanden mærket med satellithalsbånd. Halsbåndene sendte data i to år og viste bl.a. at nogle simler er stationære med årlige vandringer på ca. 10km langs en højdegradient, mens andre simler vandrer op til 170km om året. Vandringerne foretages mellem vinter- og kælvingsområder. Alle bevægelser blev foretaget individuelt i modsætning til deciderede synkroniserede vandringer som en samlet flok. Dog bevægede alle satellitmærkede hunner sig til områder tættere ved indlandsisen eller op i højlandet i forbindelse med kælving. I maj 2008 blev 40 simler fra AM bestanden udstyret med satellithalsbånd (figur 3). Analyser af disse data er stadig i gang.

Figur 4. Svælgbremser halsen på et rensdyr. Foto: B. White
Figur 4. Svælgbremser halsen på et rensdyr. Foto: B. White
Figur 5. Hudbremser. Foto: B. White
Figur 5. Hudbremser. Foto: B. White

Parasitter - Hud- og svælgbremser

Hud- og svælgbremser har en et-årig livscyklus. Om vinteren lever de som larver i rensdyr (deres værtsdyr). I maj - juni forlader de deres vært og forpupper sig i 41-47 dage. I juli - august er de voksne fluer klar til at parre sig og processen starter forfra. De voksne fluer indtager ikke føde, de parrer sig blot og finder efterfølgende et rensdyr, hvor de kan lægge deres æg. Voksne hud- og svælgbremser kan få rensdyrene til at udføre nogle spektakulære undvigemanøvrer. F.eks. kan man se rensdyr, der næsten går i panik ved synet / lyden af svælgbremser. Den voksne svælgbremsehun lægger levende larver i næseborene på rensdyr. Larverne kravler op gennem næsehulen og ender til slut i halsen, hvor de indlejrer sig ved at "gribe" fat i vævet (figur 4). Larverne overvintrer i halsen på rensdyret og i løbet af maj - juni kravler de ud gennem næsehulen eller bliver hostet op af rensdyrene. Hudbremserne lægger deres æg mellem rensdyrenes hår. Æggene klækker efter få dage og larverne kravler ned langs hårene, borer sig gennem huden og lever under huden på rensdyrene i ca. 3 måneder. Derefter sætter de sig fast umiddelbart under skindet og borer deres åndehuller gennem huden. Skind fra rensdyr der er skudt midt på vinteren kan være fulde af hudbremselarver (figur 5). Rensdyrskind fra dyr skudt i august - september er uden larver (op til 3cm), men med tydelige ar og / eller huller efter dem.

Kontaktperson Christine Cuyler
Tlf:
+299 361200
Email:
chris.cuyler@remove-this.natur.gl
Opdateret 09.02.2016